Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ved afgørelse af 22. februar 2016 krævet, at undtagelsesreglen i tilknytningskravet (26-års reglen) afskaffes.
Allerede i 2000 blev tilknytningskravet indført i loven. Kravet gjaldt alle, hvilket betød, at udlandsdanskere ikke kunne vende tilbage til Danmark med deres familie.
For at tilgodese disse, indførte VK regeringen en undtagelse i tilknytningskravet således, at hvis man havde haft dansk statsborgerskab i 28 år (som SR regeringen i 2011 ændrede til 26 år) , skulle man ikke opfylde tilknytningskravet. En udlandsdansker kunne derfor vende hjem til Danmark med den familie, der var stiftet i udlandet, selv om den samlede tilknytning for ægteparret var større til udlandet end til Danmark.
Da det ifølge Menneskerettighedskonventionen ikke er tilladt at tilgodese egne landsmænd og skelne mellem disse og udefrakommende, blev tilknytningskravet samtidig fjernet for sidstnævnte, hvis de havde haft lovligt ophold i Danmark i 26 år (tidl. 28 år). Det var ligegyldigt, om de var blevet danske statsborgere eller blot var ”herboende”.
Og dér har den så været siden. Indtil en retssag, anlagt af en dansk-togoleser mod den danske stat ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, foranledigede regeringen til at fjerne reglen.
26-års reglen
Nogle af de danskere, der i forbindelse med studier, arbejde eller eventyrlyst, er rejst ud i verden, har giftet sig og fået børn, vil måske på et tidspunkt gerne flytte til Danmark. I vished om, at de, når blot de opfyldte undtagelsen i 28-års/26-års reglen, kunne de roligt realisere hele deres tidligere tilværelse og bosætte sig med familien i Danmark. Med fjernelse af undtagelsen er disse danskere kommet i klemme.
Den første familie, Uffe Hellsten, hustruen og parrets to børn, har allerede fået afslag på at bo i Danmark.
Retssagernes begyndelse
Den i 1993 indvandrede Ousmane Biao mente, at han dels selv havde ret til at bestemme, i hvilket land hans familieliv med hans ghanesiske hustru skulle udfolde sig, dels at han var blevet diskrimineret, fordi hustruen blev nægtet ægtefællesammenføring. Ægteparrets tilknytning til Ghana, hvor Biao havde haft det meste af sin opvækst, var langt større end tilknytningen til Danmark.
Selv om statsborgerskab var ligegyldigt (se ovenfor) mente Biao, at når han på ansøgningstidspunktet havde været dansk statsborger i et halvt år, så burde alene det berettige ham til at bosætte sig med sin hustru i Danmark.
Med afvisning af den ansøgte ægtefællesammenføring i 2003, benyttede Biao sig af EU’s regler for familie- og ægtefællesammenføring, den såkaldte Malmømodel. Han flyttede til Sverige med sin ghanesiske ægtefælle.
Herfra arbejdede han sig hele vejen op gennem retssystemet med afslag ved hver instans. Han lagde herefter sag an mod Danmark ved Menneskerettighedsdomstolen (Biao vs. Danmark) i 2010.
Ægteskab før 1998
Indtil 1998 kunne asylansøgere gifte sig i Danmark, mens de ventede på svar på deres asylansøgning og indtil udrejsefristen ved afslag (perioden, hvor de havde såkaldt processuelt ophold). Det betød, at det var nødvendigt hurtigt at finde en dansker (eller herboende udlænding) at blive gift med, få ægtefællesammenføring, vente tre år til den permanente opholdstilladelse var i hus og så blive skilt.
Fik asylansøgeren asyl, blev skilsmisseproceduren med det samme indledt.
Efter yderligere tre år kunne den tidligere afviste asylansøger gifte sig med en person fra hjemlandet og få denne ægtefællesammenført.
Regeringen, der udmærket var klar over denne trafik, ændrede i 1998 loven således, at ansøgning om ægtefællesammenføring efter vielsen skulle ske på den danske ambassade i udlændingens hjemland. I 2002 blev det yderligere vedtaget, at parterne skulle have lovligt ophold i Danmark for at kunne gifte sig. Begge lovændringer var blevet indført for at forhindre, at nogen indgik proformaægteskab for at få opholdstilladelse.
Da en asylansøger ikke har lovligt ophold, og da det er lidt vanskeligt både at illudere troværdig forfulgt i sin hjemland og uden problemer rejse tilbage med en dansker (eller herboende udlænding) for at gifte sig, betød det reelt, at asylansøgere ikke længere kunne gifte sig i Danmark.
