Vinens forunderlige liv i Rhône-dalen

Vinens verden er forunderlig. Ustandseligt dukker der nye navne på vingårde og deres superdygtige vinmagere op på lystavlen. En af dem er Isabel Ferrando fra Domaine Saint Préfert i vinområdet Chateauneuf-du-Pape i den franske Rhônedal. På relativt få år har hun arbejdet sig op i eliten af topproducenter i det berømte vindistrikt, og hendes vine berømmes af alle med og uden forstand på de dele, bl. a. den verdensberømte vinguro Robert Parker, der har placeret domænet på den prestigefyldte Top100-liste i tidsskriftet Wine Spectator. Højere kan ingen nå, hævdes det.

 

Fra bank til vin

Det lå ikke i kortene, at Isabel Ferrando skulle blive vinmager. På et tidspunkt i slutningen af 1990’erne, da hun arbejdede i en bank i Avignon, læste hun en bog om vin i Rhônedalen, og den fascinerede hende så meget, at hun tog adskillige ture til Châteauneuf-du-Pape, hvor hun besøgte producenter og smagte deres vine. Og en dag meddelte hun sin mand, at hun vilde være vinmager.

 

Det var han med på, og så tog hun en uddannelse i vin på universitetet i Suze-la-Russe i hjertet af Rhônedalen. Men for at få yderligere viden arbejdede hun sammen med bl. a. en af tidens store vinmagere, Henri Bonneau, og i 2002 købte Isabel Ferrando den nedslidte vingård Domaine Saint Préfert i Châteauneuf-du-Pape med 13,2 hektarer meget gamle vinstokke – alle beliggende i Les Serres syd for landsbyen Châteauneuf.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ilddåb

Her fik hun sin ilddåb med en vanskelig årgang 2003, men hun bestod med bravour, og siden er det kun gået én vej: Opad.

 

Vingården har i dag 32 hektarer med vinstokke på mellem 60 og 100 år, bl. a. nogle Mourvèdre-stokke plantet i 1920’erne, som giver et lavt udbytte på 25-35 hl. per hektar af stærkt koncentrerede druer. Dyrkningen har fra starten været gennemført efter økologiske og biodynamiske principper og siden 2013 været certificeret som sådan.

 

 

 

 

 

 

 

Feminine lækkerier

De håndhøstede druer gæres udelukkende med naturens egen vilde gær, og siden 2009 er drueklaserne gæret uden afstilkning, hvilket er gjort for at øge vinens friskhed og moderere alkoholstyrken. Skåret ind til benet kan det uden overdrivelse siges, at det er lykkedes Isabel Ferrando at skabe nogle meget feminine, lækre rødvine, der adskiller sig tydeligt fra de kraftkarle, som vi meget ofte herhjemme serverer til and og flæskesteg juleaften.

 

Feminist

Selvom hun driver Saint Préfert sammen med sin mand og datter, så har hun siden 2004 lavet sit eget brand ”Domaine Isabel Ferrando”, som leverer en enkelt vin, der hedder Columbis Rouge Øko. Det er en Châteauneuf-du-Pape fremstillet på 100% Grenache druer fra gamle vinstokke, og som forener tre berømte terroirs i området: Columbis (sand), Crista (grus og sand) og Roues (rød lerjord). Adspurgt under en vinseance i København for nylig, hvorfor hun markerer sig med dette brand, lyder svaret: ”Jeg er feminist og ønsker at lave noget for mig selv”

 

Hos Philipson Wine

Af andre specialiteter, der i Danmark sælges af Philipson Wine i Kokkedal, kan nævnes de røde mærkevarevine Auguste Favier Øko og Charles Giraud Øko, hvor Isabel Ferrando leger med druesorterne Grenache, Syrah, Cinsault og Mourvèdre. Hertil kommer en enkelt hvidvin, som er lavet på druesorterne Clairette og Rousanne.

 

Sortimentet af Domaine Saint Préfert hos Philipson Wine er omfattende, og priserne spænder fra 145 kr. til 995 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker. Enkeltheder om vinene, der alle får 6 store stjerner på bedømmelsesskalaen, kan findes på www.philipsonwine.com.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…