Svenske tilstande
Af Svend Nielsen
Sverige har netop fået en ny regering. Hellere begå løftebrud, end lade befolkningens demokratiske valg, og holdninger komme til udtryk, synes motivationen at være. Det skulle tage mere end 4 mdr., uden politisk ledelse af landet, og på tværs af partierne, at udtænke et politisk kludetæppe, uden sidestykke i svensk politik, for at finde ud af, hvorledes man kunne isolere Sverigedemokraterne (SD). Jeg synes det rejser 2 spørgsmål. 1) Hvorfor fortsætter polariseringen og dermed højrefløjen sin fremgang og 2) hvorfor er de gamle partier, røde som blå, fast besluttede på, at ignorere den politiske polarisering.
SD har haft fremgang siden 2010 med 5,7%, 2014 med 12,86%, og i 2018 fået tilslutning fra 17,6% af vælgerne, og er nu Sveriges tredjestørste parti. Det er en marginal og utilpasset gruppe, ligesom den yderste venstrefløj, det behøver vi ikke tage alvorligt, synes de etablerede politikere at tænke! Polariseringen øges overalt i disse år, og jeg tror alle er enige om, at det hovedsageligt skyldes den øgede immigration, og de problemer det medfører. Med 17.6% af stemmerne på SD, kan man vel med nogen ret sige, at tilslutningen er marginalt, men er det nu hele sandheden. Der kan være mange årsager til at man stemmer som man gør, medlemskabet af et bestemt parti, traditioner, men også at man ikke ønsker ”hele pakken”, og kun sympatiserer med visse elementer af et partis politik, at man i valglokalet, ikke vil vise andre hvilken valgseddel man tager og stemmer på, hvilket alt sammen kan sløre den reelle tilslutning til f.eks. specifikke kritiske immigrationsspørgsmål. Et hurtigt blik på det europæiske politiske landkort, vil vise svenskerne og andre, at det bunder dybere, end bare et øjebliks populisme.
Undersøger man konkret holdningen til immigrationsspørgsmålet på tværs af partierne, ser resultatet dog markant anderledes ud end de 17,6%. Allerede tilbage i 1993 afslørede en opinionsmåling, at 63 % af den svenske befolkning ønskede at migranterne vendte tilbage til deres hjemlande – jf. den svenske avis Expressen. Hvis man i den demokratiske ånd, tog spørgsmålet alvorligt, og turde stille et tilsvarende holdningsspørgsmål i dag, vil dette tal så siden 1993 være skrumpet til niveauet for SD´s tilslutning i dag? Næppe, min påstand er at det vil ligge på mellem 60-70%, baseret på tilsvarende undersøgelser i andre lande. I Danmark ligger modstanden på ca. 66-67 % og DF har til sammenligning ”kun” ca. 21 % af stemmerne. Sammenlignet med aktuelle undersøgelser i Europa er det skræmmende, hvor meget de europæiske politikerne også her, er ude af trit med deres befolkninger. I perioden 2013 – 2016 viste undersøgelser en tilsvarende negativ holdning på mellem 60 – 77 % i flere lande, selvom de politiske partier på højrefløjen havde betydelig mindre tilslutning. S 281. I Tyskland fik Alternative für Deutschland (AfD) 13,7 % af stemmerne, men en rundspørge til indvandring på tværs af partierne i 2014 viste 47% og 2016 60% utilfredshed i Tyskland. Senest har Italien og Østrig fået regeringer, der helt klart er højreorienterede. Det kan vel ikke siges tydeligere, at den underliggende modstand og utilfredshed, er meget større end de faktiske valgresultater. Men netop fordi valgresultatet i Sverige ikke er markant, kan politikkerne med nogen ret sige at det er marginalt og udtryk for en højredrejning, med slet skjult adresse til 30érnes Europa. Man trækker i stor udstrækning fascismekortet og kortslutter på den måde en demokratisk og åben debat. Kristelig Dagblad har i en leder 17/8-2018, kaldt det for Intellektuel fallit at udskamme kritikerne som fascister, i stedet for at forholde sig til de politiske strømninger, der er overalt i samfundet.
Når emnet i den grad bliver tabubelagt, er spørgsmålet hvor mange medier, journalister, embedsmænd meningsdannere, eller almindelige borgere, der udøver selvcensur, for ikke at blive hængt ud som racister/fascister og det der er værre? Det vides ikke, men min påstand er, at det har en stor betydning for den objektive debat, og dermed følingen med de faktiske forhold, hvilket er livsfarligt for det pluralistiske demokrati.
Så min påstand på spørgsmål 1) må være, at der ligger en latent utilfredshed med den førte udlændinge politik, og så længe den bliver ignoreret og udskammet som fascistisk, vil polariseringen over tid øges, og den forsvinder ikke, medmindre man forholder sig til årsagerne og tager befolkningen alvorligt!
