I slutningen af august 2021 blev der holdt retsmøde i en straffesag mod bloggeren Kim Møller, der drev bloggen Uriasposten .
Aia Fog overværede retsmødet og skrev om det i Den Korte Avis:
“Det var på lange stræk en Kafka´sk oplevelse at overvære retsmødet i straffesagen mod Uriaspostens Kim Møller i Aarhus mandag. Ikke nok med, at de to tiltalepunkter aldrig skulle have nået et retslokale og at anklageren virkede mildt sagt usikker på sagens faktum – det endte foreløbigt med, at sagen måtte udskydes: formelt for at anklagemyndigheden kunne indhente vidneudsagn fra den norske netavis Document.no, men reelt fordi anklageren slet ikke kunne finde hoved og hale i sin egen fremstilling og ikke forstod, hvad Kim Møller forklarede hende.
Det er ellers en sag, der er relativt enkel at sætte sig ind i. Det første og centrale tiltalepunkt drejede sig om overtrædelse af straffelovens § 264d, som kan give op til 3 års fængsel for ” uberettiget (at) videregive(r) meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed.” Anklagemyndigheden mente, at Kim Møller havde overtrådt bestemmelsen og derfor skulle idømmes fængselsstraf fordi han i oktober sidste år dokumenterede den islamiske terrors gru ved at lægge et foto på Uriasposten af et terroroffer: en 69-årig kvinde, som en islamisk terrorist havde forsøgt at skære halsen over på, da han angreb Notre Dame-katedralen i Nice. (Aia Fog i Den Korte Avis 24.8.2021)
8. november kunne man læse at Kim Møller er frifundet af retten i Århus uden at der fulgte yderligere forklaring med.
Nogle dage senere kunne man læse på snaphanen.dk om baggrunden for frifindelsen. Det er skrevet af Kim Møller og gengives her med tilladelse fra Kim og Snaphanens Steen Raaschou:
“Hensynet til pårørende var vigtigt, men der var også et hensyn til den offentlige fortælling.
Sagen har (med udsættelse) været undervejs i to år, og jeg håber i sagens natur at Anklagemyndigheden ikke anker min frifindelse ved Retten i Århus.
Anklageren var oppe på den store klinge under afhøringen sidste år, og jeg tror alle der overværede seancen godt kunne se, at hun skød gråspurve med kanoner. Hun måtte droppe en surrealistisk tillægsanklage om brud på navneforbud, og retsmødet i tirsdags var ren procedure uden min aktive deltagelse.
Anklageren fortsatte den aggressive stil, og forklarede at Landsretten havde givet fængselsstraf ved lignende sager. Hun hævdede derfor, at straffen måtte være i samme kaliber – dog værre, da jeg ikke blot havde delt en video på Facebook, men spredt billedet af et terroroffer på en redigeret blog.
Min forbrydelse var velovervejet, og ikke sket i affekt. Bloggen kunne læses globalt, og hermed kunne pårørende til det franske offer nemt finde det brutale billede. Jeg kunne have understreget min pointe om terrorismens gru uden brug af billedet, og blot beskrevet billedet, lød det. Argumentationen var virkelig dårlig.
Min forsvarer undsagde sammenligningen med Marokko-sagerne, og pointerede at det var vidt forskellige sager. Jeg havde skrevet speciale om Islam, og halshugningen af den franske kvinde havde et religiøst aspekt – hun blev ikke bare myrdet i en katedral, men blev halshugget.
Med stor tyngde tilbageviste han påstanden, om at brutale billeder ikke måtte offentliggøres. Brutale billeder måtte godt offentliggøres, hvis det havde offentlighedens interesse. Min billedbrug i artiklen om terrorangrebet var ikke væsensforskellig fra Floyd-videoen, Alan Kurdi-serien og andre ikoniske billeder som har været en del af nyhedsstrømmen.
Efter opremsningen kom han ind på kendelser fra den europæiske menneskerettighedsdomstol. Blandt andet en sag mod et fransk medie, der havde bragt et billede af en bortført mand, taget af bortførerne. Offeret blev senere fundet død, og familien ville have mediet dømt.
Det fik de ikke, og rettens forklaring kunne 1:1 bruges i min sag. Hensynet til ofre og pårørende var vigtigt, men der var også et hensyn til den offentlige fortælling.”
