Vi kender vel alle udtrykket: ”Glansen er gået af Sankt Gertrud”. Ændrer vi ordstillingen, så får vi et spørgsmål, der glimrende passer på den tyske forbundskansler Angela Merkel og den vigende popularitet hun i disse tider må kæmpe imo. Det andet udtryk, anvendt i overskriften, ”Mutti Merkel”, var oprindeligt ment positivt som et sidestykke til det kendte begreb ”en landsfader”, dvs. en afholdt politiker, man var tryg ved og som nød en bred tilslutning i befolkningen. Altså Merkel som en slags ”landsmoder”, dvs. en kvindelig politiker, der tager sig af sine børn, i hendes tilfælde tværs igennem den tyske befolkning.
Angela Merkel, født 1954 i Hamborg, men opvokset og uddannet i det tidligere DDR, blev 2005 tysk forbundskansler. Fra 2000 til 2018 var hun tillige chef for den konservative Kristelig-demokratiske Union (CDU). I oktober 2018 erklærede hun, at hun senest ved udløbet af den nuværende valgperiode i 2021 vil trække sig ud af politik.
Merkel, hvis fader var protestantisk præst i den østlige delstat Brandenburg, hvortil familien flyttede i 1954 – et noget sælsomt valg – blev medlem af den kommunistiske ungdomsorganisation Freie Deutsche Jugend (FDJ) og blev i 1973 optaget på Karl-Marx-Universität i Leipzig, hvor hun studerede fysik. Hun afsluttede sit studium i 1978, flyttede til Østberlin og blev her ansat ved DDRs statslige forskningsinstitution Akademie der Wissenschaften; altså en karierre under det kommunistiske partis vinger.
Men Merkel mestrede tydeligvis balancens kunst, hvilket skulle blive til stor nytte i hendes senere politiske liv. Medens hun arbejdede i Akademie der Wissenschaften, fortsatte hun med at være aktiv i ungdomsorganisation FDJ. Hun har selv forklaret, at hun her var ansvarlig for det kulturelle arbejde. Andre vidner fra dengang har derimod fortalt Gerd Langguth, der i 2005 udgav den fortræffelige biografi Angela Merkel, at hun havde været ansvarlig for områderne ”agitation og propaganda”. Bemærkelsesværdig er det måske også – med den familiære baggrund taget i betragtning – at hun på intet tidspunkt var aktiv i tidens mange kirkelige oppositionsgrupper. Dog må det tilføjes, at Merkel på intet tidspunkt var medlem af kommunistpartiet Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED) eller af de andre politiske partier, der var tålt af den østtyske diktaturstat.
I månederne før Murens fald i efteråret 1989 begyndte en række nye demokratiske partistrukturer at tage fast form. Først overvejede Merkel at slutte sig til det socialdemokratiske parti (SPD), hvilket ikke blev til noget. Hun flirtede endnu nogen tid med venstreorienterede partidannelser og ville ifølge egne ord ”intet have at gøre med CDU”. I december 1989 blev hun medarbejder ved det nystartede parti Demokratischer Aufbruch (DA), og da DA d. 4. august 1990 tilsluttede sig det vesttyske CDU, fulgte Merkel ganske enkelt med – og så tog hendes karriere fart.
Ved parlamentsvalget i december 1990 blev hun valgt ind i forbundsdagen, og året efter fik hun sit første ministerium. Ved valget i 1998 blev Merkels protektor og mentor gennem alle årene, Helmut Kohl, afløst som forbundskansler af socialdemokraten Gerhard Schröder og måtte også gå af som partileder. Merkel blev nu generalsekretær, og da Kohl blev blandet ind i forskellige økonomiske transaktioner, var det hende, der som den første offentligt kritiserede ham og dermed førte kniven mod sin gamle velgører – et klart fadermord. Affæren kastede ikke noget positivt lys over hende, men i april 2000 blev Merkel valgt til ny leder af CDU. Målet var nået for den udadtil stilfærdige, men indadtil benhårde og kyniske realpolitiker.