På spørgsmål 2) vil jeg ikke påstå at politikere og meningsdannere er uintelligente, jf. Kristelig Dagblad, men man undres over, hvorfor de folkevalgte generelt, i stedet for at gå i dialog med borgerne, om hvorledes man i konsensus og kollektivt kan løfte udfordringen, i stedet udskammer og ignorerer kritikkerne og dermed kvæler debatten.
Lad os se på hvad politikerne selv giver som forklaring. Mona Sahlin, svensk Integrationsminister sagde i 2004 i en kurdisk moské, at mange svenskere var misundelige på kurderne, fordi de havde en rig forenende kultur og historie, men svenskerne blot havde tåbelige traditioner som midsommeraftenen. Lise Bergh, ledende integrationsembedsmand blev af en journalist i 2005 spurgt, hvorvidt svensk kultur var bevaringsværdigt, hvortil hun svarede ”Hvad er svensk kultur? Og hermed mener jeg at have besvaret spørgsmålet” S. 130
Den forhenværende svenske statsminister Fredrik Reinfeldt sagde i 2014 i en tale, at det svenske folk i sig selv er ”uinteressant”, at grænser er ”fiktive” og at Sverige tilhører de mennesker, der er kommet hertil for at skabe sig et bedre liv, snarere end de mennesker, der gennem generationer har levet deres liv der. S. 298-299. Efter den store immigrationskrise i Sverige 2015, som i øvrigt udgjorde mellem 160 og 180.000 nye immigranter, afholdt regeringen i oktober samme år en konference til støtte for sin integrationspolitik, hvor også den svenske konge og dronning, sammen med det politiske establishment, var til stede. Blandt talerne var Ingrid Lomfors, lederen af Forum för levande historie, som fremhævede at der var intet nyt i immigrationen til Sverige, at alle i realiteten er immigranter, og at der under alle omstændigheder ikke fandtes noget som en svensk kultur. S 153
Interessante udtalelser, hvor man i stedet kunne have forventet traditionelle politikersvar, med henvisning til de internationale konventioner, og den humanistiske vinkel i en kaotisk verden. Der lyder som noget fra det hedengangne forbuds Sverige – vi alene vide, hvad der er godt for befolkningen! Eller kan forklaringen også være, at man har opgivet at integrere immigranterne, fordi konsekvenserne af den massive indvandring, er ude af politikkernes kontrol, og at det derfor gælder om at forklare det geniale i status quo og de politiske beslutninger, så hellere ignorere svenskernes kultur end tage et politisk medansvar! Så svaret på spørgsmål 2) er ikke entydigt, men en interessant problemstilling, der uanset bevæggrundene, ikke er uden omkostninger, for den oprindelige svenske befolkning. Man træffer på den ene side, vidtgående politiske beslutninger, hvor man truer den oprindelige befolknings værdier og kulturelle suverænitet, og ikke mindst bliver gjort til grin og ringeagtet af den politiske elite, og på den anden side påfører selvsamme befolkning en økonomisk byrde og afsavn, de ikke selv har bedt om! Hvor er retfærdigheden og respekten for den oprindelige befolknings værdier, som samtidig udover at skal bære de største økonomiske byrder, oplever større utryghed, ser hele bydele udvikle sig til parallelsamfund udenfor politimæssig kontrol, for til sidst at blive marginaliseret! De økonomisk omkostninger kan gøres op i regneark, og som Statsminister Fredrik Reinfeldt sagde i 2014, med så mange immigranter har vi ikke råd til andet og det var før masseindvandringen 2 år senere. I 2015 var nettoudgiften estimeret til hele 50 mia. svenske kroner.
Hvilke befolkningsgrupper betaler prisen i sidste ende? Det er som altid de svageste i samfundet, den arbejdende befolkning, de arbejdsløse, de syge og gamle, osv. der lades i stikken. Boligmarkedet bliver også presset, da udbuddet ikke kan følge med efterspørgslen, og en tendens til at immigranterne kommer foran i køen. Desværre er der ingen tegn på at integrationen, vil bidrage positivt økonomisk i en overskuelig fremtid, så det er den oprindelige befolkning, der må undgælde for politikkernes fejlslagne beslutninger. Her skylder ikke kun Socialdemokraterne, men også de øvrige politikere, befolkningen nogen gode forklaringer. Alt i mens den politiske elite med alle midler, af mange forskellige årsager, undgår at forholde sig til fakta og ignorerer polariseringen, hygger den etniske svenske befolkning sig med midsommerfest og ”krebsekalas” og snakker om de ulemper, kulturelt som økonomisk, det nye Sverige har påført dem! Skaber det større sammenhængskraft og mindre polarisering i samfundet – Næppe! Tiden vil vise, hvem der får ret, politikerne eller befolkningen!
Kildeangivelser:
- Side henv. ”Europas Undergang” – immigration, identitet og islam 2017, af journalist/forfatter Douglas Murray. Oversat til dansk 2018.
