FN’s udspil til en pagt om migration var hovedtema under Folketingets spørgetime tirsdag.
Bagefter reagerede statsminister Lars Løkke Rasmussen vredt mod dele af den debat, der i Danmark har været ført om pagten – specielt på de sociale medier, hvor det har føget med voldsomme beskyldninger mod blandt andet Løkke selv.
En del af denne debat går ganske klart over stregen. Men Løkke burde i hvert fald ikke være overrasket over, at dette emne for alvor får danskerne op af stolene.
Der er en meget stærk folkelig vilje til at fastholde og udvide den stramme danske udlændingepolitik. Man reagerer stærkt, når man får oplevelsen af, at denne politik er truet.
Og kendsgerningen er, at FN’s migrationspagt udgør en sådan trussel. Derfor reagerer danskerne. Og derfor risikerer Løkke at blive straffet af vælgerne for sin opbakning til pagten, når vi skal have valg.
Det ved Løkke. Det bringer nerverne uden på skjorten. Og det udløser vrede reaktioner.
Et foruroligende dokument
Både Lars Løkke og udlændingeminister Inger Støjberg understreger, at FN-pagten ikke er juridisk bindende. De argumenterer også for, at pagten ikke lægger op til ændringer i den danske udlændingepolitik.
Men det er ikke den fulde sandhed.
Pagten er ganske rigtigt ikke juridisk bindende. Men den er politisk forpligtende. Og den kan blive inddraget i domstoles fortolkning af konkrete sager (”soft law”).
Den er altså heller ikke så juridisk uskyldig, som regeringen giver indtryk af. Og politisk er pagten klart problematisk.
Dens formuleringer sigter mod at udvide de vestlige landes, herunder Danmarks, forpligtelse til at tage mod migranter.
Det gør den blandt andet ved at udviske skellet mellem mennesker på flugt fra forfølgelse, krigsflygtninge og økonomiske migranter. Det hele bliver fejet ind under begrebet ”migranter” og sigtet er klart: Vores lande skal åbne sig mere for disse migranter.
Det gælder familiesammenføringer, det gælder illegale migranter, og det gælder økonomiske migranter. Pagten lægger op til, at vi skal tage imod flere. Man giver ligefrem indtryk af, at det vil være til fordel for os selv.
Intetsteds i dokumentet tales der om de store problemer, som masseindvandringen har ført med sig og vil føre med sig for et land som Danmark. Højst bruger man det positivt klingende ord ”udfordringer”.
Alt i alt er det et foruroligende dokument.
”Racisme”
Det lægger op til en markant forøgelse af indvandringspresset på Danmark. Og et rummer konkrete udspil, som Danmark under ingen omstændigheder kan og bør tilslutte sig.
For eksempel at åbne for flere familiesammenføringer og at trække offentlig støtte væk fra medier, der hævdes at være ”manifestationer af racisme, racediskrimination, vold, fremmedfjendtlighed og lignende intolerance”.
Måske vil dette lyde som uskyldigt og selvfølgeligt for nogle mennesker. Men det er det ikke. I FN-systemet hænger beskyldninger om ”racisme” m.m. særdeles løst, og det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, at også seriøse danske medier kan blive ramt af den slags beskyldninger.
Beroligelse
Da denne debat startede, havde de færreste politikere sikkert en forståelse af, hvad pagten går ud på. Men der er sket en gradvis opvågnen, og det fører til diverse forsøg på at bearbejde den offentlige mening.
Nogle lande vil nu udarbejde såkaldte fortolkningsbidrag, der skal komme med beroligende budskaber om, hvad man skal lægge i, at de skriver under på pagten.
I Tyskland vil man have en beslutning i Forbundsdagen, der giver parlamentarisk opbakning til en sådan beroligende udlægning af teksten.
Det skal man dog ikke regne med i Danmark. Her har regeringen nemlig ikke flertal. Og man får hverken Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet til at skrive under på en udlægning, der fortæller danskerne, at de ikke har noget at bekymre sig over.
Tværtimod er både Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl i fuld gang med at klæbe problemerne med pagten fast på regeringen.
De understreger deres store betænkeligheder ved pagten. De sætter spørgsmålstegn ved konkrete punkter i den. Og de gør det krystalklart, at en tilslutning til denne pagt foregår på Løkkes helt eget ansvar.
Valgkampen
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil næppe forsøge at få en vedtagelse mod pagten i Folketinget – og de vil nok også få svært ved at finde et sådant flertal. Det får Løkke lov til selv at rode med.
Men både Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen vil gøre alt for at fremhæve, at de ser store problemer i regeringens tilslutning til pagten.
Dette er et kort, som de vil kunne spille i den kommende valgkamp.
Noget tyder på, at FN-pagten møder kraftig skepsis i befolkningen. Der er en stærk vilje til at forsvare den stramme udlændingepolitik mod ethvert forsøg på undergravning. Og denne FN-pagt vil af mange blive oplevet som en sådan undergravning.
Så det er mildt sagt ikke noget ønsketema i valgkampen, som Lars Løkke står med her.
Det bliver ikke bedre af, at den ansvarlige minister for forhandlingerne om pagten i Marrakesh i Marokko vil være udlændingeminister Inger Støjberg.
Den minister, der mere end nogen skal sikre regeringen en ”strammerprofil” hos vælgerne, bliver altså fedtet ind i at forhandle og forsvare en pagt, som de fleste danskere ikke bryder sig om.
Det er rigtig dårlig timing i forhold til regeringens valgkamp.
Løkkes problem
Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl vil næppe lave et dramatisk stormløb mod regeringen i denne sag. Mette Frederiksen skal trods alt også tænke på, at hun har meget FN-begejstrede gemytter i sine egne rækker.
Men de to partiledere vil lufte deres store bekymring over den danske deltagelse i pagten og over Løkkes forsvar for den. Og hverken Dansk Folkeparti eller Socialdemokrati vil gå ind og støtte den.
Løkke vil komme til at føre sin kamp for pagten alene (nå, ja – måske med opbakning fra De Radikale og udefter).
Befolkningen vil være præget af en stærk og måske voksende modvilje mod, hvad man opfatter som et angreb på Danmarks stramme udlændingepolitik.
Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vil gøre det klart, at de er kritiske. Men de vil samtidig henvise til, at dette er Løkkes ansvar.
Det kan give en i forvejen hårdt presset statsminister ekstra problemer i valgkampen.
