Tre meningsmålinger har vist et stort flertal mod, at Danmark skal deltage i den planlagte militæraktion mod Assad-regimet i Syrien.
Et flertal ville sige ja, hvis FN stod bag. Sikkert ud fra en opfattelse af, at så må vi påtage os et ansvar sammen med hele resten af verden.
Men det er som bekendt ikke situationen.
Nu er det slet ikke sikkert, at der bliver tale om dansk militær deltagelse, selv om et stort flertal i Folketinget er parat til det.
Det kan nemlig være, at USA sammen med Storbritannien og Frankrig beslutter sig for kun at gennemføre en begrænset straffeaktion mod Assad. Sådan at man hurtigt fyrer missiler af, der skaber ødelæggelser i hans militærsystem, hvorefter man stopper.
Dermed nøjes man med at sende et signal om, at det har konsekvenser at bruge kemiske våben.
Hvis det bliver ved det, vil Danmark ikke have nogen militær rolle at spille. Og i så fald vil aktionen i Syrien ikke skabe den store dramatik i dansk politik.
Men forløbet kan under alle omstændigheder udstille Helle Thornings problemer som leder. Hun har skabt sig en ny tabersag.
Endnu en kommunikationskatastrofe
Mandag advarede hun mod at gribe ind i Syrien uden et FN-mandat. Villy Søvndal udtalte sig på samme linje ligesom De Radikale. Men allerede tirsdag mente Thorning, at man kunne blive nødt til at gå uden om FN.
Et så brat kursskift gavner naturligvis ikke troværdigheden.
Thornings vending kom, efter at den amerikanske udenrigsminister John Kerry mandag aften kom med et voldsomt udfald mod Assad-regimet for at have brugt giftgas. Også Storbritannien, Frankrig og Tyrkiet raslede med sablerne.
Så vendte den danske regering på en tallerken, og Thorning meddelte dens nye holdning på tv. Det skete helt uden varsel, uden at jorden blev gødet i medierne og uden nogen form for forhåndsorientering af Folketingets partier. Det sidste har især Venstre reageret kraftigt på.
Dermed udviklede sagen sig til endnu en af de kommunikationskatastrofer, som denne regering har været så rig på.
Intet svar på de vigtigste spørgsmål
Problemet var ikke kun selve det, at Thorning så pludseligt skiftede signaler. Nok så alvorligt var det, at hun ikke forklarede, hvorfor hun skiftede. Og frem for alt fortalte hun ikke noget om, hvad en militær aktion i Syrien skulle tjene til.
Som Den Korte Avis skrev i går, hang de helt fundamentale spørgsmål og blafrede i luften:
Hvad skal være målet med en militær aktion? Hvornår vil man kunne sige, at missionen er blevet fuldført?
Vi man nøjes med at give Assad et rap over fingrene? Vil man gøre, hvad der skal til, for at beskytte civilbefolkningen? Vil man svække Assad så meget, at oprørerne kan besejre ham? Og kan man være tryg ved de kræfter, der så vil få magten i Syrien?
Uden svar på disse spørgsmål, er det fuldkommen umuligt at vide, hvor svær og farlig aktionen vil være, og hvilke udsigter til succes den vil have.
Men Thorning meldte bare, at Danmark var parat, uden at hun gav nogen form for svar på spørgsmålene.
Årsagen var, at hun ikke selv kendte svarene på dem. Hun havde ingen anelse. Det var præsident Obama nemlig ikke færdig med at finde ud af.
Under pres
Men hvorfor var Thorning så i den grad forhippet på at få meldt sin nye holdning ud straks. Hvorfor forholdt hun sig ikke mere neddæmpet og granskende, mens hun brugte tiden på at informere Folketinget og afvente, hvad man fandt ud af i Washington og andre hovedstæder?
Dermed kunne hun have undgået det usikre og forvirrede indtryk, hun fik efterladt.
Måske følte hun sig under pres fra de lande, der var ivrige efter at banke til Assad, og kunne ikke lide at give et afventende svar. Men det er næppe hele forklaringen.
Det store dogme i dansk udenrigspolitik
Thornings forhastede reaktion kan også ses som et udtryk for det dogme, der har redet dansk udenrigspolitik i de senere år. Dogmet går under navnet ”den aktivistiske udenrigspolitik”:
Danmark skal hele tiden være med i forreste række, når Vesten forsøger at skabe fred og demokrati rundt omkring i verden.
Det er jo en ædel hensigt. Men efterhånden er den altså stivnet til et dogme. En forestilling om, at Danmark bare altid skal være, hvor det sker, når Vesten blander sig – uden at det behøver nærmere overvejelse og diskussion. Som nu i Syrien.
Forhåbentlig kan Syrien-debatten bidrage til en mere nuanceret opfattelse af den aktivistiske udenrigspolitik. Sådan, at man ikke straks beskylder enhver, der sætter spørgsmålstegn ved et konkret militært engagement, for at repræsentere egoisme og småstat-tænkning.
Lederevner
Endelig kan der jo tænkes den forklaring på Thornings adfærd, at hun har håbet på at bruge sagen til at vise sig som en beslutsom og handlekraftig leder.
Skulle det være tilfældet, er det vist ikke lykkedes. Snarere er det en sag, der kan bidrage til den almindelige skepsis over for Thornings lederevner.
