Over hele Europa følger en række selvstyrebevægelser udviklingen i det spanske drama om Cataloniens selvstændighed.
Det spanske senat behandler torsdag og fredag regeringens forslag om at fjerne Cataloniens selvstyre. I givet fald vil Cataloniens leder, Carles Puigdemont, og regionens regering miste alle beføjelser. Hvis Spaniens senat godkender iværksættelsen af forfatningens artikel 155, vil det indebære, at den centrale regering i Madrid skal styre Catalonien, indtil der kan afholdes nyvalg om senest 6 måneder.
Artikel 155 i den spanske forfatning fra 1978 giver regeringen mulighed for at tage ”alle nødvendige foranstaltninger”, hvis en af landets 17 regioner med delvist selvstyre ikke følger forfatningen. Senatet udvalgsbehandler forslaget om at udløse artikel 155 i landets forfatning og dermed opløsningen af den catalanske regering torsdag den 26. oktober og forslaget kan vedtages i plenum fredag den 27. oktober 2017.
Det vil i givet fald være første gang det spanske selvstyre, som har eksisteret under den nuværende forfatning i knap 40 år, underkendes.
Catalonien
Catalonien er et autonomt område i det nordøstligste hjørne af Spanien. Regionen har som alle Spaniens 17 regioner en grad af selvstyre med eget parlament, regering og præsident.
Catalonien har knap 7,5 millioner indbyggere og har et areal på 32.114 km2. Regionens hovedstad er Barcelona og de officielle sprog er catalansk, occitansk og spansk.
Catalonien havde inden den spanske borgerkrig en betydelig grad af selvstændighed, som efter borgerkrigens ophør i 1939 blev afløst af Spaniens ubrydelige enhed. Efter diktatoren Francisco Francos død i 1975 og indførelsen af demokratiet med en ny spansk forfatning i 1978 fik Catalonien igen sammen med Baskerlandet og Galicien en særlig status som ”nationaliteter”, ligesom forfatningen gav Catalonien en særlig ret til selvstyre.
Herefter fik Catalonien den første selvstyreordning igen i 1979.
Selvstyrestatutten blev på Catalonsk foranledning revideret og udvidet i 2006. Men Spaniens konservative parti, Partido Popular, mente, at de nye selvstyrebestemmelser gik for vidt. Efter deres opfattelse gav de Catalonien en status, der udfordrede den spanske stats enhed, kongedømmet og historien.
Partiet indbragte selvstyre-statutten for forfatningsdomstolen, som i 2010 fandt 14 paragraffer i selvstyre-statutten stridende mod den spanske forfatning og stillede spørgsmål ved 27 andre paragraffer.
Catalonien fremturer med selvstændighed
Under den nugældende selvstyreordning styrer det catalanske parlament og regeringen blandt andet undervisningsområdet, sundhedssektoren, kultur, transport, handel, infrastruktur, miljø, det lokale politi med mere – mens den spanske stat har beføjelserne i udenrigs- og forsvarsanliggender, anti-terrorindsats og grænsekontrol. Domstolene er styret i et tredje system.
Tilhængerne af Cataloniens uafhængighed argumenterer med henvisning til den omtvistede 2006-selvstyrestatut og FN’s menneskerettighedserklæring for retten til løsrivelse, fordi Catalonien er en nation, der før har været selvstændig, men som har været underlagt Spanien siden 1714. Under spansk styre er catalanerne og deres sprog i vekslende grad blevet undertrykt – ikke mindst under Franco-diktaturet, der herskede fra borgerkrigens afslutning i 1939 til 1975.
Modstandere og tilhængere
Omkring halvdelen af indbyggerne i det økonomisk stærke Catalonien er tilhængere af løsrivelse, og sikrede det parlamentariske grundlag for den nuværende regionsregering. Tilhængerne af løsrivelse har påberåbt sig Menneskerettighedserklæringens ret til selvbestemmelse og besluttede – efter Madrid-regeringens opfattelse i strid med Spaniens forfatning – at afholde en folkeafstemning om selvstændighed den 1. oktober 2017.
Allerede da det catalanske parlament vedtog loven om folkeafstemningen, indbragte den konservative spanske regering i Madrid loven for forfatningsdomstolen – og den spanske forfatningsdomstol erklærede selve afstemningen ulovlig.
