DEAD MAN’S WIRE er en ny film med en fortælling om ’den lille mand’, der går amok i afmagt  

Getting your Trinity Audio player ready...

*** 3 stjerner ud af 6 

 

Amerikanske Gus Van Sant (f. 1952) er manden bag DEAD MAN’S WIRE. Ud over at være instruktør er han også manuskriptforfatter og producer. 

 

Han fik sit gennembrud med filmene ”Drugstore Cowboy” (1989) og ”My Own Private Idaho” (1991) og er siden blevet kendt for bl.a. ”To Die For” (1995), ”Good Will Hunting” (1997) og ”Elephant” (2003). Sidstnævnte vandt Guldpalmen i Cannes. 

 

Hans seneste film ”Dead Man’s Wire” baserer sig på virkelige begivenheder. 

 

Anthony George “Tony” Kiritsis (1932–2005) var bosiddende i Indianapolis, Indiana, USA. Han havde erhvervet sig et stykke jord med henblik på erhvervsudvikling med et realkreditlån fra Meridian Mortgage.

 

Da han kom bagud med betalingerne, afslog hans realkreditmægler, Richard O. Hall, at give Kiritsis ekstra betalingstid. Kiritsis blev så rasende over afslaget, han oplevede som den ultimative uretfærdighed, at han tog Hall som gidsel.  

(Kilde: Wikipedia

 

HANDLING 

Vi befinder os i Indianapolis om morgenen den 8. februar 1977. 

 

En sammenbidt Anthony G. “Tony” Kiritsis (Bill Skarsgård) parkerer sin bil og er så uheldig at ødelægge tændingsnøglen. 

 

Ophidset krydser han vejen og går ind i et kæmpestort etagebyggeri – bærende på en aflang stor pakke i brunt indpakningspapir. 

 

Han lader receptionisten i forhallen forstå, at han har en aftale med det egentlige overhoved for Meridian Mortgage Company, M.L. Hall (Al Pacino), men denne er rejst til Florida. Tony må derfor ’nøjes med’ et møde med sønnen Richard O. Hall (Dacre Montgomery), der er præsident i firmaet.  

 

Da de to mænd er kommet op i Halls hjørnekontor, åbner Tony pakken, der viser sig at indeholde et afsavet haglgevær. Våbnet forbinder han med en ’Dead Man’s Wire’ fra aftrækkeren til Halls hoved. 

 

Hall bliver taget som gidsel, og for at udlevere ham kræver Tony fem millioner dollars, ingen sigtelser eller retsforfølgelse samt en personlig undskyldning fra M.L. Hall for at have røvrendt ham. 

 

Vil det lykkes Tony at slippe af sted med forehavendet? 

 

VURDERING

Da manus baserer sig på en sand historie må det ved første øjekast temmeligt usandsynlige hændelsesforløb bare tages til efterretning. Om de faktiske begivenheder er blevet suppleret med alskens mere eller mindre plausible fiktions-tråde, er uvist.  

 

Temaet ’lille-mand-går-amok-i-afmagt fejler bestemt ikke noget, og der bliver spillet overbevisende i de to hovedroller.  

 

”Dead Man’s Wire” fænger imidlertid aldrig rigtigt. Måske fordi det er svært at identificere sig med Tonys bizarre adfærd? Måske fordi det aldrig står helt klart, om han rent faktisk ER blevet så usselt behandlet?  

Længde: 105 minutter  

  • Medvirkende:  Bill Skarsgård, Dacre Montgomery, Al Pacino m.fl.
  • Instruktør: Gus Van Sant 
  • Manus: Austin Kolodney 
  • Trailer: DEAD MAN’S WIRE
  • Censur: Tilladt for børn fra 15 år 
  • Premieredato: Torsdag d. 30. april 
Del på Facebook