Højaktuel bog om den tyrkiske præsident og hans politiske paradigmeskifte. En styreform, der ifølge forfatteren blander autokrati med en populistisk værdipolitik. I hvor høj grad er der grund til at være bekymret for en styreform, som bryder med menneskerettighederne, udhuler demokratiet og blæser på ytringsfriheden og aldrig har indrømmet folkedrab?
Et magtmenneske med mindreværdskomplekser
En af dansk journalistiks grand old men har skrevet en bog om det moderne Tyrkiet og dets leder, Recep Tayyip Erdogan. Husk: g’et i hans navn er stumt. Men det er manden absolut ikke! Og hvad enten vi i Vesten bryder os om ham eller ej, bliver vi nødt til at forholde os til ham. Det kan godt være lidt af en prøvelse, for det er svært at forholde sig afbalanceret til et magtmenneske med store mindreværdskomplekser og et udtalt behov for at ønske sig tilbage til sit lands fordums storhed. Et menneske, der ustandseligt påtager sig den store offerrolle og fremkommer med diverse trusler.
Et splittet land efter fem militærkup
Ellegaard har forudsætningerne for at skrive denne bog. I næsten 20 år var han korrespondent i Tyrkiet og Mellemøsten for Information og Jyllands-Posten. Med sin nye bog ønsker han at give en forståelse af mennesket og politikeren E., og hvorfor han gang på gang er blevet genvalgt. Samtidigt er forfatteren absolut ikke ukritisk over for dette nye Tyrkiet, som er opstået de sidste par årtier.
Kemalismen er afløst af en opblomstring af islam. Tyrkiet er et stort land med 80 mill. indbyggere, med hele fem militærkup, en broget befolkningssammensætning og en blodig fortid med mange lig i lasten, splittet mellem by og land, sekularisme og religiøsitet. Det er stadigvæk svært at trænge ind i, hvem der egentlig stod bag det seneste kup i 2016 – så amatøragtigt udført – og det kommer næppe nogensinde klart for en dag.
Der er absolut historiske grunde til, at Europa har frygtet tyrkerne. Frygtet og foragtet. Der er al mulig grund til at kritisere udviklingen under præsident E. Tyrkiet er i dag et land med ”hegemonistisk demokrati” – et valgurnestyre, hvor majoriteten dikterer, og fanden tager minoriteterne. Et system med et betændt retsvæsen, en ufri presse, et brutalt politi, en eklatant mangel på vilje til at erkende fortidens synder: det armenske folkedrab og massakrer på kurderne.
Hvordan klogest forholde sig til Tyrkiet?
Alt sammen noget, som skulle få os til at vende Tyrkiet ryggen. Men er det nu også klogt? Måske er det bedre at oprette en form for dialog og understøtte de kræfter, som vil et andet Tyrkiet. Hvis det da er muligt. E.s succes bygger på økonomisk vækst og stigende politisk indflydelse. Der er vitterlig mange tyrkere – også de mange i udlandet – som elsker E. Men der kan peges på sprækker i successen, og så man jo altid prygle kurderne for dermed at fjerne fokus fra det væsentlige. Det er bekymrende, at Tyrkiet fjerner sig fra Vesten – Ellegaard nævner muligheden for en tyrkisk de facto-udtræden af NATO. Man kan godt regne ud, hvilken ny alliancepartner der venter i kulissen.
Det kan betyde destabilitet i et i forvejen yderst destabilt område. Perspektiverne for fremtiden er ikke rare at tænke på.
Man kunne godt savne nogle billeder af de centrale personer og et kortmateriale over de omtalte steder. Det må man søge andetsteds. Ellers er det en udmærket bog, velskrevet og informativ, visse steder måske en grad for detaljepræget, men alt i alt en god øjenåbner og en god ballast at have med, når man skal orientere sig i denne brogede, forvirrede og modsætningsfyldte del af verden.
Lasse Ellegaard, Gaven fra Gud. Erdogans Tyrkiet.
Gyldendal 2019, 296 sider, 300 kroner.
