En hårdt presset Mette F. forsøger nu at komme i offensiven ved at angribe De Radikale og de blå partier på én gang

Mens det kommende folketingsvalg nærmer sig, er Mette Frederiksen og hendes regering trængt fra to sider.

 

Til den ene side prøver regeringens støtteparti De Radikale at true sig til en stærkere politisk position ved at kræve, at Mette Frederiksen udskriver valg senest ved Folketingets åbning til oktober, og ved at presse på for en kommende radikale regeringsdeltagelse.

 

Til den anden side har de borgerlige partier fået ny kampgejst over for regeringen – med meningsmålinger, der viser blåt flertal.

 

Nu skal statsminister Mette Frederiksen forsøge at slå tilbage.

 

Det vil præge pressemødet i morgen, hvor hun præsenterer en ny udlændinge- og retspolitisk pakke.

 

Fejer De Radikale til side

I et større interview har statsministeren allerede omtalt de politiske mål med pakken (Berlingske 21.8.).

 

For det første skal straffene for en række alvorlige, personfarlige forbrydelser sættes markant op.

 

For det andet skal der tilføres betydelige bevillinger til retsområdet, som blandt andet skal gøre det muligt at give kriminelle en længere fængselsstraf. Skærpede straffe kræver øgede bevillinger og mere kapacitet i retssystem og fængselsvæsen. Og dem erklærer Mette Frederiksen sig villig til at levere.

 

Bedst som De Radikale troede, at de skulle presse regeringen, har regeringen svaret igen ved at komme med retspolitiske meldinger, der fejer De Radikale til side.

 

“Gisp!”

Mette Frederiksens udfordring af De Radikale drejer sig ikke kun om strammere retspolitik og hårdere straffe.

 

Hun leverer yderligere en provokation af det politisk korrekte støtteparti ved at sige rent ud, at regeringens forslag til stramning af retspolitikken ”primært retter sig mod kriminelle udlændinge, der er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne”. Man hører et ”gisp!” fra Sofie Carsten Nielsen.

 

Asocial og voldelig adfærd

Mette F. fortsætter: ”Sandheden er desværre, at udlændingepolitik er tæt forbundet med kriminalitet, og at der er en alt for stor gruppe, der ikke er en del af Danmark.”

 

Denne gruppe bringer nye former for kriminalitet ind i det danske samfund. Hun nævner i den forbindelse fænomener som gruppevold og ydmygelsesvold, hvor et chanceløst offer udsættes for en kombination af rå vold og fornedrelse – og hvor ydmygelserne jævnligt filmes og lægges på nettet.

 

Mette Frederiksen lægger op til hårdere straffe for disse typer kriminalitet, som er slået mere og mere igennem i sammenhæng med indvandringen.

 

Brug for skrappere midler

Statsministeren tager et opgør med den traditionelle forestilling om, at Danmark er et land, der uden de store problemer kan have både lave straffe og lav kriminalitet.

 

Denne forestilling har man begrundet med, at vi i Danmark er gode til at resocialisere, dvs. gøre kriminelle til normalt fungerende samfundsborgere. Så vi har ikke haft brug for at straffe så meget.

 

Men Mette Frederiksen gør rigtigt opmærksom på, at vi ser stigende tendenser til asocial og voldelig adfærd. Den bløde danske resocialisering er ikke længere nok til at styre den udvikling, der er forbundet med masseindvandringen.

 

Vi har brystet os af, at vi har kombineret lave straffe og lav kriminalitet. Og der er da stadig en vis grad af sandhed i dette. Volden i det danske samfund har fortsat et mindre omfang end i andre lande.

 

Men vi står ikke desto mindre med alvorlige voldsproblemer, specielt i indvandrertætte områder. Det bliver stadig tydeligere, at det danske samfund skal være i stand til at tage skrappere midler i brug for at bekæmpe tendenserne til forråelse.

 

Volden gør os mindre frie

I interviewet siger Mette Frederiksen, som sandt er, at voldskriminalitet skaber utryghed. Men hun kommer med en tilføjelse: Voldstruslerne i samfundet gør os mindre frie.

 

Hun peger på, at nogle danskere begynder at undgå steder, hvor de kunne risikere at møde vold. Det kan være togstationer og tog, ghettobebyggelser med hashhandel og vold på gaden og andet.

 

Her ligger en klar polemik mod De Radikale og venstrefløjen. Mette Frederiksen kan ikke undvære støtten fra disse partier, men hun oplever samtidig, at hun må betale en høj pris for deres støtte.

 

Nu, hvor vælgerne er gået i mere blå retning, er det naturligt for Mette Frederiksen at gå samme vej – ikke mindst i udlændinge- og værdipolitikken. Det sker så blandt andet ved at koble indvandrerproblemerne sammen med et angreb på den personlige frihed.

 

Det er tvivlsomt, hvor meget dette lille fif i sig selv giver. Men det er meget tænkeligt, at Socialdemokratiet vil komme lidt mere blå farve på sin retorik.

 

Gør ondt på Socialdemokraterne

Mette Frederiksen er jo nødt til at prøve at finde en løsning på det problem, at hendes støttepartier i rød blok taber terræn hos vælgerne, samtidig med at Socialdemokratiet selv er langt fra den styrke, man nåede under corona-pandemien.

 

I en Voxmeter-måling fra i dag, den 22. august, står Socialdemokratiet til 25,1 procent af stemmerne, hvilket er under partiets seneste valgresultat. Socialdemokraterne må nøjes med at glæde sig over, at de er gået en svag anelse frem i forhold til seneste måling fra Voxmeter.

 

Men her og nu står blå blok til at vinde. Med Danmarksdemokraternes indtog på scenen er der skabt et blåt parti, der også kan trække stemmer fra røde vælgere. Og det gør ondt på Socialdemokratiet, der traditionelt kan hente en del vælgere i grænselandet mellem røde og blå vælgere.

 

Det er blandt andet i form af arbejdervælgere, der i værdipolitikken har sympati med borgerlige stramninger (den ”blå Bjarne”).

 

Mette F. har travlt

Mette Frederiksen har travlt. Meget travlt. Hun skal forsøge at hente ”Blå Bjarner” og andre vælgere omkring midten tilbage til sit parti.

 

Men det er svært, når man har fået en Inger Støjberg at kæmpe imod. Og det er endnu sværere, når man skal forsøge at vinde valget arm i arm med partier, som ligger langt ude på det røde og politisk korrekte overdrev.

 

Det ved Mette Frederiksen. Derfor forsøger hun nu at signalere, at hun er parat til et hårdere opgør med indvandrerkriminalitet og blødsøden politisk korrekthed.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…