På et tidspunkt forlød det, at Menneskerettighedsdomstolen, hvis dommere kommer fra 47 medlemslande af Europarådet, i fremtiden ville tage mere hensyn til de udvisningsdomme, der blev afsagt af de nationale Højesteretter.
Den manglende tilslutning til Domstolen i mange af medlemslandene var over årene blevet stigende. Menneskerettighedskonventionen sås efterhånden mere som udenlandske forbryderes rettigheder end som befolkningernes rettigheder.
Det var imidlertid ikke blot Menneskerettighedsdomstolen, der gennem årene dømte modtagelandene til at beholde kriminelle udlændinge. Ifølge direktør, dr.jur. Jonas Christoffersen, Institut for Menneskerettigheder (side 18/19), var (og er) der tillige højesteretsdomme, hvor Højesteret synes at have undladt at udvise for at undgå at blive underkendt i Strasbourg.
Udvidelse af udenlandske forbryderes rettigheder
Den dynamiske Menneskerettighedsdomstol er imidlertid ikke holdt op med hele tiden at udvide udenlandske forbryderes rettigheder. Når Højesteret udviser forbrydere efter nøje at have gennemgået samtlige aspekter ved forbrydelserne og forbrydernes forhold (proportionalitetsafvejning), sker det ofte, at Domstolen bestemmer, at der ved udvisningen er sket en krænkelse af forbryderen og afsiger dom om ikke-udvisning.
Advarsel om udvisning (ovennævnte link side 21)
Det ses ikke mindst, hvis forbryderne ikke forinden ved en tidligere forbrydelse har fået en advarsel om udvisning (betinget udvisning).
Sanktionen betinget udvisning blev indført i udlændingelovens § 24b i 2006.
I 2011 blev anvendelsesområdet for betinget udvisning udvidet, således at sanktionen i dag skal anvendes i alle tilfælde, hvor der ikke kan udvises på grund af hensynet til Danmarks internationale forpligtelser.
EU-borgere kan dog ikke idømmes betinget udvisning, hvorfor de frifindes, hvis de ikke kan udvises.
Hvordan denne ændring kunne blive præsenteret som en skærpelse, undrer Jonas Christoffersen, idet det efter hans opfattelse ”snarere var en udvanding af bestemmelsen, fordi elementet af advarsel er forduftet, idet alle frifindelser for udvisning af ikke-EU borgere nu kaldes betinget.”
Åremålsudvisning
Da der skal en – efter danske forhold – ret hård straf til, før en udlænding bliver udvist, har rigtigt mange udtrykt undren over, hvorfor i alverden udvisningen i langt de fleste tilfælde kun gælder et vis antal år. Nu er vi jo sluppet af med ham, hvorfor så lukke ham ind igen?
Det sker samtidig med, at familiebegrebet er blevet udvidet fra ægtefælle og børn til forældre, brødre og søstre, som forbryderen har i opholdslandet. Hvis udvisningen er for bestandig, kan forbryderen jo ikke komme på besøg hos familien. Og det ville krænke hans menneskerettigheder. Tanken at familien kan besøge den udviste, strejfer åbenbart ingen.
Det ses af bl.a. den udvisningsdom, som en kriminel somalier fik. Domstolen bestemte, at da udvisningen var for bestandig, kunne han ikke besøge sin familie i Danmark. Derfor måtte han ikke udvises. Se DKA her.
Underligt nok bruger man den samme fremgangsmåde som ved færdselsforseelser. X-antal kilometer i timen over det tilladte giver en fastsat bødestørrelse eller X-antal klip i kørekortet.
På samme måde foregår det ved udvisning med indrejseforbud, ”hvis længde er reguleret i udlændingelovens § 32, hvorefter straf under tre måneders fængsel giver fire års indrejseforbud, tre måneders til ét års fængsel giver seks års indrejseforbud, ét til to års fængsel giver tolv års indrejseforbud, ligesom indrejseforbuddet normalt meddeles for bestandig blandt andet ved længere straffe. Reglerne blev skærpet i 2009, idet længden af de forskellige indrejseforbud blev forøget.” (IfM link side 22).
Der skrives her om straffe på ”under tre måneders fængsel” og ”tre måneders til ét års fængsel”. Hvis udvisning ved så korte straffe finder sted, hører det formentlig til undtagelsen, der bekræfter reglen.
Ikke alle vaneforbrydere udvises
I IfM’s link ovenfor (side 30) fremgår, at straffe under 2 år stort set aldrig resulterer i udvisning.
Det sker dog heller ikke altid, når en vaneforbryder har sat sig for at tilbringe sit liv bag fængslets mure: ”Den mest bemærkelsesværdige afgørelse er dog (UfR 2013.2587H), hvor en ca. 33-årig udlænding født i Danmark ikke blev udvist trods nu to års fængsel, selv om han siden overskridelsen af den kriminelle lavalder var blevet straffet ved 26 domme, der havde idømt ham i alt 16 års fængsel, hvoraf de 13 år var afsonet. Højesterets frifindelse var båret af fraværet af tidligere udvisningspåstande, men der er efter instituttets opfattelse ikke sikkert grundlag for at antage, at han – i lyset af den gentagne og alvorlige kriminalitet – ikke kunne udvises.”
