Hun gik med en taske, hvor der stod skrevet ”Alle katte er smukke” – det fik politiet til at give hende en bøde på stedet

Colourbox

Søndag aften kom en kvinde ved navn Belén Lobeto gående hjem gennem Madrids gader. Hun bar en taske, der havde et billede af en kat og teksten: ”Alle katte er smukke”.

 

Teksten stod dog på engelsk: ”All Cats Are Beautiful”. Samtidig stod forkortelsen med store bogstaver: ”A.C.A.B.”

 

Så rullede en politibil op på siden af hende og standsede hende. De bad om ID og gav hende en bøde på stedet – på grund af tasken! Belén Lobeto var lamslået. Hun beretter om episoden på Facebook.

 

Betjentene henviste til en kontroversiel spansk lov om offentlig sikkerhed. De hævdede, at A.C.A.B. i virkeligheden var en skjult bagvaskelse af politiet. Bogstaverne stod for budskabet ”All Cops Are Bastards” – ”Alle strissere er dumme svin”.

 

Lobeto krævede at få sagen for en dommer, men det kom hun ingen vegne med. Som hun skriver på Facebook: ”Hvis jeg ikke lukkede munden, ville jeg være blevet taget med (…) Jeg spurgte dem dog, om de ikke havde vigtigere ting at tage sig af”

 

Gammelt punker-slogan

Tilsyneladende var Belén Lobeto ægte forarget og i god tro, da hun protesterede over politiets bøde for bagvaskelse.

 

Men helt grebet ud af luften var betjentenes påstand trods alt ikke. Helt tilbage til 1970’erne har A.C.A.B. stået for sloganet ”Alle strissere er dumme svin”. Især slog et punk-band sig meget op på det.

 

Producenten af Lobetos taske kan meget vel helt bevidst have forsynet den med en tvetydig forkortelse, der både kunne være en hyldest til katte og en nedrakning af politiet.

 

Men hvis hun bare er en glødende katteelsker, som intet aner om den anden betydning i forkortelsen, så er det jo ikke underligt, at hun lader forargelsen få frit løb.

 

Under alle omstændigheder var det langt ude at reagere med en bøde til en person, der i øvrigt på ingen måde optrådte provokerende.

Læs også
 Det er politiets fornemste opgave at beskytte truede personer – ikke at lukke munden på dem

 

Belén Lobeto afslører ikke på Facebook, om hun havde tænkt sig at gå med tasken fremover. I kærlighed til katte … og måske i raseri over politiet.

 

(The Local)

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…