Der blev oprør, da Menneskerettighedsdomstolen beordrede en mentalt ustabil tyrkisk morder tilbage til Danmark

Modelfoto fra arkivet

Den kurdisk/tyrkiske morder, Arif Savran, blev dømt til udvisning efter afsoning (se DKA her).

 

Han er en af de få udvisningsdømte, der faktisk er blevet sendt ud. Det skete i 2017, og den 1. oktober 2019 faldt dommen ved Menneskerettighedsdomstolen (EMD): Danmark skulle hente morderen tilbage, fordi han var psykisk syg på grund af hashmisbrug og her kunne få en bedre behandling end i sit hjemland.  

 

Det udløste et ramaskrig fra regeringen samt flere politikere. Kravet var, at Danmark ikke skulle følge dommen, der var afsagt af et af EMDs kamre.

 

Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye ankede herefter dommen til EMDs Storkammer for at undgå at gøre Danmark til “psykiatrisk hospital for hele verden” (Berlingske – bag betalingsmur). Ankesagen er for Danmarks vedkommende uden fortilfælde. 

 

Det er dog heller ikke noget, et land skal gøre for tit, jf. Menneskerettighedskonventionen (EMRK) artikel 43, stk. 1. ”Inden for en periode på 3 måneder fra datoen for den dom, der er afsagt af et kammer, kan enhver part i sagen undtagelsesvis anmode om, at sagen henvises til Storkammeret” (min fremhævelse).

 

Det mest interessante ved denne dom er de tre dissentierende dommeres kritik af deres fire meddommeres åbenlyse krumspring for at finde et hår i suppen at hænge Danmark op på. Ja, kritikken må vel nærmest siges at være sønderlemmende, når de opfordrer Majoriteten til at at træde tilbage og overgive sagen til Storkammeret.

 

Dommen kan læses i sin helhed her. 

 

De fire dommeres afsagte dom 

Det fremgik af forelæggelsen af sagen (pkt. 54-67), at det for de fire dommere var essentielt, at sagsøger havde en fast kontaktperson og regelmæssig opfølgning (pkt. 61) og kritiserede, at Østre Landsret havde forsømt at undersøge dette punkt. 

 

Dommerne havde fundet ”håret i suppen”.

 

Der var således ifølge Majoriteten tale om en overtrædelse af artikel 3 i Konventionen, hvis sagsøgeren blev sendt til Tyrkiet, uden at de danske myndigheder … havde sørget for individuel og tilstrækkelig sikkerhed for, at behørig behandling ville være til rådighed og tilgængelig for sagsøgeren ved en tilbagevenden.

 

De tre dommeres kritik af dommen

De dissentierende tre dommere (Minoriteten) mente ikke, at de fire dommere (Majoriteten) loyalt havde rettet sig efter og havde anvendt den nylige og enstemmige Paposhvili dom, som Storkammeret havde afsagt, i overensstemmelse med kendsgerningerne i Savrans sag. 

 

Tværtimod havde Majoriteten grebet den først mulige anledning til yderligere at udvide rammerne af artikel 3 på trods af, at Bensaid, der ligesom Savran var paranoid skizofren, var blevet udvist til Algeriet (se Bensaid v. the United Kingdom, (no. 44599/98, ECHR 2001-I). 

 

Majoriteten havde således i praksis åbnet den dør på vid gab, som Storkammeret kun havde stillet på klem i Paposhvili-dommen (Paposhvili var vaneforbryder, men havde kræft, og en udvisning kunne forårsage en fremskyndelse af hans død. Han blev derfor ikke udvist). (Paposhvili v. Belgium no. 41738/10, 13. December 2016). 

 

Endvidere undrede det kritikerne, at Majoriteten lagde vægt på kontaktperson og opfølgning i Tyrkiet – og på denne baggrund kritiserede Østre Landsret –  idet det tydeligt fremgik af Storkammerets dom i Paposhvili-sagen, at bevisbyrden ligger hos sagsøgeren.

 

I den forbindelse kritiserede Minoriteten endvidere Majoriteten for uden videre at gå ud fra, at den medicinske behandling i Tyrkiet til psykisk syge, herunder paranoide skizofrene, var mangelfuld.

