Der er behov for en ny borgerlig regering, men de skal stå sammen i stedet for at rivalisere

Collage

Danmark har hårdt brug for en ny regering, men en ny regering er uinteressant, hvis et regeringsskifte ikke samtidig følges op af en helt ny og anderledes politik.

 

Jo flere bindende brede aftaler, der laves med den siddende regering, jo mindre bliver manøvremulighederne for en ny regering, når det gælder at gennemføre en klar borgerlig liberal politik.

 

Jeg tænker i den sammenhæng bl.a. på Venstres enegang, da partiet med Lars Løkke Rasmussen i spidsen for kort tid siden indgik en aftale med regeringen om en vækstplan – nogle kalder det en ”visneplan” (!) –  der som et af sine elementer har, at den populære og nyttige bolig-job ordning afskaffes fra nytår. Den har ellers været med til at skabe 5000 nye arbejdspladser i byggesektoren.

 

Der var forståelig tilfredshed hos regeringen og venstrefløjen med at få det største oppositionsparti hængt op på sådan en aftale, hvorimod der var lige så forståelig frustration og skuffelse blandt de øvrige borgerlige partier over Venstres enegang.

 

Nu tordner Venstre så frem med, at det er et hovedkrav for partiet, hvis det skal med i et finanslovsforlig, at bolig-job ordningen fortsætter (!). – Hvorfor medvirkede man så selv til at afskaffe den? Hvor er logikken eller det gode politiske håndværk for den sags skyld? Ikke blot skader Venstres medvirken i vækstplanen Danmark, det signalerer også splittelse i den række af partier, der skal stå bag en ny regering og en ny borgerlig liberal politik.

 

Konservativ udmelding

Og Venstre er ikke det eneste oppositionsparti, der medvirker til at skabe splittelse og usikkerhed, hvor der er behov for det modsatte, nemlig at demonstrere sammenhold og fælles fodslag.

 

Den nye konservative formand, Søren Pape Poulsen, udbasunerede således i sin tale på Det Konservative Folkepartis landsrådsmøde, at for de konservative er det fløjtende ligegyldigt, hvilket land og hvilken kultur, folk kommer fra, blot de kan bidrage til at skabe vækst.

 

Det var en lige venstre til partiet af samme navn, der netop har lanceret et udlændingeudspil, hvor man vil gøre det lettere for indvandrere fra vestlige lande med en kulturbaggrund, der ligner vores, at etablere sig i Danmark, mens man vil gøre det sværere for vanskeligt integrérbare indvandrere fra visse ikke-vestlige kulturer.

 

Konservativ politik plejer ellers ikke umiddelbart at være kendetegnet ved, at man blæser højt og flot på historie, religion og et lands folkelige og kulturelle sammenhængskraft for entydigt at tilfredsstille Dansk Industri. Forskellen på et politisk parti og på en arbejdsgiverorganisation burde da være, at mens et politisk parti ifølge sagens natur skal tænke bredt samfundsmæssigt, så behøver en virksomhed  typisk udelukkende at fokusere på bundlinjen i regnskabet.

 

Den konservative udmelding er derfor lige så skadelig for tilvejebringelsen af et klart borgerligt liberalt alternativ til den siddende regering som Venstres deltagelse i den såkaldte vækstplan.

Læs også
Inger Støjberg vraget – både Venstre og Socialdemokratiet glider nu væk fra den stramme udlændingepolitik

 

Nu vi er i gang, så styrker det heller ikke den borgerlige lejr, at Dansk Folkeparti, når det gælder dagpenge og skattetryk, lægger sig tæt op ad venstresiden i folketingssalen.

 

Historisk chance for det ikke-socialistiske Danmark

Det ikke-socialistiske Danmark har op til det kommende folketingsvalg en historisk chance for et markant opgør med mange års politisk korrekthed i form af en kulturradikal værdirelativisme og et skattetryk, der hæmmer vækst og initiativ samt indskrænker den personlige frihed.

 

Den danske befolkning er moden til et skifte, der betyder et opgør med en svag og lemfældig udlændingepolitik, der er ødelæggende for det danske samfunds åndelige, demokratiske og folkelige integritet samt et opgør med mange års slatne værdipolitik i det hele taget, når det gælder respekten for vores historie og kulturarv generelt.

 

Et stort flertal af danskere er også parate til et opgør med et skattesystem, der er blevet en stat i staten. Men det kræver holdarbejde, det kræver politisk vilje til at stå sammen og løfte i flok.

 

Det bedste, den borgerlige opposition kan gøre for at sikre et bedre, et friere og et mere rodfæstet Danmark, er derfor inden valget at præsentere befolkningen for, hvad en ny blå regering vil gennemføre på henholdsvis det værdipolitiske og det økonomiske – herunder skattepolitiske -område. Så ved vælgerne, hvad det er, vi har mulighed for at vælge eller fravælge.

 

Læs også
Lars Løkke Rasmussen og danaidernes kar

Behov for fælles borgerlig liberal strategi

Hvis de borgerlige partier fortsætter deres indbyrdes rivaliseren, svigter de alle de vælgere, der brændende ønsker at blive præsenteret for et reelt alternativ til den røde regering støttet af Enhedslisten og SF.

 

Der påhviler Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance et stort ansvar for at sætte sig sammen og lave en fælles strategi for, hvordan næste valg skal bane vejen for et nyt og bedre Danmark. Læg snævre partihensyn til side og kæmp sammen for en borgerlig liberal valgsejr, der skal give landet et gennemgribende opgør med kulturradikalismen og et skattetryk, der i sidste instans truer velfærden på længere sigt.

 

God arbejdslyst – vi er mange vælgere, der venter i spænding på jeres fælles udspil, fordi vi synes, vi har krav på at vide, hvad det er, vi får i stedet for, når vi naturligvis fravælger den nuværende regering.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…