Nu er øjeblikket, hvor de venstreorienterede få mulighed for at demonstrere, at deres tillid tid overnationale organisationer er berettiget. Nu, hvor Erdogan har invaderet Tyrkiet for at smadre kurderne, nu kan de overnationale organisationer endelig og én gang for alle vise deres værd. Det skal blive spændene at se, om det virker.
Erdogans erobring af et område i Syrien strider mod international lov. Han skal dømmes af Den Internationale Domstol og han skal af FNs Sikkerhedsråd fordrives fra den uretmæssige erobring.
Tyrkiet har med aktionen forbrudt sig mod NATO samarbejdet og må forlade det.
Tyrkiets angreb på de ca 40 millioner kurdere vil udløse et stort flygtningeproblem. Det må vi i Europa klare ved, at EU på medlemsstaternes vegne håndterer problemet, for et sådant internationalt problem kan de enkelte medlemsstater ikke løse selv.
Tyrkiets ødelæggelse af de fængsler og områder i Syrien, hvor der opholder sig ISIS terrorister og sympatisører vil stille os overfor en øget terrortrussel i Europa, for ISIS vil gennem Tyrkiet nå frem til Europa. Også det må få EU selvfølgelig klare for medlemslandene, for den internationale terror er selvfølgelig et internationalt anliggende, som nationalstaterne ikke kan løse.
Men har de venstreorienterede så noget at have deres tillid til EU i? Og her er svaret et glasklart: det har de ikke.
Under Balkankrigen var det nationalstaten USA, der måtte klare problemerne i EU’s baghave. EU havde intet at byde på. Det var så pinligt!
Hvad angår de store migrantstrømme fra muslimske lande og islamiske terroristers infiltration af Europa, har EU været fuldstændigt impotent. EU er en egoistisk og handlingslammet enhed, der hele tiden forfølger en opportunistisk appeasement politik, som der ikke er kommet andet ud af end storladne tomme hensigtserklæringer.
Men hvordan har EU så i den konkrete situation reageret på Erdogans aggression. Kommissionens formand Juncker holdt en tale, hvor han udtrykte sin sorg over, at EU’s tyrkiske venner for ham at se fulgte en fejlagtig politik. Hvis det skal betragtes som et tilløb til aktiv handling, må man blot sige, at det minder om et tilløb til passivitet.
Og vores egen udenrigsminister Jeppe Kofod havde heller ikke noget at byde på, da han blev spurgt.
Men altså: Hvis man nu heller ikke denne gang kan opnå noget via overnationale institutioner, kan man så gøre sig håb om, at de venstreorienterede vil tage deres tillid til overnationale organisationer op til revision? Eller vil de blot bevidstløst fortsætte af samme utroværdige utopiske linie, som de har gjort siden Radikales grundlæggelse 1905?
Svend Lindhardt
