Lars Barfoed måtte gå som konservativ formand. Det lå klart i den konservative luft, at hans position var uholdbar. Forklaringen er simpel:
Barfoed formåede ikke at hente flere stemmer til sit parti, selv om der lå flere konservative stemmer derude i det politiske landskab.
Venstres krise omkring Lars Løkkes tøjsag var en oplagt mulighed for konservativ fremgang, men den blev ikke til noget. I meningsmålingerne blev partiet hængende omkring de sølle 4,9 procent ved sidste valg.
Samtidig fik De Konservative klart flere stemmer ved kommunevalget: 8,6 procent. Og endnu bedre gik det den tidligere partiformand Bendt Bendtsen ved valget til Europa-Parlamentet: 9,2 procent.
Derfor blev Barfoed i stigende grad set som en hæmsko for, at De Konservative kunne få det løft ved det kommende valg, som man i den grad tørster efter.
Mange kan blive enige om, at han er begavet og sympatisk. Men han mangler den skarpe profil og evnen til at sælge billetter.
Dygtig mand med ekstremt svære betingelser
Nu knytter De Konservative store forhåbninger til Barfoeds afløser, den 42-årige Viborg-borgmester Søren Pape Poulsen.
Han har da også vist sig som en særdeles dygtig kommunalpolitiker, der er god til at skabe kontakt til vælgerne.
Ved kommunalvalget i 2009 blev han borgmester ved en af de rævekager efter valget, som kommunalpolitik er så rig på. Men vælgerne så ham an og kunne lide, hvad de så. I 2013 fordoblede han sit personlige stemmetal og blev siddende som borgmester.
Samtidig har Søren Pape vist sig god til at skabe gejst på de indre konservative linjer, blandt andet ved sine taler på landsrådene.
Så han er ganske givet en mand med muligheder. Men han kommer til at starte på ekstremt svære betingelser som ny formand.
Betingelserne er faktisk så svære, at de giver mindelser om et gammelt slogan fra 68-oprøret:
”Du har ikke en chance – grib den!”
Svært at nå vælgerne
Det er meget sent at skifte partileder, når der højst er et år til næste valg og formentlig mindre. De Konservative tager da også kun denne chance, fordi alternativet så værre ud.
Det var noget andet, hvis den ny leder var en etableret skikkelse i den offentlige bevidsthed. Men på landsplan er Søren Pape Poulsen fuldstændig ukendt.
Og han har svære vilkår for at nå at blive kendt af vælgerne inden folketingsvalget. Han sidder nemlig ikke Folketinget. Dermed får han ikke den mediebevågenhed, der knytter sig til, hvad der sker på Christiansborg.
Selvfølgelig kan Pape også profilere sig uden for Folketinget ved at tage politiske initiativer. Men de skal være meget skarpe og gennemslagskraftige for at kunne trænge igennem til noget sendetid i TV.
Samtidig bliver det mest enkeltstående optrædener i stedet for de jævnlige medieoptrædener på Christiansborg, som kan skabe fortrolighed hos vælgerne.
Trængt af de andre blå partier
Pape har ikke bare meget kort tid til at vinde fodfæste inden valget. Han ryger også lige ind i en situation, hvor kampen mellem partierne for at markere sig op til valget er på vej op i de høje omdrejninger.
Partierne og partilederne vil fra nu af være hyperaktive med at levere budskaber og signaler, der kan fange de vælgergrupper, som de går efter. Der bliver ikke plads til, at Pape stille og roligt kan blive kørt ind. Han skal stå sig i den politiske trængsel fra første dag.
Det er særlig svært, når ens parti gennem en årrække er blevet klemt mere og mere af de andre borgerlige partier.
Venstre voksede sig langt større end De Konservative. Ved sidste valg overhalede Liberal Alliance partiet med traditionelle konservative mærkesager om lavere skat og mindre offentlig sektor.
Og nu har Dansk Folkeparti etableret sig godt og solidt som landets andet store borgerlige parti med stor vægt på nationale og sociale temaer, som konservative har regnet til deres arvegods. (Pape har selv været talsmand for en mere EU-kritisk konservativ kurs).
Dobbelt holdning
Måske var timingen af nyheden om det konservative formandsskifte ikke tilfældig. I hvert fald lykkedes det at stjæle mediernes opmærksomhed fra Dansk Folkepartis sommergruppemøde.
De andre borgerlige partier vil møde Pape med en dobbelt holdning: Ingen af dem ønsker naturligvis at miste stemmer til ham. Men alle er interesserede i, at De Konservative klarer sig godt nok til, at de ikke skaber ustabilitet i den blå lejr.
Søren Pape ligner nu bestemt ikke en mand, der laver mærkelige og desperate ting, selv hvis han skulle komme under hårdt pres. Hans baggrund som borgmester giver jordforbindelse og soliditet.
Papes håb
Selv hvis det umiddelbart kniber med at trænge igennem hos vælgerne, har Pape et håb at bygge på:
I moderne politik sker der en hel del i selve valgkampen, fordi mange vælgere beslutter sig sent. Gør Pape en god figur her som den ny dreng i klassen, kan det have en væsentlig virkning.
At gøre Søren Pape Poulsen til konservativ formand er dristigt. Men dristighed er måske ikke det dårligste valg for et parti, der længe har været plaget af den form for stabilitet, der hedder stagnation.