 

Minoriteten fandt det relevant at pointere, at en fysisk medicinsk tilstand afhænger mere af objektive kriterier end psykiske sygdomme, som til tider kan blive subjektivt og forkert vurderet på grund af simulerede symptomer, jf. pkt. 10 i domsudskriften, hvor Retslægerådet havde fundet, at Savrans klage over hørehallucinationer kunne karakteriseret som simulering. 

 

Endvidere kritiserede Minoriteten, at Majoriteten mente, at Savran var afhængig af familie og netværk for pleje og omsorg. Et sådant havde han ikke i Danmark, da han var fjernet som barn på grund af utilstrækkelig forældreomsorg og kom i plejefamilie. Da Savran under retssagerne i Danmark skiftevis havde oplyst, at han havde familie/ikke havde familie i Tyrkiet, uden yderligere oplysning om dette, var der tale om ren spekulation fra Majoritetens side.    

 

Af den grund kunne Minoriteten ikke tilslutte sig Majoritetens begrundelse og fandt den ikke overbevisende. Endnu vigtigere var, at Majoritetens fremgangsmåde repræsenterede en forringelse af de krav, som var blevet fastlagt af Storkammeret i den nylige sag.   

 

Majoriteten burde derfor have frafaldet sin domsmyndighed og have overgivet sagen til Storkammeret frem for at bestemme sig til at udvide beskyttelsen i tilfælde, hvor fysisk eller mentalt syge personer bliver udvist. 

 

EMDs dynamiske fortolkning 

 Professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen fra Københavns Universitet og professor, dr.juris.Ole Gjems-Onstad fra Handelshøyskolen BI i Norge kritiserer i skarpe vendinger 

(bag betalingsmur) den nyligt afsagte Savran-dom.


For hvis dommen kommer til at stå ved magt, kan det komme til at betyde, at ”Danmark kan blive åbnet for “sundhedsindvandring”. Sagerne kan trække udvisning af udenlandske statsborgere i langdrag og vise sig meget kostbar”.

 

Kostbar er ikke ordet. Omkostningerne ved Savrans sag bare indtil nu kan man overtyde sig om i dommen under Damage og Costs (pkt. 76 – 87). (Se også sagen Ousmane Biao under Damage, Costs & Expenses (pkt. 142 – 154). Den blev omtalt i DKA maj 2017). 

 

Men herudover kommer, som Bryde Andersen og Gjems-Onstad oplyser, ”store økonomiske konsekvenser for et land som Danmark. Ingen – heller ikke EMD – kender de nøjagtige merudgifter til lægebehandling, som dommen medfører. Udover disse udgifter skal man også indregne den sociale understøttelse til de syge personer, som nu ikke kan udsendes til deres hjemlande.”

 

Der er i dag ikke den store opbakning til Menneskerettighedskonventionen blandt befolkningerne. For lægpersoner ser EMRK ud til kun at beskytte udlændinge; jo mere kriminelle, jo mere beskyttelse, hvoraf følger, at befolkningerne står ubeskyttede tilbage. 

 

Professor Bryde Andersen har adskillige gange skrevet om, at EMRK burde opsiges, og at 1992-inkorporationen i dansk ret burde annulleres. Årsagen er bl.a., at EMD til stadighed udvider menneskerettighederne. Det vil sige, at Domstolen begiver sig ind på politikernes domæne og lovgiver.

 

Savrans danske advokat

Knapt var blækket på dommen tørt, før advokat Tyge Trier udtalte til Berlingske, at Savran hurtigst muligt skulle hentes tilbage. 

 

Da Savran blev udvist i 2017, og dommen blev afsagt 1. oktober 2019, burde advokaten nok lige klappe hesten. Måske havde det tyrkiske sundhedssystem levet fuldt ud op til oplysningerne givet til Østre Landsret. Måske havde Savran ikke siden haft hørehallucinationer. 

 

Under alle omstændigheder kommer advokaten vel til at vente med sin redningsaktion, indtil Storkammeret har talt.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…