DF’s nye udlændingeordfører: Kun folk, der skal blive i Danmark for altid, skal integreres

Marie Krarup (Foto: Folketinget)

Da jeg i sidste uge var så heldig at få tildelt en ordførerpost på integrationsområdet, kom der nogle indvendinger imod min erklæring om, at integration er enormt vigtigt. For er det ikke sådan, at Dansk Folkeparti er imod integration?

 

Dansk Folkeparti er imod at alle udlændinge, der kommer til landet, skal integreres. Det er kun de folk, der skal blive i landet for altid, der skal integreres. For deres vedkommende er integretion i form af assimilation til gengæld enormt vigtigt.

 

Så opgaven består i første omgang i at sortere i, hvem der skal blive og dermed integreres, og hvem der skal være her midlertidigt og sendes tilbage, når det er muligt.

 

Indtil i dag er stort set alle asylansøgere blevet udsat for integrationstiltag.

 

Ikke alle skal igennem IGU

For eksempel kan man som asylansøger gennemgå den såkaldte Integrations Grunduddannelse (IGU), allerede før man ved, om man skal blive i landet, og man kan få arbejde på danske virksomheder via denne uddannelse.

 

Det er forkert, og der ligger sandsynligvis gustne økonomiske motiver bag. For virksomheden får hermed meget billig arbejdskraft, som de naturligvis er interesserede i.

 

Men er det rimeligt, at danske virksomheder scorer kassen på, at der kommer asylansørere til Danmark?

 

Og er det rimeligt at forsøge at integrere folk, der skal hjem igen om kort tid?

 

Det er spild af ressourcer efter min mening. Det giver løntryk nedad, og det risikerer at omdanne asylansøgere til indvandrere, der har ret til at blive i landet med alle de negative konsekvenser for samfundet, som vi set de sidste mange år.

 

Det giver også asylansøgerne falske håb om at de kan blive her. Det giver jo heller ikke mening at lære syrere, der skal være her midlertidigt dansk, når vi ved, at man ikke taler dansk i Syrien. Flygtninge skal selvfølgelig ikke integreres. Og de skal ikke misbruges som billig arbejdskraft. De skal gøres klar til hjemsendelse.

 

Så selvfølgelig er det vigtigt at skelne mellem, hvem der skal integreres og hvem der ikke skal. De fleste skal ikke integreres. De skal hjem.

 

Men der er stadig en gruppe, der skal integreres.

 

Nogle skal integreres

De folk, der skal integreres er de mange, der allerede er kommet til landet og har fået løfte om at kunne blive her permanent. Hvis de ønsker at blive her for altid og få statsborgerskab, skal de integreres eller rettere assimileres, så de bliver del af Danmark og føler loyalitet overfor Danmark.

 

Desværre er der tidligere blevet givet statsborgerskaber til folk, der ikke var assimilerede og ikke har vist interesse i at blive det. De skal selvfølgelig assimileres alligevel.

 

Så derfor ligger der en meget stor opgave foran os. Og en opgave, der ikke kun hører hjemme i Udlændinge og Integrationsministeriet.

 

Nej, den hører i lige så høj grad hjemme i skolerne, børnehaverne, den sociale sektor, arbejdspladserne osv osv. Alle de steder, hvor udlændinge møder det danske samfund og skal lære det at kende og acceptere vores normer og regler.

 

For integration er ikke bare at kunne forsørge sig selv. Integration betyder i højere grad at være loyal overfor Danmark, og med tiden at respektere og holde af den danske kultur.

 

Der ligger et stort arbejde forude. Det er utrolig vigtigt, hvis vi ønsker, at Danmark også skal være dansk om 100 år. Jeg er glad for med mine nye ordførerpost at have fået mulighed for at deltage direkte i dette arbejde.

 

Marie Krarup, MF for Dansk Folkeparti

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…