Jeanette (40) er født i Norge af forældre fra Pakistan. Hun er opvokset i en æreskultur (fryktkultur). Da hun var 11 år gammel drog familien tilbage til Pakistan, Lahore. Hendes far havde opnået sit mål, en førtidspension, og i de følgende år blev Jeanette yderligere formet til at blive en pige, som uden modstand kunne giftes bort. Bare 16 år gammel fik hun en langt ældre pakistansk mand.
Jeanette (der ikke er hendes rigtige navn) har talt med Hege Storhaug fra Human Rights Services, som er en organisation, der i 18 år har arbejdet for kvinders frihed. Det er en grum beretning om undertrykkelsen i et muslimsk samfund og en modig kvindes oprør.
Hege vil have Jeanette til at forklarer, hvordan det lykkes forældrene at opdrage børn til en voldelig æreskultur, en frygt og trusselskultur.
“Lad os gøre det helt klart, at det handler om islamisk kultur”, svarer Jeanette.
“Med dødsstraf for blasfemi. Med dødsstraf for tvivl, fordi det fører til frafald. Så fra børnene er helt små fortæller imamen dig, hvordan du skal integrere dem i islam”.
Det sker med straf og vold fra børnene er helt små.
Hør Jeanette fortælle videre på videoen, som gengives med tilladelse fra rights.no.
Artiklen fortsætter under videoen …
Jeanettes ældre ægtemand var meget voldelig. Vi skal ikke gå i detaljer, bare konstatere, at som gravid 16 årig, var det et under, at hun ikke mistede barnet i løbet af svangerskabet. Mens hun stadig var gravid, og nu fyldt 17 år, blev hun sendt tilbage til Norge. Motivet fra hendes forældres side var økonomisk. De regnede med, at det offentlige ville sørge for, at hun som enlig mor fik lejlighed, socialhjælp, børnepenge og en særlig fødselsgodtgørelse (nedkomststønad).
De havde forregnet sig. Da Jeanette stadig var et barn sørgede de sociale myndigheder for hendes omsorg. I trygge omgivelser i Norge vovede Jeanette nu, at kæmpe for friheden. Da hun blev myndig, flygtede hun fra sine egne med livet som indsats. Drivkraften var, at hendes datter skulle undslippe den vold og den sociale kontrol, som hun selv havde været udsat for.
Jeanette var sikker på at blive dræbt. Der har du svaret på, hvorfor hun nu bruger et dæknavn, har hemmelig adresse, og ikke kan findes i Folkeregistret.
Hun skabte ny historie
Hege Storhaug fortæller at hendes organisation rights.no (Human rights Services, HRS) lærte Jeanette at kende i efteråret 1999, da Jeanette stod åbent frem i et lørdagsportræt i TV2. Debatten dengang handlede om tvangsægteskab, og flere norskpakistanske repræsentanter benægtede hårdnakket, at fænomenet overhovedet eksisterede. Da bestemte Jeanette sig for, at lægge alt frem for hele Norges befolkning : Her er jeg, og jeg ved hvad jeg taler om, var hendes klokkeklare budskab.
Den måde hun stod frem på efterlod et dybt indtryk. Sikke et mod ! Og hvilken ærlig udstråling og klar tale
Hege Storhaug fortsætter: Da Human Rights Services for alvor var kommet godt i gang med vores arbejde for kvinder frihed, blev Jeanette en central person i vores arbejde. Hun skrev rødglødende kronikker mod arrangerede ægteskaber, hun mødte politikere i Stortinget, hun holdt foredrag, og hun gav interviews til medierne.
Derefter tog hun en pause, men er i løbet af de sidste par år vendt tilbage igen, blandt andet som næstformand i “Ex-muslims of Norway”.
Børn er forældrenes vare
Vi spurgte Jeanette, om hun kunne sætte ord på, hvad social kontrol er – hun som er vokset op med forældre, der har brugt denne form for styring. Jeanette tegner så følgende billede for os :
Forældre er ejere af en butik, og varerne i butikken er deres børn som en dag skal kunne giftes bort uden at de gør modstand. Varerne skal derfor være uåbnede, rene og pæne, som hun formulerer det. Fordi : ingen vil have en brugt vare.
