Pinligt: Justitsministeriets Forskningskontor hævder, at danskerne overvurderer volden – men det er dem selv, der fordrejer virkeligheden

Colourbox

Danskerne overvurderer den kriminalitet, der finder sted i dag. Det hævdes i en pressemeddelelse, som Justitsministeriets forskningskontor udsendte mandag.

 

Af pressemeddelelsen fremgår det således, at:

 

”For eksempel tror ti procent flere kvinder end mænd, at der i dag forekommer flere biltyverier, indbrud, voldsforbrydelser og røverier end for fem år siden.”

 

Problemet er blot, at ”i dag” viser sig at være 2015

I modsætning til de fleste andre medier bringer Den Korte Avis belært af erfaringerne ikke kritikløst pressemeddelelser fra Justitsministeriets Forskningskontor.

 

Konklusionerne i pressemeddelelsen virkede mærkelige, og en gennemlæsning af rapporten afslører da også, at det, der betegnes som kriminaliteten i dag, handler om kriminalitetsudviklingen i perioden 2011 – 2015.

 

Rapporten havde til formål at blotlægge danskernes opfattelse af kriminalitetens udvikling. Undersøgelsen blev foretaget i oktober 2016 via interviews med 996 såkaldt repræsentative personer.

 

Volden er steget, mener et flertal, men det nedgøres

Af undersøgelsen ”Andelen af danskere, der tror, at der er færre, flere eller samme antal voldsforbrydelser i dag i forhold til for fem år siden,” fremgår det, at:

 

I alt 55 procent mener ifølge undersøgelsen, at der er flere eller mange flere voldsforbrydelser, 33 procent mener, at det ligger på samme niveau, medens de øvrige mener, at der sker færre eller meget færre voldsforbrydelser.

 

Volden er således stærkt overvurderet, fremgår af rapporten, som henviser til tal fra Danmarks Statistik, hvoraf det skulle fremgå, at ”antallet af anmeldelser i 2015 stort set er det samme som i 2011, det vil sige cirka 13.500 anmeldelser.

 

Tallet er for det første forkert. Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2011 anmeldt 17.834 tilfælde af vold med en svag stigning til 17.860 anmeldelser i 2015. (Se linket nederst i artiklen)

 

For det andet blev de interviewede i oktober 2016 spurgt om deres vurdering af volden i dag, og på det tidspunkt var volden i første halvår 2016 steget eksplosivt.

 

Således blev der i første halvår 2016 anmeldt 10.214 tilfælde af vold mod 8.137 anmeldte tilfælde i første halvår 2011.

 

Og volden stiger stadig

Samlet set blev der i 2016 anmeldt 22.454 tilfælde af vold mod 17.834 tilbage i 2011. Der er her tale om en stigning på 25,9 procent.

 

Og voldsspiralen stiger stadig. Her i 2017 blev der i første halvår anmeldt 12.037 tilfælde af vold. Det er en stigning på 47.9 procent i forhold til de 8.137 voldsanmeldelser, der blev indgivet i første halvår 2011.

 

Det er således helt ude af proportioner, når Justitsministeriets Forskningskontor hævder, at danskerne i dag overvurdere volden.

 

Selv på det tidspunkt, hvor interviewene blev gennemført i oktober 2016, var volden steget kraftigt, og det er den stigning, som de interviewede sandsynligvis har forholdt sig til og ikke antallet af voldstilfælde 2015.

 

Glemmer helt at spørge ind til voldtægt

I lighed med vold er antallet af voldtægter også steget siden 2011, hvor det blev anmeldt 392 tilfælde.

 

De var i 2016 steget med 53,4 procent til 744 voldtægtsanmeldelser. Her i året første halvår er antallet af voldtægter allerede løbet op i 375 anmeldelser. Næsten lige så mange som i hele 2011, som er rapportens sammenligningsår.

 

Selvom både vold og voldtægt er de forbrydelser, som langt de fleste formentlig frygter allermest, optræder voldtægt ikke i undersøgelsen af danskernes opfattelse af kriminalitetens udvikling.

 

Men netop den eksplosive udvikling i stigningen voldtægter kan måske forklare, at andelen af kvinder, der mener, at volden er stigende, ligger på 61 procent mod mændenes 49 procent.

 

Vi har forsøgt at få en forklaring

Den Korte Avis forsøgte i går at komme i kontakt med rapportens forfatter, Tine Fuglsang, men ifølge Justitsministeriets Forskningskontor er hun på kursus og vender først tilbage sidst på ugen.

 

På det tidspunkt vil vi vende tilbage for blandt andet at få en tilkendegivelse af, om Tine Fulgsang anser det for reel information af befolkningen at betegne kriminalitetsniveauet i 2015 som ”i dag”.

 

Ligeledes vil vi gerne vide, hvorfor hun ikke sammenholder svarene fra oktober 2016 med antallet af voldsanmeldelser i første halvår 2016, men blot konkluderer med 2015-tal som grundlag, at danskerne i dag har en overdreven opfattelse af voldens udvikling.

 

I samme forbindelser kunne det også være interessant at få at vide, hvorfor justitsminister Søren Pape Poulsen (KF) ikke udtaler sig til pressemeddelelsen på baggrund af undersøgelsen med bemærkninger om, at det er glædeligt, at kriminaliteten ikke er så omfattende, som folk går tror.

 

Hidtil har det været kutyme, at den til enhver tid siddende justitsminister har kommenteret i de pressemeddelelser, Forskningskontoret har udsendt om kriminalitetsudviklingen.

 

 

Du kan læse mere om anmeldt kriminalitet gennem årene her:

http://www.statistikbanken.dk/10059

 

Og her kan du læse hele forskningsrapporten:

http://justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/danskernes_opfattelse_af_kriminalitet_i_samfundet.pdf

Del på Facebook