Det er simpelthen det glade vanvid at lade sådan en person blive i Danmark og igen og igen udsætte befolkningen for forbrydelser. Befolkningen må have krav på, at enhver kriminel udlænding over 18 år udvises – ikke til Kærshovedgård, men helt hjem – ved første forbrydelse. Kun mindreårige bør have en enkelt advarsel, før udvisning iværksættes.
Det ser i høj grad ud til, at det er et lotterispil, om en forbryder får en advarsel (ofte talrige advarsler) om udvisning eller en udvisningsdom. En udvisning fører dog ofte blot til et udrejsecenter, hvorfra den kriminelle kan fortsætte sine forbrydelser mod befolkningen.
Tolkningen af Menneskerettighedskonventionens artikler
På trods af Domstolens ”fremtidige hensyn” er Danmarks Højesteret gang på gang blevet desavoueret af andre landets dommere, som i øvrigt ikke for alles vedkommende nogen sinde har været dommere, før de blev valgt til at sidde i Menneskerettighedsdomstolen. Ofte har de en fortid som NGO’er i en eller anden menneskerettighedsbevægelse.
Det er oftest Menneskerettighedskonventionens artikel 3 (forbryderne må ikke udsættes for nedværdigende behandling i hjemlandet) og artikel 8 (forbryderen har familie i opholdslandet), der er i spil, når et medlemslands højesteretsdom om udvisning bringes for Menneskerettighedsdomstolen.
Hvorvidt dommerne erklærer krænkelse af den ene eller anden artikel, beror på, hvordan den enkelte dommer tolker artiklerne. Hvad er ”nedværdigende behandling”? At behandling er mere human i opholdslandet end i hjemlandet? Hvad henregnes under familie? Ægtefælle og børn? Eller regnes forældre og søskende med, selv for en voksen person?
Under ovennævnte link om Internationale forpligtelser anføres side 6:
”Der skal foreligge ekstraordinære omstændigheder før udsendelse af en alvorligt syg person vil udgøre en krænkelse af artikel 3. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at behandlingsstandarden i hjemlandet generelt er ringere, eller at behandlingen er forbundet med betydelige økonomiske omkostninger.”
Men igen har den dynamiske Domstol udvidet udlændinges rettigheder. Det har vi set i sagen Arif Savran mod Danmark, der har været 15 år undervejs.
Arif Savran
Kammerets afgørelse fra 2019 kan læses i sin helhed her, hvor 4 ud af 7 dommere mente, at der var sket en krænkelse af den tyrkiske skizofrene morders rettigheder i henhold til Konventionens artikel 3 (“Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf”). Majoriteten af dommerne mente altså, at Tyrkiets behandling af en skizofren landsmand tangerede umenneskelig behandling – eller måske endog tortur?
Dommerne mente derimod ikke, at der var sket en krænkelse af artikel 8 (ret til familieliv), al den stund han ingen familie har af betydning i Danmark. Dommen blev omtalt i DKA i 2020.
Dommen blev af Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye indklaget for Menneskerettighedsdomstolens Storkammer. Han frygtede, at det ville blive vanskeligt fremover for Danmark at udvise kriminelle. Til Berlingske udtalte han: ”Et nederlag i retssagen vil kunne gøre Danmark til ”psykiatrisk hospital for hele verden”.
I Storkammeret nåede 11 ud af 17 dommere frem til det samme resultat som Kammerets, dog med en væsensforskellig begrundelse:
Der var ikke var sket nogen krænkelse af konventionens artikel 3. Tyrkiet ville udmærket være i stand til at drage den nødvendige omsorg for en skizofren person.
Derimod mente majoriteten af dommerne, at der var sket en krænkelse af artikel 8. Han skulle hentes tilbage til den familie, han ikke har. Siden sin barndom har han hans familie kun været Mor Danmark.
Storkammerets dom ses i sin helhed her.
Savran har vundet i det store lotteri. Førtidspensionist som 19-årig, 7 års psykiatrisk behandling, erstatning 20.000 Euro for den tort han har lidt ved udvisningen og nu en livslang opholdstilladelse i Danmark med samfundet som omsorgsgiver.
Det er i øvrigt den mest omkostningstunge sag, jeg har set indtil nu. Det fremgår ved at læse hele dommen igennem. Det ses, hvor mange psykiatere, der har været involveret i hans sag, og at den har været gennem det danske retssystem ikke så få gange.
Ingen udvisningsdom bør kunne indklages for en fremmed domstol, der gennem sine stadige udvidelser optræder som lovgivere. Det har ikke meget med magtens tredeling at gøre.