TV2 leverer politisk korrekt komik i en overskrift om corona-smitte blandt indvandrere

I Danmark er corona-smitten massivt højere blandt ikke-vestlige indvandrere end blandt danskere. Det samme mønster findes i andre europæiske lande.

 

Herhjemme har de politisk korrekte kredse haft et værre hyr med at finde ud af, hvordan de skulle reagere på de uomtvistelige kendsgerninger.

 

I begyndelsen af august meldte Statens Serum Institut, at syv ud af ti nye corona-smittede i Danmark havde ikke-vestlig indvandrerbaggrund. Specielt var (og er) smitten meget udbredt blandt somaliere.

 

Denne kendsgerning kunne de politisk korrekte jo ikke så godt benægte. I stedet kastede de sig ud i striber af forklaringer, der skulle overbevise os om, at somalierne og de andre indvandrere slet ikke har noget ansvar for, at smitten i deres rækker er så omfattende.

 

Dette til trods for, at der har været omtalt eksempler på uansvarlig smitteadfærd i specielt det somaliske miljø.

 

Nu leverer TV2 et nyt forrygende eksempel på, hvor langt man er parat til at gå for at sløre det alvorlige problem med smitten i de ikke-vestlige miljøer.

 

”Tallet falder i indvandrermiljøerne”

På TV-stationens hjemmeside bringer man denne opsigtsvækkende overskrift: ”Flere danskere smittes – mens tallet falder i indvandrermiljøerne”.

 

De mange mennesker, der i forbifarten kun får læst denne overskrift, må få det indtryk, at det ikke ser godt ud med smitten blandt danskerne, mens der er en positiv udvikling, når det gælder smitten blandt ikke-vestlige indvandrere.

 

Men dette indtryk er groft misvisende. Hovedkonklusionen på de aktuelle smittetal er, at de ikke-vestlige indvandrere fortsat er stærkt overrepræsenterede blandt corona-smittede.

 

I de nye tal udgør de 62 procent af de smittede. Det er en ekstremt stor andel i betragtning af, at de ikke-vestlige indvandrere ’kun’ udgør 14 procent af befolkningen.

 

Disse tal vil altid svinge lidt fra uge til uge, men sådanne svingninger fra den ene uge til den anden fortæller uendelig lidt om de grundlæggende tendenser.

 

Make-up på den barske virkelighed

De nye tal ændrer intet på den kendsgerning, at somaliere og andre ikke-vestlige indvandrere er voldsomt overrepræsenterede. Men TV2 vælger altså at lancere det med en overskrift, der giver indtryk af, at det går den rigtige vej med indvandrerne og corona, mens det går den gale vej med danskerne og corona.

 

Gør man sig den ulejlighed at gå ind og læse artiklen, finder man ud af, hvad virkeligheden er. De ikke-vestlige indvandreres andel af nysmittede personer er faldet fra 70 procent af befolkningen til … 62 procent.

 

Fantastisk! Vi taler altså om 14 procent af befolkningen, der i den pågældende uge udgjorde ekstreme 62 procent af de smittede.

 

TV2 gengiver de reelle tal inde i artiklen. Men i overskriften har man altså ikke kunnet nære sig for at lægge et solidt lag make-up på den barske virkelighed. Man må jo gøre, hvad man kan, for at få det hele til at se lidt mere positivt ud, synes holdningen at være.

 

Som om man kan ændre den danske befolknings holdning med sådan noget.

 

Det er politisk korrekt komik.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…