Folketingets formand Mogens Lykketoft havde en plan. Han ville skabe en mere direkte og livlig debatform i Folketinget, der kunne skærpe interessen i befolkningen. Den farverige debat i det britiske underhus stod som noget af et forbillede.
Derfor blev der skabt en ny slags spørgetime med statsministeren i håbet om, at den kunne skabe en skarp og vittig gang ping-pong mellem statsministeren og oppositionens ledere.
Nu er der afholdt to af den slags spørgetimer. Og Mogens Lykketofts lyserøde forhåbninger hænger allerede i laser.
Obstruerer debatten
Den første gang var præget af politikernes lidt forkrampede forsøg på at efterligne briterne.
Det stod hurtigt klart, at de heftige og underholdende skud fra hoften, som præger Underhusets bataljer mellem regering og opposition ikke lader sig omplante til et dansk folketing, der har en anden historisk tradition. Det hele blev ret kejtet.
Kun på grund af Lars Løkkes bommert med sko til 2000 kr. udløste debatten et vist folkeligt engagement.
Den anden spørgetime fandt sted i går. Her valgte toppolitikerne at ignorere Lykketofts fantasier om britiske tilstande. Væk var den anstrengte munterhed.
Til gengæld blev det klart, at et andet og langt større problem truer den ny form: Statsministeren obstruerer debatten.
Dermed gør Thorning den ny spørgetime til en farce.
Magtens korridorer
Samtlige partiledere, fra Kristian Thulesen Dahl til Johanne Schmidt-Nielsen, brokkede sig over, at Thorning ikke svarede på deres spørgsmål. Og de havde ret.
Nu er det jo ikke nogen ukendt disciplin for en statsminister at glide af på besværlige spørgsmål. Men i går oplevede man et problem, der stikker meget dybere:
Thornings adfærd afspejler, at Danmark i dag har en regering, der er usædvanlig lukket. Den forsøger at barrikadere sig i magtens korridorer.
Offentlighedsloven taler sit tydelige sprog.
Nu føres tendensen videre i forbindelse med den skandale, der er under opsejling med lovgivningen om solceller. En lovgivning, der har kostet danske familier og virksomheder milliarder af kroner i ekstra el-udgifter.
Ud af kontrol
De offentlige udgifter til solcelleanlæg løb fra 2011 helt ud af kontrol. Det skyldtes især to ting:
For det første havde regeringen fuldstændig fejlvurderet udviklingen på markedet for solcelle-anlæg. Priserne faldt meget kraftigere end ventet, og det satte kraftigt gang i opstillingen af anlæg – med offentlig støtte.
For det andet var lovgivningen på området fuld af huller, som blev udnyttet til at få offentlige tilskud langt ud over, hvad regeringen havde kalkuleret med.
Flere gange lukkede man ét hul, hvorefter man opdagede nye huller. Det meste blev betalt ved højere energiafgifter på forbrugerne. Men også statskassen har lidt et tab i milliardklassen.
Forsøget på at lukke af
Regeringens manglende styr på solcelle-udviklingen er i sig selv en meget alvorlig sag. Den viser, hvor galt det kan gå, når man forsøger at lave planøkonomi på energiområdet – drevet af en minister, der er drevet af lige dele hellig ild og manglende overblik.
Men mindst lige så alvorlig er regeringens reaktion på det kaos, den selv har skabt: Man har gjort alt, hvad man kunne for at lukke af over for offentligheden.
Først undlod klima- og energiminister Martin Lidegaard at informere Folketinget om, at hans ministerium havde fundet et gabende hul i et nyt lovforslag på området. Lovforslaget blev derfor vedtaget af et intetanende folketing. Det indbragte Lidegaard en næse.
Så gjorde regeringens topministre sig ihærdige anstrengelser for at forhindre Rigsrevisionen i at trænge til bunds i hele forløbet omkring solcelle-lovgivningen.
Man ville ikke give Rigsrevisionen adgang til regeringens lovforberedende arbejde i sagen. Til trods for, at Rigsrevisionen ikke har haft problemer med at få en sådan adgang i andre sager.
Denne sabotage har regeringstoppen nu måttet opgive.
Thorning talte og talte
I gårsdagens spørgetime med statsministeren kom så regeringens tredje forsøg på at undgå kritisk lys på solcelle-sagen.
Lars Løkke spurgte fire gange Helle Thorning, hvornår hun fik kendskab til, at regeringens solcelle-lovgivning medførte helt ukontrollerede meromkostninger. Han fik aldrig noget svar.
Til gengæld fik han masser af vidtløftig udenomssnak. Thorning talte og talte med den tydelige hensigt at undgå at svare på spørgsmålet.
Regeringens påfaldende lukkethed i denne sag rejser en naturlig mistanke om, at den ikke har rent mel i posen.
Hvad laver journalisterne?
Normalt vil en sådan mistanke få medierne op i højeste gear for at finde ud af, hvad der ligger bag.
Men de fleste medier har faktisk været ganske usædvanligt overbærende med regeringens lukkethed. De har ikke gjort noget særligt ud af solcelle-sagen, og der blev kun stillet nogle få pligtspørgsmål til Thorning efter spørgetimen.
Spørgetimen blev en farce, fordi Thorning brugte masser af ord på at sige ingenting. Det er ikke svært at se, hvorfor hun gør det. Men hvorfor lader journalisterne hende gøre det?