Og med sikker hånd omend på en uspændende vis regerede Merkel Forbundsrepublikken siden 2005 – som chef for ialt fire regeringer, hvoraf de to sidste har bestået af en koalition med SPD. Men helt tydeligt har det været Merkel, der bestemte hvor skabet skulle stå ikke blot i Tyskland, men i hele EU, selvom forskellige franske præsidenter forsøgte at gøre hende rangen stridig. Hun nåede endda at blive afbildet på omslaget af Time Magazine ialt seks gange som verdens mest indflydelsesrige kvinde med overskrifter som ”Person of the Year” eller – ganske betegende – ”Frau Europe”.
Men denne tid er forbi og nedgangen begyndte i 2015, da Merkel på katastrofal vis fejlbedømte migrantstrømmen op gennem Centraleuropa og på en pressekonference d. 31. august udtalte de berygtede ord: „Wir schaffen das!“ (Vi klarer det!), hvilket medførte en tilvandring til Tyskland på ca. 2 mio. og udløste en lang række sociale problemer, muslimsk terror og øget kriminalitet. Herefter styrtdykkede tilslutningen til Merkel og CDU, der siden har tabt en lang række landdagsvalg både i den østlige og vestlige del af Forbundsrepublikken.
Katastrofalt var således det netop overståede valg i Thüringen d. 27. oktober, hvor CDU gik tilbage med 11,7% af stemmerne og således med en vælgertilslutning på 21,8% kun blev det tredjetørste parti efter at have regeret uafbrudt i 20 år. Valgets absolutte sejrherre blev det højrenationale parti Alternative für Deutschland (AfD), der gik frem med hele 12,8%. Ved de tre foregående valg i delstaterne Brandenburg, Sachsen og Niedersachsen var CDU gået tilbage med henholdsvis 7,4%, 7,3% og 9,5%.
Så der er ingen trøst at hente for CDU, og årsagen til nederlagene er først og fremmest at finde i Merkels flygtningepolitik, hendes koalitionsregering med socialdemokraterne, hvor de to partier vogter på hinanden og derfor intet sker, og endelig i udnævnelsen af den grå Annegret Kramp-Karrenbauer som sin efterfølger i december 2018 som partichef, hvilket Merkel fik gennemtrumfet, mens hendes ærkerival, den langt mere kompetente Friedrich Merz, tidligere formand for CDUs parlamentsgruppe, ingen chance fik.
Det kan derfor ikke undre, at modstanden mod Merkel vokser fra dag til dag. Således har netop Merz direkte beskyldt hende for at være årsagen til de mange nederlag. Han har ovenikøbet direkte krævet hendes afgang som kansler med den skjulte dagsorden, at han selv bør være hendes efterfølger. Resultatet i Thüringen er for Merz ganske enkelt et ”mistillidsvotum”.
Merkel gjorde herefter det, hun er bedst til, nemlig at holde en lav profil, når hun er i modvind, og de første par dage ignorere angrebene. Men d. 1. november har hun dog – ganske irrelevant – reageret med ordene: „Vi lever i et demokrati, så må man også kunne omgås med kritik.“ Goddag mand, økseskaft! Andre CDU-politikere har ganske vist taget hende i forsvar ved at påberåbe sig, at det nu måtte være på tide at diskutere problemerne internt – typisk polit-speak. Men under alle omstændigheder er Kramp-Karrenbauers dage talte, og hun vil ingen chance have for at blive CDUs næste kanslerkandidat, og mon Angela Merkel overhovedet holder tiden ud. Hendes sundhed skal ikke være den bedste, og man bemærker en vis form for letargi i hendes reaktioner. Endelig synes hendes stærke position i EU heller ikke at være, hvad den har været, siden den lille Napoleon Emmanuel Macron er kommet til magten i Frankrig
I Tyskland venter andre kandidater i kulissen, således Armin Laschet, ministerpræsident i Tysklands befolkningsrigeste delstat Nordrhein-Westfalen. Men det er den yderst ambitiøse Friedrich Merz, der af de yngre partimedlemmer og ikke mindst CDUs ungdomsorganisationen, Junge Union, fejres som en ny Messias. Han har allerede meldt sig som taler ved den kommende partikonference i slutningen af denne måned, og det vides, at han af sit parti vil kræve en skarpere konservativ profil. Om han er den rigtige, vil tiden vise.