Ingen uden for de catalanske løsrivelsestilhængeres rækker har antydet, at de er parate til at anerkende et selvstændigt Catalonien – hverken stater, FN eller EU, som dog har holdt en påfaldende lav profil i den interne spanske strid.
Efter at domstolene erklærede afstemningen ulovlig, søgte politi og anklagemyndighed målrettet at forhindre den praktiske afvikling ved at beslaglægge stemmesedler, valglister, stemmebokse og kommunerne er blevet orienteret om, at det kan være strafbart at stille offentlige lokaler til rådighed for afstemningen, lige som det ville være strafbart for offentligt ansatte at medvirke til organiseringen og gennemførelsen.
Afstemningen blev alligevel gennemført den 1.oktober 20117. Under 50 pct. deltog, og blandt de afgivne stemmer var der et overvældende flertal for løsrivelse.
Delte meninger om løsrivelse
Barcelonas populære borgmester Ada Colau, valgt af en koalition af borgergrupper, har udtalt sig imod en ensidig løsrivelse fra Spanien: Valgresultatet fra 1. oktober ”giver intet grundlag for at erklære uafhængighed”, lød det i en erklæring fra borgmesteren, som samtidig advarede den spanske regering mod at sætte Catalonien under administration.
Selv lederen af det Nordirske Sinn Féin, Gerry Adams, har blandet sig. Med henvisning til løsningen på konflikten i Nordirland opfordrede han parterne til forhandling med bistand fra EU og andre internationale autoriteter: ”I urge the Spanish government to agree to talks and to international mediation. I also call on everyone, but especially the Spanish state, to not use violence in this dispute. The imperative must be to apply peaceful methods to find an agreement”.
Selvstyreregeringen i Catalonien kan undgå paragraf-155 indgrebet fra Madrid, hvis der udskrives valg i regionen. Men det skal formentlig ske inden udgangen af fredag.
Andre områder ønsker selvstyre
Catalonien er ikke det eneste område i Europa, der ønsker selvstændighed. De rige regioner i Norditalien, Lombardiet og Veneto, ønsker mere selvstyre. Ved en vejledende folkeafstemning søndag stemte et overvældende flertal for mere selvstændighed. Mere end 95 procent i begge regioner støtter en højere grad af autonomi over for centralregeringen i Rom.
Millioner af mennesker deltog i afstemningen i de to regioner, der begge er ledet af det indvandrings- og EU-kritiske parti Lega Nord.
Lombardiet og Veneto, der blandt andet huser byerne Milano og Venedig, står tilsammen for 30 procent af Italiens bnp og næsten en fjerdedel af landets vælgere.
De norditalienske regioners drømme om mere selvstyre skal ikke sammenlignes med separatisterne i Catalonien.
De vejledende afstemninger er helt lovlige for en italiensk region. Valgdeltagelsen i Veneto var på mellem 57 og 61 procent og 98 procent stemte for mere selvstyre. I Lombardiet var valgdeltagelsen omkring 40 procent og 95 procent stemte for mere selvstyre.
Afstemningerne i de to regioner var ikke-bindende. Men Lega Nord vil nu forsøge at bruge resultatet til at indgå nye aftaler med regeringen i Rom.
Blandt andet ønsker de to regioner at beholde en større andel af skatteindtægterne. I Lombardiet betaler man 54 milliarder euro mere i skat til centralstyret i hovedstaden Rom, end regionen får tilbage. I veneto er der et tilsvarende misforhold, og disse tal skal reduceres.
I den italienske forfatning er oplistet 23 punkter, hvor Italiens 20 regioner kan opnå større beføjelser. Det gælder blandt andet sikkerhed og immigration.
Catalonien, Lombardiet og Veneto er langt fra de eneste regioner i Europa, der er optaget af selvstyre. Baskerlandet i Spanien, Flandern og Vallonien i Belgien, Korsika og Bretagne i Frankrig er ligeledes optaget af mere selvstyre. I UK drøftes selvstyre i Skotland, Wales og Nordirland. I Tyskland ønsker delstaten Bayern større selvstændighed og i Italien ønsker Sardinien større selvstyre. I Danmark har vi vores nationale diskussioner med Færøerne og Grønland om større selvstændighed.
