Det har vakt en del postyr i Slotsholmens djøf-hieraki, at den nye justitsminister Mette Frederiksen har fået fjernet Justitsministeriets departementschef og angiveligt har talt uhøvisk til og om embedsmænd i ministeriet.
Hendes eget parti – og andre regeringsbærende af slagsen – har ellers i mange år affundet sig med, at det justitsministerielle embedsapparat nogenlunde kritikløst kunne udlægge teksten – også den politiske – og være stort set selvsupplerende også i forhold til centrale led i retsvæsenet.
Men nu er der kommet grus i maskineriet. Såkaldte nødløgne, forsøg på tilpasning af referater, hensigtsmæssighedsfortolkninger mv. har skabt kritik, og Mette Frederiksen bør roses for, at hun i hvert fald i udgangspositionen tilsyneladende slår fast, at ministeren er chefen. Så klart, at ministeriets øverste embedsmandslag i henhold til Weekendavisen er mødt op i begravelsestøj, og DJØF er alarmeret.
I virkeligheden står det værre til, end hvad der hidtil er kommet frem, kan jeg berette. Mit ærinde i så henseende er den såkaldte koldkrigsundersøgelse, der igangsattes i 2006.
Justitsministeriet kom på tværs
Folketinget har bevilget millioner af kroner for at få belyst historieforløbet under den kolde krig fra 1945 til 1991. Det skete med henblik på bedst muligt at oplyse om begivenhederne i den periode.
Såvel den daværende statsminister som siden justitsministeren forsikrede tinget om, at forskerne i koldkrigsudredningen (CFKF) ville få adgang til relevante kildematerialer, hvilket kun kunne forstås på den måde, at de i vidt omfang måtte bruge dem til det oplysende formål.
Resultatet forelå i februar i år i form af Bent Jensen: “Ulve, får og vogtere”. Den historieinteresserede dansker må imidlertid efter gennemlæsningen heraf konstatere, at en frigivelse af nævnte oplysninger i et stort antal tilfælde ikke har fundet sted, især som følge af afslag fra Justitsministeriet (herunder Politiets Efterretningstjeneste (PET)).
Magtfordrejning
Der er tale om standardbegrundelser for afslagene som hensyn til fremmede magter (således de hedengangne Sovjet og DDR) mm. Ikke just i overensstemmelse med Forvaltningslovens krav til begrundelse. Og det meste vedrørende forhold mange år tilbage i tiden.
Naturligvis kan der forekomme tilfælde, hvor man af hensyn til samarbejde med andre vestlige efterretningsvæsener ikke kan frigive oplysninger. Det gælder dog vel ikke vedrørende rent danske relationer, ligesom det er svært at forestille sig, at CIA m.fl. skulle modsætte sig frigivelsen, hvis man spurgte dem.
Vi har altså følgende situation: Folketinget bevilger et millionbeløb til en undersøgelse, og politisk gives der grønt lys til en vidtgående frigivelse af arkivmateriale. Det saboteres herefter af embedsmænd i og under Justitsministeriet. Tilsyneladende anser de danmarkshistorien som deres ejendom. Historieinteresserede borgere som undertegnede kan åbenbart ikke tåle at få fuld indsigt deri.
Derfor har jeg – sammen med andre – i slutningen af august indgivet en klage til Ombudsmanden over Justitsministeriets adfærd. Det er magtfordrejning og i virkeligheden en skandale af rang.
Vil Ombudsmanden vise sin uafhængighed af Justitsministeriet?
Om vi får noget ud af klagen, kan man selvfølgelig være i tvivl om. I en tidligere klagesag vedrørende et konkret afslag til CFKF har Ombudsmanden i en afvisning anført hensyn til nævnte vestlige efterretningsvæsener, også vedrørende rent danske forhold og selv angående meget gamle begivenhedsforløb.
Endelig hed det, at Ombudsmanden i henhold til loven ikke kunne gå ind i sagen, da Folketinget havde “forholdt sig” dertil. Den vending findes slet ikke i ombudsmandsloven. Og man kunne jo mene, at hvad Folketinget havde “forholdt sig” til, derimod var, at CFKF skulle gennemføre en forskning og formidling vedrørende historieforløbet under den kolde krig?
Det har Justitsministeriets embedsapparat – på tværs af egen minister – efterfølgende gjort, hvad det kunne for at sabotere. Ombudsmanden er vel så uafhængig af det justitsministerielle establishment, at han kan indse denne skandaløse adfærd og sætte ministeriet på plads?
I tamilsagen var der, så vidt vides, primært tale om en dum minister, der pressede miseren igennem, nu er det artsfællerne i ministeriet, der saboterer Folketinget. Det gør forhåbentligt ingen forskel for Ombudsmanden.
Steen Leth Jeppesen,
cand.polit.
