En sociolog, Hakan Kalkan hedder han, har i otte år forsket i gadelivet blandt unge mandlige indvandrere på Nørrebro, se http://www.sbi.dk/boligforhold/boligomrader/gadeliv-blandt-unge-maend-fra-norrebro/minoritetsdrenge-fra-norrebro-soger-anerkendelse-pa-gaden.
Allerede i skolen mærkede disse godt 100 unge, at de næppe nogensinde ville få en god uddannelse og derfor ikke en god stilling med en god løn. I stedet skaber de sig prestige gennem småkriminalitet.
En ung mand med navnet Berzan beskriver sig selv som et uskyldigt offer: “Vi er nogle personer, der ikke hører til det her samfund. Og så længe Dansk Folkeparti sidder på det der lort, kommer vi aldrig op.”
Hvis man ville kommentere denne ynkelige undersøgelse og også den ynkelige Berzan, ville man med sikkerhed blive beskyldt for at være racistisk. Men det kan man let blive. Ikke bare i Sverige, selvom de synes at have patent på denne farisæiske anklagerrolle. Også i Tyskland er den form for angreb det bedste forsvar mod enhver form for kritik.
Rummenigge og Bayern München
Her har formanden for Bayern Münchens bestyrelse netop truttet i det samme horn. Det drejer sig om kritik af, at den store klub har ansat et særligt stort antal spanske spillere, efter at det har fået en spansk træner, den tidligere mestertræner for Barcelona, Pep Guardiola.
Aviserne, særligt Bild-Zeitung, har kritiseret denne udvikling. Men det synes bestyrelsesformanden Karl-Heinz Rummenigge ikke om. Han kalder det nationalistisk og racistisk. Det er en polemik, som er udlændingefjendtlig. Avisernes kritik af antallet af spanske spillere er efter Rummenigges mening racistisk og viser mangel på respekt og tolerance.
Respekt, ære, tolerance, det er positivt, og racisme er afskyeligt. Men hvorfor er det racistisk, når nogle journalister mener, at der i en tysk fodboldklub ansættes for mange spanske spillere, der ikke vil forhøje holdets kvalitet?
Man må godt kalde folk racister, selv om de ikke er racister
Problemet er, at racist og racistisk i tiltagende grad bliver brugt som anklage mod enhver, der har en mening, man ikke synes om. Brugen forbindes ved sådanne anklager med dens oprindelige betydning: ’som er forskelsbehandlende på baggrund af raceforhold; ofte på en hadefuld måde’.
Men man må godt betegne andre menneskers handlinger og udtalelser som racistiske. For dette ord har en anden betydning, som også kunne være ment. Denne betydning angives i Den Danske Betydningsordbog på følgende måde: ’som er et fornærmende udtryk om en person, som beskyldes for at demonstrere ringeagt over for andre grupper af mennesker’.
Ud fra sådanne overvejelser har Højesteret i juni 2003 fastslået, at det i Danmark ikke er strafbart at kalde et andet menneske racist, omtale vedkommende som racistisk eller beskylde vedkommende for racisme. I dommen henvises til en udtalelse fra Dansk Sprognævn, der fastslår, at racist i dag ikke blot bruges om en racehader, dvs. en person, der tror på visse racers overlegenhed.
Når man så beskriver en bestemt holdning eller udtalelse som racistisk, kan man således mene både noget med race og noget uden racerelationer. Men netop derfor bør man undlade at bruge dette raceargument. Vi kan se, at det sker i tiltagende grad. I de fleste tilfælde drejer det sig om en primitiv, men udbredt immuniseringstrategi.
