Af Per Feldskou, pædagog og afd. Leder på Kanonen 2003-2011
Jørn Birk Nielsen argumentere i artiklen “De voksne gør alt det forkerte og lader pigebanden sætte dagsordenen” for at pædagoger skal kunne fastholde unge på institutionerne.
Jeg er dog usikker på berettigelsen af debatten, som er udsprunget af det helt uacceptable overfaldet på Naser Khaders datter, men hvor mange unge stikker realt af fra opholdssteder for at overfalde andre mennesker?
Men lad mig, uagtet problemets størrelse, biddrage til at nuancerer debatten, inden vi tillader pædagoger, efter for godt befindende, at tilbagehold alle unge med problemer.
Hvis vi lige tager et skridt tilbage fra den konkrete sag, og retter blikket mod pædagogerne og deres handlinger, fremfor de unge og deres reaktioner, så vil vi her for det første se en gruppe af voksne mennesker, som har valgt (og det er et frivilligt valg!) at arbejde med en gruppe af unge mennesker, hvis handlinger kommer som reaktion på den opvækst og de udviklingsforstyrrelser og/eller følelsesmæssige skader de har.
For det andet, vil vi også se ledere på institutioner som forsøger at bevarer deres og kollegaernes job, ved indimellem, at vælge (og det er et frivilligt valg!), at indskrive unge med problematikker der overstiger personalets kompetencer.
At arbejde med udsatte unge mennesker forpligter!
Man er bl.a. forpligtet til at være så kompetent, at man ikke tillader hash og andre stoffer, som en del af hverdagen for unge, som (naturligvis) forsøger at dulme de følelsesmæssige smerter de lever med.
Man er også forpligtet til at sige fra, som personale, før ledelsen indskriver en ung, der kræver en bemanding eller behandling, der ligger udover opholdsstedets formåen.
Min frygt er, at en tilladelse til at tilbageholde de unge, alene baseret på en ”mistanke”, i alt for stort omfang vil være et værktøj, som vil blive brugt af inkompetente pædagoger, og ledere.
Og nej, jeg er ikke en berøringsangst pædagog, der mener at alt kan løses med alvorlige samtaler, og skriftlige aftaler. Jeg har for min del, deltaget i præcis det antal magtanvendelser, som det har krævet, men ALTID med respekt for den unge, og i forståelse for, at når alle andre kommunikationsformer fejler, og angst, frustration, fortvivlelse, og lignede bliver for meget, så slår de – hvad skulle de ellers gøre?
Med muligheden for at tilbageholde de unge, når pædagogerne har lyst, forudser jeg, at vi vil opleve en udbredelse af den usunde kultur som vi fra tid til anden stifter bekendtskab med via medierne, men denne gang behøver vi ingen pædagogiske argumenter for at forklarer en magtanvendelse, som, med disse unge, kan blive endog meget voldsomme, især hvis de (som de har følt det meste af deres liv,) føler sig uretfærdig behandlet.
Altså, vi giver åbne institutionerne mulighed for at skjule deres manglende pædagogiske evner, bag undskyldningen: ”vi bliver nød til at tilbageholde den unge, for at passe på samfundet” det synes jeg vi skal lade retten og de lukkede ungdomsfængsler tage sig af.
Men har vi alternativer til tilbageholdelse?
Ja!
Som tidligere pædagog, og afdelingsleder har jeg ofte haft med rømningstruede unge at gøre, og det er lykkedes mig, og mine kollegaer at bryde det, for alle parter, uheldige mønster.
Men det er vigtigt at forstå, at disse unge har ikke samme frie valg som de voksne har, hvorfor vi ikke skal forhindre dem i at rømme, men bruge rømningen, til at lære dem alternative og bedre reaktioner på de problemer der ligger til grund for flugten.
Vi har som pædagoger, på de opholdssteder som er gearet til disse særdeles behandlingskrævende unge, en masse værktøjer som kan bruges, med langt bedre resultat, end fastholdelse.
Grundfilosofien bag mit arbejde med de unge var, at uanset deres handlinger, så var vi der for dem, hvilket betød, at hvis en ung rømmede, så fulgte vi med, uanset hvor langt eller hvor længe!
Lykkedes det den unge at rømme uden vi opdagede det (selv pædagoger skal sove…) så startet vi en bil op, og kørte over i det, ofte begrænset, område som vi vidste, at de ville søge tilbage til, og der var vi meget synlige, igennem længere tid.
På den måde opnåede vi to ting, for det første at de unge opdagede, at vi, de voksne, er vedholdende og vil dem, samt at omgangskredsen til den unge, blev træt af alt den opmærksomhed fra os, og indimellem Politiet, at de ”pænt” bad den unge om at skrubbe tilbage.
Når vi så kommer tilbage i huset, skal deres handlinger naturligvis have en konsekvens, og en opfølgning som står mål med deres problematikker, eller sagt på en anden måde, nu skal der laves et stykke pædagogisk arbejde.
Jørn Birk Nielsen har dog fat i en meget vigtigt pointe, når han taler om at tilbageholde de unges adgang til fri kommunikation, for hvis den unge ikke kan opfører sig ordentligt i samfundet, hvordan kan vi så tro, at de kan kontrollerer det enorme pres det er, at sidde anbragt på et opholdssted, imens de, via de sociale medier, kan følge med i alt det deres kammerater rende og laver.
Desuden er synes jeg det er en fantastisk ide, med specialuddannet socialrådgiver, fordi det er min erfaring, at de dygtigste socialrådgiver ofte skaber grundlag for den optimale anbringelse.
Til sidst, vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at det efter min mening ikke er nødvendigt, hverken at ændre de nuværende regler, eller at afsætte flere penge (endnu) til arbejdet med disse unge.
Valgte vi nu, at anbringe de unge tidligt nok, på opholdssteder som har de rigtige forudsætninger, i præcis så lang tid som det er nødvendigt, med tilsyn af kompetente socialrådgiver og tilsynsmyndigheder, så ville vi nå rigtig langt.
Men det kræver, at vi, i branchen, opfører os som ansvarlige voksne, og lever op til det valg VI har truffet, nemlig at arbejde med mennesker som IKKE har haft samme valgmulighed.
