Den blokpolitik, som har præget det politiske liv i Danmark gennem et par årtier, er ved at gå i opløsning.
Vi har set alvorlige spændinger i blå blok. De fik de store forhandlinger omkring juletid til at køre fast.
Vi hører også Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl sige, at han ikke vil give sin støtte til en regering, hvor Liberal Alliance er med.
Endnu værre står det til i rød blok.
Ved onsdagens afslutningsdebat i Folketinget foregik de største slagsmål mellem partierne inden for rød blok.
Så man kan ikke længere bare sige, at den politiske magt ligger hos blå blok eller hos rød blok.
Magten ligger mere end nogen sinde hos vælgerne, og de følger langt fra altid opdelingen i blokkene.
De røde partier og udlændingepolitikken
De røde partier kan formentlig blive enige om at pege på Mette Frederiksen som statsminister. Men de kan overhovedet ikke blive enige om, hvilken politik hun skal føre.
Først og fremmest er de røde partier fortørnede over Socialdemokratiets nye stramme kurs i udlændingepolitikken.
En eventuel regering med Mette Frederiksen spidsen vil i den grad være henvist til at føre udlændingepolitik med de blå partier. Det samme vil faktisk gælde for en stor del af den økonomiske politik.
Rød blok er mest af alt blevet en forening af partier med det formål at sørge for en statsminister, der ikke kommer fra blå blok. Resten er politisk kævl og ballade.
Samarbejdet mellem S og DF
Men blå lok er heller ikke længere den solidt sammentømrede politiske enhed, som den engang var.
Det afspejler sig især i det efterhånden tætte samarbejde mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
Når det gælder økonomisk politik og vægten på velfærd har de to partier mange mål til fælles, og de har vist sig i stand til at presse Lars Løkke i deres retning.
Men i et vist omfang kan Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet også blive enige om stramninger i udlændingepolitikken, som lægger pres på Lars Løkke og hans nuværende regering.
Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl kræver således, at asylansøgere ikke skal ind i Danmark, mens deres asylsager behandles.
Enten skal de simpelt hen afvises ved grænsen, fordi de kommer fra et sikkert land. Eller også skal deres asylsag behandles i centre i for eksempel et nordafrikansk land.
Disse tanker flugter formentlig særdeles godt med stemningen i befolkningen. Der er stor utilfredshed med, at asylansøgere lukkes ind i landet, hvorefter mange bare bliver her.
For vælgerne er udlændingepolitikken det vigtigste emne. Og det er lykkedes dem at få alle de tre store partier til at bevæge sig mod en strammere kurs, også Socialdemokratiet.
Økonomisk politik
Samtidig er der et stort vælgerpres for at afsætte flere midler til velfærd i den økonomiske politik. Med det økonomiske opsving bliver de folkelige forventninger til velfærd skruet i vejret.
Også denne folkelige bevægelse går på tværs af blokopdelingen. Og den får partierne til at flytte sig.
Der er et bredt samarbejde om økonomisk politik inden for blå blok. Men der er også et særligt samarbejde om specielt mere velfærd mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Vælgerne går ikke op i blokke
For vælgerne er der ikke længere noget mærkeligt i, at der bliver samarbejdet på tværs af de gamle blokke.
De fleste vælgere er ligeglade med blokpolitik. De vil først og fremmest have en politik, der i rimelig grad lever op til deres egne holdninger og forventninger.
Vælgerne har mere magt end nogen sinde i dansk politik.
De lader sig ikke styre stramt af de politiske blokke. De vil selv bestemme, hvad der er vigtigt. Og partierne tilpasser sig de nye vilkår. Det betyder, at blokpolitikken ikke er, hvad den har været.
Politisk lederskab
Men det er ikke vælgerne, der skal gennemføre beslutningerne. Det er politikerne.
De skal kunne forene vælgernes forventninger med realiteternes verden og hensynet til, at Danmark er en del af en meget turbulent verden med enorme udfordringer.
Det kræver stærke politikere at holde fast i de store mål for asylpolitikken og økonomien og få dem omsat i praksis.
Blokkene betyder ikke længere så meget som tidligere i dansk politik. Men politisk lederskab er så afgørende som aldrig før.