På et topmøde søndag aftalte EU og Tyrkiet, hvad man kalder et strategisk partnerskab.
Fra EU’s side er formålet med aftalen først og fremmest at få bremset strømmen af specielt syriske asylansøgere fra Tyrkiet til EU-området via Grækenland. I år vil mere end 600.000 asylansøgere rejse den vej.
Tyrkiet forpligter sig til at slå ned på menneskesmuglere og skærpe kontrollen med, hvem der rejser ud af landet. Samtidig skal de syriske flygtninge i landet have bedre forhold, herunder muligheden for at arbejde, så de ikke tilskyndes til at rejse videre.
Det vil EU så betale Tyrkiet for. I første omgang med 3 mia. euro, dvs. lidt over 22 mia. kr., siden kan der følge flere penge. Danmark lægger i første omgang 358 mio. kr. i kassen.
Derudover går EU med til at sætte skub i forhandlingerne om visumfrihed for tyrkere, der rejser ind i EU. Samtidig sætter man lidt mere gang i forhandlingerne om optagelse af Tyrkiet i EU.
Resultatet er meget problematisk. Det er yderst usikkert, hvor meget Tyrkiet kan og vil bremse strømmen ind i EU. Og der er god grund til at være på vagt over for de modydelser, man stiller Tyrkiet i udsigt.
Aftalen er en understregning af, hvor meget EU svigter i håndteringen af de enorme flygtningeproblemer.
Svært at overvåge aftalen
EU er opmærksom på risikoen for, at man betaler Tyrkiet en masse penge uden at få styr på flygtningestrømmen. Man vil måned for måned følge, hvordan det går, og hvis Tyrkiet ikke leverer det lovede, skal EU-betalingerne stoppe.
Problemet er bare, at det kan være svært for EU at vurdere, hvor meget Tyrkiet overholder sin del af aftalen.
Strømmen af asylansøgere svinger efter årstiden og efter andre faktorer. Derfor kan der blive endeløse stridigheder om, hvornår Tyrkiet svigter aftalen, og hvornår andre faktorer er på spil. Og da EU ikke har noget alternativ, vil man nok tøve længe med at standse aftalen.
Visumfrihed
Samtidig står det foreløbig helt åbent, hvad der kommer ud af forhandlingerne om visumfrihed. Tyrkerne presser på for at få en generel visumfrihed til EU. EU vil begrænse den til særlige grupper, herunder forretningsfolk.
Hvis det ender med en visumfrihed, der omfatter brede grupper af tyrkere, vil det åbne for en tyrkisk masseindvandring til EU. Måske kommer der lidt færre syrere, men til gengæld kan der komme langt flere tyrkere. Det er ikke holdbart.
EU-medlemskab
Lige så problematisk er det at sætte skub i forhandlingerne om tyrkisk medlemskab af EU.
Ganske vist tager man i første omgang kun et meget begrænset skridt, idet man kun åbner et kapitel i forhandlingerne. Men det skyldes, at Cypern ud fra sine særlige interesser forhindrer mere omfattende forhandlinger. De andre EU-lande er indstillede på at gå videre.
Problemet her er ikke, at tyrkisk EU-medlemskab ligger lige om hjørnet. Det gør det ikke. Og præsident Erdogans stadig mere autoritære islamistiske styre gør det ikke ligefrem nemmere.
Problemet er, at man overhovedet forhandler med Tyrkiet om EU-medlemskab. Det burde der ikke være basis for. Tyrkiet hører ikke hjemme i EU.
Som medlem ville det store land få væsentlig indflydelse inden for EU. Det ville medføre stærke spændinger og kraftige sammenstød i kultur, værdier, politiske traditioner og konkrete politiske mål. På grund af tyrkisk masseindvandring ville EU-landene blive langt mere opsplittede samfund.
Både EU og Tyrkiet har interesse i et godt samarbejde. Men tyrkisk medlemskab er ikke perspektivet, og det tjener ikke noget fornuftigt formål at lade, som om det er tilfældet.
Historisk nedtur
Når EU nu indlader sig på at forhandle visumfrihed og medlemskab med Tyrkiet, understreger det EU’s egen manglende evne til at håndtere problemerne med den enorme flygtningestrøm.
Det er et svigt uden lige, at EU’s ledere har fjernet kontrollen ved de indre grænser, samtidig med at man har ladet kontrollen ved de ydre grænser sejle fuldstændig.
Dermed har man lagt EU åbent for den nuværende folkevandring fra især den muslimske verden. En folkevandring, som er på vej til at sende Europa ud i en uigenkaldelig historisk nedtur.
Romerriget gik under. Man skal være naiv for at tro, at det ikke kan ske for det Europa, vi har kendt.
EU må selv få styr på tingene
EU-landene kan ikke vende eller i hvert fald bremse denne udvikling uden at bruge et vist mål af magt. Først og fremmest magten til at håndhæve kontrollen med egne grænser.
EU må selv få styr på sine ydre grænser, det kan man ikke overlade til Tyrkiet. Der er blandt andet brug for massiv patruljering på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland.
Så længe det ikke er sat i værk må man bistå medlemslandene i at etablere en national grænsekontrol, der er stærk nok til at forhindre, at asylstrømmen bare tvinger sig vej op gennem Europa.
Der skal være sikkerhed for, at landene kun lukker de mennesker ind, som det er forsvarligt at lukke ind.
Men EU-landene er blevet så konfliktsky og så vant til at klare sig uden den store brug af magtmidler, at man slet ikke er i stand til at håndtere en situation, hvor der pludselig er brug for, at man står fast.
I stedet laver man aftaler med Tyrkiet af meget tvivlsom værdi.
