En stemme på Mette Frederiksen vil uundgåeligt være en stemme på en svagere udlændingepolitik

Selv om valget ikke er udskrevet, er valgkampen reelt i gang. Og straks går bølgerne igen højt om udlændingepolitikken. Det har især den radikale leder Morten Østergaard sørget for.

 

Morten Østergaard har stillet Mette Frederiksen et ultimatum:

 

Hvis hun ikke opgiver sin støtte til det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken, vil han aktivt modarbejde, at hun bliver statsminister efter valget.

 

Paradigmeskiftet er Dansk Folkepartis idé. Det indebærer, at man sender krigsflygtninge tilbage til deres hjemland, så snart forholdene er fredelige nok til det. De skal ikke være en permanent del af det dansk samfund.

 

Dermed vil Dansk Folkeparti undgå, at ikke-vestlige indvandrere kommer til at udgøre en stadig større del af befolkningen i Danmark. Med dertil hørende svækkelse af dansk kultur og danske værdier til fordel for blandt andet mellemøstlig kultur.

 

Et bredt politisk flertal har tilsluttet sig ideen om paradigmeskiftet: Udover Dansk Folkeparti er det Venstre, Liberal Alliance, Konservative – og altså Socialdemokratiet.

 

Morten Østergaards trussel

Morten Østergaard insisterer derimod på, at man skal lade de mange flygtninge blive i Danmark. De skal integreres, som han siger.

 

Han truer med at modarbejde, at Mette Frederiksen bliver statsminister, hvis hun ikke annullerer paradigmeskiftet.

 

Man kan ikke bare afvise Østergaards trussel som løs snak.

 

Han får nok ikke Mette Frederiksen til ligefrem at opgive paradigmeskiftet. Det kunne koste hende mange vælgere, der kræver stram udlændingepolitik.

Læs også
Mette F. lægger ud med store løftebrud i udlændingepolitikken – vi får flere flygtninge

 

Men De Radikale kan bruge kravet om at fjerne paradigmeskiftet som en rambuk til at få andre indrømmelser i udlændingepolitikken.

 

Sporene skræmmer for Mette Frederiksen

For Mette Frederiksen skræmmer sporene fra valget i 2011.

 

Dengang var socialdemokraterne høje i hatten før valget: De Radikale skule ikke have nogen synderlig indflydelse på en rød regering.

 

Men efter valget kom forhandlingerne i Det Sorte Tårn. Her gjorde den radikale leder Margrete Vestager det meget klart, at hun skulle have store indrømmelser, hvis hun skulle støtte Helle Thorning-Schmidt som statsminister.

 

Med denne benhårde pression fik Vestager Socialdemokratiet til at sluge de borgerliges økonomiske politik, og vejen blev banet for en meget svag udlændingepolitik.

 

Læs også
Mette Frederiksen satsede voldsomt og tabte – kaotiske tilstande hos de røde

Østergaard står ikke i helt så stærk en forhandlingsposition som Vestager gjorde dengang. Vestager havde en reel trussel om at søge radikalt samarbejde med de borgerlige i stedet, hvis S ikke makkede ret.

 

Den mulighed er der næppe i dag. Men Østergaard kan godt gøre livet temmelig surt for Mette Frederiksen, hvis der skulle komme et rødt flertal ud af valget.

 

Indrømmelser til Østergaard

Realistisk regner Østergaard nok ikke med, at han kan få paradigmeskiftet væk. Til gengæld vil han kræve andre betydelige indrømmelser i udlændingepolitikken.

 

Han kan for eksempel kræve, at hjemsendelserne af flygtninge bliver administreret meget blødt.

 

Og han har for længst stillet krav om højere sociale ydelser til flygtninge. Den særligt lave integrationsydelse skal væk.

 

Det vil give en flygtningefamilie en betydelig merindtægt om måneden i sociale ydelser. Betalt af hårdt arbejdende danske skatteydere.

Læs også
Regeringsforhandlingerne er ramt af store problemer – men Journalistisk Venstreparti prøver at hjælpe ’deres’ Mette

 

Høje sociale ydelser vil samtidig gøre det sværere at få flygtninge ud på arbejdsmarkedet. Og al erfaring viser, at det vil trække mange flere asylansøgere til Danmark.

 

En del af forklaringen på, at Danmark har bremset op i asylstrømmen, er, at man har strammet vilkårene betydeligt for asylansøgere, flygtninge og familiesammenførte.

 

Socialdemokratiet er hidtil gået arm i arm med De Radikale på, flygtninge skal have flere penge fra det danske samfund. Integrationsydelsen skal væk.

 

Der har dog været nogle tegn på, at en S-regering måske alligevel kunne finde på at fastholde den lavere integrationsydelse.

 

Men hvis Morten Østergaard bringer røde regeringsforhandlinger i dyb krise på et krav om at fjerne integrationsydelsen vil Mette Frederiksen give sig.

 

En stemme på Mette Frederiksen vil dermed være en stemme på en svagere udlændingepolitik.

Læs også
Islamisme, demokrati og Det Radikale Venstre – en djævlepagt?

 

Thulesen Dahl vil næppe være redningsmand for Mette F.

Frederiksen vil forsøge at sende spørgsmålet ydelserne til hjørnespark i en kommission. Men det får hun måske ikke lov til.

 

Morten Østergaard truer med et mistillidsvotum til en S-regering, hvis han ikke får svækkelser af udlændingepolitikken, der kan mærkes.

 

S-lederen skal ikke regne med, at Kristian Thulesen Dahl vil redde hende ud af denne suppedas ved at lægge stemmer til at blokere for et sådant radikalt mistillidsvotum.

 

Jo tættere DF-lederen kommer på valget, jo klarere bliver han i sine advarsler mod en socialdemokratisk ledet regering.

 

Det ligner noget rod for Mette Frederiksen. Det kommende valg kan blive langt sværere for hende at vinde, end tidens meningsmålinger har tydet på.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…