TV2 gik over stregen i forhold til Dansk Folkeparti, men trækker nu tilsyneladende i land


Ekstremistiske kredse har besluttet at bekæmpe Dansk Folkeparti med vold under valgkampen.

 

De har således ødelagt mange af partiets valgplakater. Ifølge gruppeformand Peter Skaarup havde partiet mandag registreret mindst 150 eksempler på vandalisering af valgplakater.

 

Partiets plakater bliver revet ned, malet over eller udsat for andre slags hærværk.

 

På en anonym hjemmeside deler man oplysninger om, hvor valgplakater fra Dansk Folkeparti og Ny Borgerlige hænger.

 

På en anden hjemmeside udlover man præmier til dem, der kan lave det mest ”destruktive hærværk” mod disse plakater. (Berlingske)

 

De sølle mennesker, der står bag dette, har ingen opbakning i den danske befolkning. Det prøver de så at kompensere for med antidemokratiske midler.

 

Grænsekontrol

Men den indflydelse, Dansk Folkeparti har fået i dansk politik, udløser også angreb på partiet under mere civiliserede former.

 

Således har TV2 under valgkampen været ganske energiske med at forsøge at stille partiet i et negativt lys.

 

Man så det for eksempel, da Dansk Folkeparti tidligt i valgkampen fremlagde et forslag om forstærket grænsekontrol.

 

En TV2- journalist nåede knap at fortælle, hvad forslaget gik ud på, før han skyndte sig videre med at forklare seerne seerne, at Dansk Folkeparti havde mistet mange vælgere.

 

Vupti! Sådan fik TV2 straks trukket opmærksomheden væk fra forslagets indhold, som ellers godt kunne tænkes at vække interesse hos en del vælgere. Tilbage stod indtrykket af et presset parti, der gjorde fortvivlede forsøg på at vende nedturen.

 

Dansk Folkeparti blev ikke fremstillet som det parti, der frem for nogen har gjort grænsekontrol til en folkelig mærkesag. I stedet skabte man billedet af en flok desperate tabere.

 

Journalistisk Venstreparti, når det er værst.

 

”Halleluja! – Mette Frederiksen er genopstået”

Denne dækning af Dansk Folkeparti stod i skærende kontrast til omtalen af Socialdemokratiet.

 

Da Mette Frederiksen genopstod fra sit sygeleje, udløste det således et næsten religiøst hysteri på TV2. Med varme billeder af glade smil hos begejstrede socialdemokrater.

 

Hvor mange gange fik vi ikke de samme billedsekvenser af Mette Frederiksen og Nicolai Wammen, der blev tiljublet af mængden med røde flag? Halleluja!

 

Der manglede kun brusende korsang som underlægning og en hvid due, der fløj til himmels.

 

Enhver form for kritisk journalistik forsvandt i denne iscenesatte tiljubling.

 

Absurd udlægning af DF-forslag

Kritisk journalistik var der til gengæld masser af i forhold til Dansk Folkeparti. Ja, ordet ”kritisk” er faktisk en underdrivelse. TV2 lavede regulær kampagnejournalistik mod partiet.

 

Onsdag fremlagde Kristian Thulesen Dahl et forslag om at give ældre krav på at få en plejehjemsplads, når de fylder 80 år.

 

I den forbindelse præsterede TV2News et indslag, der antydede, at de ældre med Dansk Folkepartis forslag risikerer en tvangsanbringelse på et plejehjem, når de fylder 80 år.

 

Det skete i et interview med en mand, der selv var på plejehjem. Han blev spurgt, hvad han mente om DF-forslaget.

 

Manden lod tydeligt forstå, at han ikke brød sig om forslaget. Han udlagde det sådan, at de ældre skulle anbringes på et plejehjem, når de fyldte 80 år.

 

Det havde været pærenemt for TV2-journalisten at korrigere denne absurde udlægning. Men det gjorde hun ikke. Hun lod mandens påstand hænge i luften.

 

Manden var socialdemokrat

Det er svært at se noget andet motiv til dette end et forsøg på at stille Dansk Folkeparti i et dårligt lys hos vælgerne – ikke mindst de ældre.

 

Man sad og undrede sig: Kunne den interviewede beboer virkelig gå så meget galt af Dansk Folkepartis forslag? Han virkede jo på ingen måde uskarp.

 

Mod slutningen af interviewet kom det så frem, at forklaringen på hans mærkelige udlægning kunne være en ganske anden: Manden var erklæret socialdemokrat!

 

Hvordan i alverden kunne journalisten bruge ham som den eneste ’ældre-kilde’? Hun skulle have fundet andre at interviewe. Eller var det redaktionen derhjemme, der udvalgte denne stærkt partiske kilde?

 

Man skulle selvfølgelig have interviewet andre. Og man skulle have præciseret, at Dansk Folkepartis forslag naturligvis ikke indebærer en tvang til at komme på plejehjem, men en ret.

 

Men så skete der noget på TV2 …

Men efter dette politiserende makværk på TV2 News skete der noget. I aftenens sene udgave af Nyhederne trak stationen i land.

 

Her blev der lavet en helt regulær orientering om forslaget og et interview med Kristian Thulesen Dahl, hvor han fik mulighed for at forklare meningen med forslaget.

 

Hvad var der sket? Fornemmede TV2, at man var gået over stregen i partisk journalistik? Havde man fået protester fra vrede seere?

 

Det vides ikke. Men én ting står klart:

 

TV2 må ændre kurs i forhold til den valgdækning, man har leveret i valgkampens første fase.

 

En offentlig TV-station som TV2 står i hele den danske befolknings tjeneste. Den skal ikke forsøge at mase vælgerne til at gøre Mette Frederiksen til statsminister.

Del på Facebook