En brugt vare er at miste ære
I kulturer hvor æresbegrebet er fremtrædende, findes der ikke et velfungerende politi eller et velfungerende retsvæsen. Der er mere eller mindre lovløse og korrupte tilstande. Der findes heller ikke et socialt sikkerhedsnet. Man har kun sine egne at stole på, når det gælder overlevelse og beskyttelse. Kvinderne er sat til at bære mændenes ære på deres skuldre, og det gør hun gennem seksuel dydighed (renhet) og lydighed. Hvis omgivelserne oplever, at hun ikke er seksuelt dydig, (og et rygte kan være nok), så mister familien/klanen/stammen sin ære. Det er en indirekte måde at fortælle omgivelserne, at deres mænd er nogen, man ikke behøver at respektere – for det gør kvinderne jo ikke. Den eneste måde mændene kan redde æren på i sådanne lovløse omgivelser, er ved at vise styrke, og i yderste konsekvens, at dræbe hustruen eller datteren. Budskabet der skal sendes ud er, at de er mænd som skal æres og frygtes.
Det er disse ting der ligger til grund for det, som politikerne omtaler som negativ social kontrol.
Venskaber ? Nej, det er forbudt
Jeanette havde ingen venner da hun voksede op i Norge. Man opdrages til ikke at stole på andre. Forældrene er bange for, at venskaber kan føre til, at de mister kontrol over deres børn, siger hun.
Desuden opdrages man i en sfære uden empati. Også derfor bliver man analfabet i forhold til at etablere venskaber – knytte bånd. Det negative syn på ikke-muslimer, torpederer ligeledes unge muslimers muligheder for, at indgå venskaber med vantro :
“jeg havde ingen venner. Jeg ville ønske at jeg havde haft venner, men jeg vidste ikke hvordan man gjorde”.
Børnene opdrages målrettet til, ikke at blive en integreret del af eleverne på skolen : “De (ikke-muslimerne) når ikke dig, og du når ikke dem, fordi det har du ikke lært”.
Jeanette hørte aldrig noget positivt om ikke-muslimer i hjemmet. “Vi blev ikke opdraget til at kunne lide vantro. Vi blev ikke opdraget til at sætte pris på dem fordi de var gode mennesker. For de skulle brænde i helvede – de var jo vantro.”
Kærlighed er djævelens værk
I dette system fængsles kvinden i hjemmet, hun fængsles i sin hijab. Hun skal stå til rådighed for manden seksuelt, og hun skal være hans tjenestepige, fortæller Jeanette.
Børnene skal frygte far og elske mor og Allah. En ægtemand skal kun elske sin mor og Allah. Kærlighed til en kvinde må nemlig ikke skygge for hans hengivenhed til Allah. Allah er altså en jaloux skikkelse som kræver al opmærksomhed : “Kvinden er djævelens værktøj, kærlighed er djævelens værk”.
Jeanette er meget tydelig når hun siger : “Vi får aldrig integration, og vi bliver aldrig fri for social kontrol over børn og unge, hvis ikke vi bliver arrangerede ægteskaber kvit.”
Til sidst afslutter Hege Storhaug med at sige, at videoen med Jeanettes interview bør vises i Stortinget, og så bør politikerne derinde modtage en historie-forelæsning, som kan få dem til at reflektere over, hvad det har betydet for de norske kvinder (og mænd), at arrangerede ægteskaber, særligt i de finere kredse, i sin tid blev skrottet.
Børneopdragelse i en voldelig kultur
Når man hører Jeanettes fortælle, så får man en fornemmelse af, hvad det er for hindringer der blokerer for integrationen af en islamisk klankultur ind i vestlig kultur.
Selvom muslimske børn gerne vil møde og lege med vestlige børn, så kan de ikke. Evnen til at knytte bånd er systematisk blevet fjernet gennem en voldelig opdragelse. Helt fra ganske små, så ved de ikke hvornår slagene kommer, og ofte heller ikke hvorfor.
Imamen fortæller forældrene hvordan de skal integrere børnene i islam. Hvis de nægter at adlyde, at læse i Koranen, at bede bønner, så bliver de straffet.
Slagene kan komme når som helst, og mens det sker og i tiden lige efter, så bekræftes afstraffelserne med moderens kolde afvisning. Når der endelig kommer et knus barnets vej, så sker det ikke, uden at der samtidig tildeles slag.
På den måde fjernes evnen til at føle empati, og dermed også evnen til at knytte bånd, ved systematisk brug af fysisk og psykisk vold.
Ifølge Jeanette er det den almindeligt brugte skabelon for muslimsk børneopdragelse. Erfaringerne fra virkeligheden i den vestlige verden tyder på, at opdragelsesmetoden er reglen snarere end undtagelsen.
Oversat og bearbejdet af Steffen Wernberg-Møller med tilladelse fra rights.no.
