Pax Americana good-bye!
TRUMP OG OBAMA
Præsident Trumps beslutning om at trække de sidste 2000 tropper ud af Syrien, hvor de har sikret kurderne, burde ikke komme som en overraskelse. Det har ligget i kortene siden Obamas tilbagetrækninger fra såvel Irak som Syrien.
Vi kan selvfølgelig godt benytte Trumps pludselige beslutning til endnu et forsøg på at dæmonisere ham på linje med de venstreorienterede, DR og Berlingske. Men vi kan da også vælge at lade være og i stedet besinde os på, hvordan vi egentlig vil forholde os i den nye situation.
For mig at se er det vi oplever for indeværende, at USA strækker våben. Landet har ikke mere hverken BNP eller vilje til at opretholde den gamle verdensorden. Deri var og er Obama og Trump i realiteten enige, og den opfattelse støttes massivt af den amerikanske befolkning.
MELLEMØSTENS NYE ALLIANCER
I en Mellemøstlig sammenhæng kommer tilbagetrækningen som endnu en af en lang række af amerikanske kapitulationer, der altså nu har ført til, at Rusland med Syrien og Tyrkiet er blevet Mellemøstens stærkeste magter. De har indledt et samarbejde med Iran, der støtter palæstinenserne i skikkelse af Hamas og PLO.
Denne nye hæslige alliance vil efter al sandsynlighed føre til, at Bashar al-Assad får magten i hele Syrien. Alliancen varsler derudover ilde for de stakkels kurdere. Deres desperation viser sig i, at de efter USA’s udmelding på amerikansk opfordring har følt sig tvunget til at henvende sig til Syrien for at få deres støtte til opretholdelsen af en eller anden form for kurdisk statsdannelse. Det er som at bede ræven vogte gæs.
Som modvægt mod den nye alliance kan man meget mere end ane konturerne af endnu en ny uhellig alliance bestående af Israel, Egypten, Saudi-Arabien, UAE og Jordan. Disse stater er truet af Iran, Hamas, Det Muslimske Broderskabs reformpolitik og Tyrkiet. I den nye situation, hvor de ikke mere kan regne med støtte fra USA, er de nødt til at bide hovedet af al skam og nærme sig Israel. Hovedfjenden er pludselig blevet velanskrevet som eneste troværdige modpol mod Iran og Tyrkiet.
HVAD MED OS?
Men hvad så med os i Europa? Ja, vi skal gennem en brat opvågning. Vi har tidligere nydt godt af Pax Americana på en måde, der i retrospekt er helt ubegribelig. Vi har ladet USA klare vores sikkerhedsproblemer, og de har betalt hele regningen mens vi samtidig gav rollen som dydens vogtere og bebrejdede USA den politik, som vi selv profiterede på. Det er ret klamt!
Men nu er vi på godt og ondt overladt til os selv. Vi må selv løse problemerne, når bølgen af kurdiske flygtninge rammer Europa, når Rusland truer på Krim og i Balticum, og når vi skal konfrontere den kinesiske ekspansion. Så må vi se, om det handlingslammede og uduelige EU kan løse de flygtningeproblemer og udenrigspolitiske kriser, som venter det europæiske kontinent. Et afgørende problem bliver i den sammenhæng, at vi i Danmark og EU i den grad har sovset os ind i en handlingslammende humanisme og appeasementpolitik, der har sat os ud af stand til at træffe ubehagelige og vidtrækkende beslutninger.
Vi skal nok komme til at længes tilbage til Pax Americanas glade dage.
Svend Lindhardt
