Angela Merkel møder nu et åbent oprør fra sine egne rækker

En gruppe i Angela Merkels bagland har netop udsendt, hvad de kalder et ”konservativt manifest”.

 

Medlemmerne af gruppen kommer fra de kristendemokratiske partier CDU og CSU, der til sammen kaldes Unionen.

 

Manifestet angriber Merkel for at have drejet Unionens politik alt for langt ind over midten. Kritikken retter sig især mod hendes politisk korrekte værdipolitik.

 

Gruppen kalder sig ”Die WerteUnion”, ”Værdiunionen”, for at markere sit fokus på værdipolitikken. Det gælder frem for alt udlændingepolitikken, hvor Merkel anklages for at have svigtet fatalt.

 

Merkels ansvar for massetilstrømningen

En stor del af manifestet beskæftiger sig med islam og indvandring. En så åben og direkte debat om disse emner inden for Unionen er noget historisk nyt.

 

Gruppen vender sig skarpt mod Merkels udlændingepolitik, der i 2015 åbnede for en massiv tilstrømning til Tyskland og Europa fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.

Læs også
Merkel blev ydmyget, da hun blev valgt til kansler i Forbundsdagen

 

Manifestet fremlægger ikke et egentligt program. Men det stiller nogle konkrete krav. Blandt andet kravet om at afskaffe dobbelt statsborgerskab.

 

Dobbelt statsborgerskab indebærer, at man kan være statsborger i både Tyskland og et andet land (typisk Tyrkiet). Man kan så at sige være tysker og tyrker samtidig. Det bør man ikke kunne, siger gruppen.

 

Retten til dobbelt statsborgerskab er i øvrigt også indført i Danmark.

 

”Islam hører ikke til Tyskland”

Manifestet blev vedtaget på et møde lørdag med omkring 100 deltagere i byen Schwetzingen i delstaten Baden-Württemberg.

 

Læs også
Heftig strid i Tyskland: Merkel beskyldes for at tage indvandrernes parti over for ældre og fattige tyskere

Værdiunionen blev stiftet for et år siden netop i Baden-Württemberg.

 

På mødet optrådte generalsekretæren i CDU i Baden-Württemberg som gæstetaler. Han støttede angrebet på det dobbelte statsborgerskab.

 

Og så sagde han: ”Islam hører ikke til Tyskland.”

 

Dermed gentog han det budskab, som den tyske indenrigsminister Horst Seehofer (CSU) kom med for nylig.  Dette budskab udløste stor politisk ballade, men fik opbakning fra tre fjerdele af befolkningen.

 

Farlig for Merkel

Selv om Værdiunionen foreløbig er en begrænset bevægelse, er den farlig for Angela Merkel. Det er der tre grunde til:

Læs også
Tyske borgerlige har fået nok af Angela Merkel – opsigtsvækkende kritik

 

For det første er det skelsættende, at der har udviklet sig en så organiseret modstand mod Merkel inden for Unionens egne rækker.

 

For det andet har de udlændingepolitiske budskaber, som Værdiunionen fremfører, stærk genklang i den tyske befolkning.

 

For det tredje flugter Værdiunionens synspunkter med dem, som man finder hos meget centrale politiske skikkelser inden for Unionen. Herunder to tunge ministre.

 

En hilsen, der høstede stort bifald

Da Værdiunionen holdt sit møde i Schwetzingen, blev der læst en hilsen til mødet op. Den kom fra sundhedsminister Jens Spahn.

 

Spahn er den mest markante profil på den konservative fløj i CDU. Han nævnes som en mulig efterfølger til Angela Merkel – hvis de konservative kræfter vinder den interne partikamp.

 

Spahn lagde ikke skjul på, at han ønskede en markant stramning i udlændingepolitikken. Han opfordrede til at ”tale og handle ud fra en holdning, som brede, borgerligt sindede lag har savnet på det smerteligste”.

 

Et slet skjult ønske om et farvel til Merkel-æraen. Spahns hilsen høstede stort bifald på mødet.

 

Samtidig går der som sagt stærke tråde mellem Værdiunionen og indenrigsminister Horst Seehofers opgør med Merkel under devisen: ”Islam hører ikke til Tyskland.”

 

Værdiunionen vælter ikke Merkel. Men den kan blive endnu et led i undermineringen af hendes magt og autoritet.

 

https://www.welt.de/politik/deutschland/article175254563/Merkel-Kritiker-in-der-Union-verabschieden-konservatives-Manifest.html

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…