Mange helt centrale spørgsmål er forblevet ubesvarede i valgkampen forud for afstemningen om retsforbeholdet på torsdag. Jeg tillader mig derfor at gentage nogle af de vælgerspørgsmål, som er forblevet ubesvarede i håb om, at en og anden politiker, der tager sit folkelige mandat alvorligt, vil give et fyldestgørende svar:
Gentagelse af et par ubesvarede spørgsmål
1. Man har vidst i mange år, at Europol ville blive overstatsligt. Hvorfor bremsede den tidligere SR-regering så forhandlingerne om en parallelaftale? Foruddiskonterer man ligefrem et ja ved afstemningen d. 3. december?
2. Hvordan forsvarer vore toppolitikere demokratisk, at de i strid med et befolkningsflertals ønske fremdeles arbejder for mere union?
3. Er det korrekt forstået, at danskernes ja til EF i 1972 ifølge ja-politikerne ikke var et første skridt mod en politisk union udelukkende var et ja til frihandel og økonomisk samarbejde mellem suveræne nationer?
4. Hvorfor gør man afstemningen til en afstemning om hele retsforbeholdet i stedet for udelukkende at spørge befolkningen om Europol?
5. Hvis det ikke kan lade sig gøre, hvordan kan statsministeren så fastslå, at et ja er et ja med forbehold?
6. Hvorfor er garantien for en ny folkeafstemning om at overgive asyl- og flygtningepolitikken til EU ikke skrevet ind i loven, men kun udformet som en juridisk uforpligtende hensigtserklæring?
EU ledes af multikulturelle drømmere
Man kunne blive ved, men jeg vælger at stoppe her. Lad mig afslutningsvis – selv om jeg til dato har været ja-siger i alle EU-spørgsmål – konkludere, at også jeg hører til de efterhånden mange danskere, der ikke kan undgå at være påvirket af i disse for Europa så afgørende år at opleve et handlingslammet EU med kollapsede ydre grænser og ingen mulighed for det enkelte land for effektivt at forsvare egne nationale grænser.
Flodbølgen af asylsøgere er der ingen reel kontrol med, ligesom evnen og viljen til at forsvare europæisk kultur og europæiske værdier er nærmest ikke-eksisterende.
EU ledes af multikulturelle drømmere, som nægter at se en barsk virkelighed i øjnene og køber sig lidt aflad ved at betale Tyrkiet for at gøre det arbejde, EU ikke selv kan tage sig sammen til at gøre.
Ja til et EU af samarbejdende suveræne nationer
Hvem kan med ro i sindet og med god samvittighed sige ja til at afgive mere suverænitet til det foretagende?
Jeg er tilhænger af EU i form af et samarbejde mellem suveræne nationer, men ikke af de drømme om en centralistisk multikulturel superstat, som stærke kræfter i EU arbejder sig hen imod, hvorfor flere og flere områder gøres overstatslige.
Derfor er venstrefløjen blevet mere vild med EU, mens de borgerligt liberale – bortset fra de mest fanatiske – er blevet mere skeptiske. De Radikales helhjertede EU-begejstring bør endvidere mane enhver borgerligt tænkende dansker til besindighed (!).
Politikerne har svigtet vælgerne også i denne EU-valgkamp. – Hvordan var det i øvrigt med EU-borgeres adgang og ret til danske velfærdsydelser? Hvilken aftale lå det i sin tid gemt i, og hvem vil vedstå sig ansvaret for at have anbefalet et ja til det?
