Getting your Trinity Audio player ready...
|
Først tak til Bent Jensen for hans glimrende beskrivelse af de venstreorienterede akademiske problemer med at se klart på barberi og grusomhed, først omkring stalinismen og nu omkring Israel og dets konflikter med arabere/palæstinensere.
Lige siden staten Israels oprettelse har jøderne her været under angreb. Først fra de omkringliggende arabiske lande, som Israel klogt og effektivt forsvarede sig imod. Men efterhånden som det gik op for palæstinenserne, at de ikke kunne bekæmpes ved direkte konfrontation, har kampen taget mere og mere karakter af hadfyldt propaganda.
Vestlige landes forsøg på fredstiltag har i vidt omfang købt palæstinensernes offer-fortælling, men forsøgene mislykkes ofte pga palæstinensernes manglende grundlæggende accept af Israels eksistens. Det er dog lykkedes at presse Israel til at give palæstinenserne to selvstyreområder, Gaza og Vestbredden.
Samtidig er det lykkedes palæstinenserne at gøre deres sag permanent, således at de har fået en tilsyneladende evig flygtninge status, og de har været i stand til at få økonomisk og politisk støtte fra store dele af Vesten, EU, og FN. Det er enorme summer de har været i stand til at tiltrække.
De fik Gaza som et område, hvor de kunne flytte ind i israelernes huse og overtage de forskellige jordbrug, og ved hjælp af den permanente økonomiske støtte kunne de have skabt et velfungerende samfund for de palæstinensiske borgere i Gaza.
MEN HVAD SKETE? De etablerede et samfund styret af terrorister, hvis vigtigste formål var/er at udslette Israel. De brugte støttekroner på at opbygge militære anlæg og underjordiske gangsystemer, hvor de i fred og ro kunne opbygge krigeriske våben mod Israel.
Og så har vi situationen nu: Israel har været nødt til at erklære terroristerne krig efter det barbariske og grusomme angreb d.7.oktober, og i denne krigs forløb har palæstinensiske terrorister haft held til at sende den ene løgn efter den anden ud om, hvad Israel gør mod “uskyldige” mennesker.
Jødehad i form af terror og løgnagtig propaganda har i denne proces nået uanede højder, og igen er det en stor gruppe af politisk korrekte og venstreorienterede vestlige medløbere, som kritikløst overtager løgnene.
Mange velmenende, selvretfærdige journalister, som tror, at de rapporterer fra retfærdighed og godhed, kolporterer løgn over løgn som sandheder.
Men der er heldigvis lys i mørket, og her på det seneste har man fra FN nedjusteret tabstallene for kvinder og børn i Gaza med det halve, hvor man tidligere kritikløst videregav disse tal.
Og sandheden er ilde hørt, men ikke desto mindre nødvendig at forstå: “den palæstinensiske sag” er til syvende og sidst udslettelsen af Israel, ikke bare for terroristerne, men desværre også for en større andel af palæstinenserne.
Det er sandheden, og det er det, som vesten bliver nødt til at forstå for at kunne komme videre i processen med forsøg på at skabe den nødvendige fred i dette område.
Hvordan det skal ske er vanskeligt at forestille sig, men et nødvendigt skridt er at forholde sig til dette faktum som det første, og så handler det vel i øvrigt om at stille krav til palæstinenserne om grundlæggende at acceptere staten Israel ret til at eksistere for at få Vestens støtte i tiden fremover.
I lighed med dette hilses Danmarksdemokraternes forslag om at gøre accept af staten Israel til en betingelse for at få dansk statsborgerskab velkomment.
Birgit Klein