Regeringen sætter alle sejl til i forsøget på at undgå at salget af Nets kommer på den politiske dagsorden. Det er et problem. Bag salget af Nets gemmer der sig et stort problem, der handler om borgernes datasikkerhed.
”Som minister kan jeg godt have en holdning til Nets eller Bager Jørgen og hans forretning, men det har faktisk ikke noget med mig at gøre”, udtalte Sass Larsen i Berlingske Tidende den 4. marts. Og han understregede, at han hverken kan eller vil have noget at gøre med salget af Nets.
Ifølge ministeren er Nets en privat virksomhed, hvor staten via Nationalbanken har en meget lille andel og et ikke udøvende ejerskab.
Men hvilke opgaver og hvilken rolle spiller Nets overfor borgere og virksomheder? Hvilken betydning har det, at en privat aktør får et samlet kendskab til både private borgeres og virksomheders økonomi?
Nets sendte et brev
Et eksempel på Nets rolle overfor borgerne er det brev, der blev udsendt fra Nets den 4. februar til alle deres brugere. Det handlede om, at Nets skal indhente legitimation og bankdokumentation fra alle eksisterende og nye kunder i betalingsservice. Det gælder således ikke alene alle registrerede virksomheder, interessentskaber, og enkeltmandsvirksomheder, men også foreninger og fonde, der benytter betalingsservice. Det sker som led i at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering.
Den dokumentation, der skal indsendes betyder således, at eksempelvis frivillige foreninger nu skal indsende foreningens vedtægter, referat fra sidste generalforsamling, fuldmagter, og endelig et kontoudtog fra afregningskontoen. Altså udskrift fra en konto, hvis indhold er Nets uvedkommende.
Kan det virkelig være rigtigt, at en privat virksomhed under henvisning til øget indsats for at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering stiller disse krav til brugerne af betalingsservice?
Lignende krav skal banker og advokater stille til deres kunder i forbindelse med hvidvask og terrorfinansiering. Men her kan man som kunde i det mindste vælge, hvem man vil give disse oplysninger.
I tilfældet Nets er der tale om et monopol, hvor alle disse oplysninger samles ét sted, og hvor det i dagens samfund reelt ikke er muligt at fungere udenom Nets.
Det overordnede spørgsmål er, om det er rimeligt, at èn enkelt privat virksomhed får adgang til disse oplysninger?
Det må være en myndighedsopgave, hvis man stiller disse krav, og det offentlige kan ikke forlange, at borgerne skal aflevere disse oplysninger til èn enkelt privat virksomhed. Disse oplysninger ender i et privat register uden krav om datasikkerhed. Brugerne orienteres i alt fald ikke herom.
Den overvågning, som her sker i forhold til virksomheder og borgere, er i allerhøjeste grad et politisk spørgsmål.
Imødekommes det i øvrigt relevante mål om bekæmpelse af hvidvask og terror overhovedet af en sådan total overvågning? Er det ikke bare et nyt administrativt apparat bygget ovenpå bankernes eksisterende krav til at indhente lignende oplysninger, og et indgreb i borgernes privatliv uden noget sandsynliggjort bevis på effektiviteten?
Udgør betalingsservice virkelig en potentiel trussel mod landets sikkerhed? Og hvis det gør, er det så ikke et relevant spørgsmål, om det skal privatiseres.