Ousmane Biaos tilvandring til Danmark
Inden 1998 var Biaos sag lig hundredevis af den slags sager.
Biao blev født i Togo i 1971, men havde det meste af sin opvækst hos en onkel i Ghana og boede også i Ghana, da han rejste til Danmark.
Han kom til Danmark som asylansøger 18.7.1993 og fik afslag 8.3.1995.
Da der ikke var de store problemer i Ghana, havde Biao ringe udsigt til at opnå asyl. Kun et ægteskab kunne skaffe ham en opholdstilladelse. Han blev 7.11.1994 gift med en dansker og fik ægtefællesammenføring.
Tre år efter fik han permanent opholdstilladelse. Indtil VK-regeringen trådte til i november 2001, stilledes der ikke nogen som helst krav til en udlænding udover, at ægtefællen skrev under på, at de (stadig) levede sammen.
Med opholdstilladelsen i hus, kunne skilsmisseproceduren sættes i gang. Den 25.9.1998 blev parret skilt.
I september 2002, ni år efter sin ankomst til Danmark, fik Biao dansk statsborgerskab.
Ægteskab med udlænding
Få måneder efter, i februar 2003, giftede han sig med en 24-årig ghanesisk kvinde, som han fortalte, han havde mødt på en af sine jævnlige rejser til Ghana.
Hans hustru søgte omgående om ægtefællesammenføring, men fik afslag i juli 2003 på grund af parrets manglende opfyldelse af undtagelsen i tilknytningskravet.
Kort efter kom hun på turistvisum til Danmark og klagede over afslaget til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Da klagen ikke havde opsættende virkning, og hun således ikke kunne forblive i Danmark under sagsbehandlingen, flyttede parret til Malmø.
Ministeriet gav parret afslag på ægtefællesammenføring i august 2004 (jf. ovennævnte link s. 4). Biao blev samtidig informeret om, at undtagelsesreglen i udlændingelovens § 9, stk. 7 gjorde det muligt at få ægtefællesammenføring, hvis han søgte igen 3 år efter, at han var blevet dansk statsborger, altså i 2005 (s. 30). På trods af denne mulighed, søgte Biao ikke igen (s. 31).
I stedet valgte han i juli 2006 at anlægge sag mod ministeriet ved Østre Landsret.
I september 2007 afslog landsrettens fire dommere enstemmigt ægtefællesammenføring (s. 5).
Dommen blev indbragt for Højesteret, og 13. januar 2010 stadfæstede Højesteret landsretsdommen med fire dommere mod tre, citeret i EMKRs afgørelse (s. 6-12).
Biao havde krævet kompensation. De tre højesteretsdommere afsluttede dog deres dissens med følgende: ”In view of the outcome of the voting on this claim we see no reason to consider the claim for compensation.”
Dette krav på kompensation lykkedes så lidt bedre i Strasbourg.
Fire instanser i Danmark havde afvist, at Biao kunne bosætte sig i Danmark med sin hustru. Men han gav ikke op.
Med Højesterets afslag i lommen kunne sagen nu indklages for Menneskerettighedsdomstolen.
Sagen for Menneskerettighedsdomstolen
I 2010 indbragte Biao sagen for Domstolen med klage over overtrædelse af Menneskerettighedskonventionens art. 8 (retten til familieliv). Denne ret giver dog ikke en ansøger ret til at bestemme, i hvilket land familielivet skal udfolde sig. Det er (endnu) de enkelte medlemslandes beslutning.
Biao klagede derfor tillige over overtrædelse af art. 14 (forbud mod diskrimination) i forening med art. 8.
I første omgang fik den danske stat medhold ved Domstolens Kammer 25. marts 2014 (side 27), idet den bl.a. anførte, at ansøgeren ikke kunne være uvidende om tilknytningskravet, og at det derfor ville være uvist, om det ville være muligt at bosætte sig i Danmark. Bare at troppe op i Danmark på et turistvisum kunne ikke forventes at føre til et andet resultat. Endelig havde Biao medgivet, at parrets familieliv kunne udfolde sig i Ghana, hvis han kunne få et job.
Domstolens Kammer afviste derfor (med 4 dommere mod 3), at der var sket nogen overtrædelse af konventionens art. 8, ligesom der heller ikke var sket nogen overtrædelse af art. 14 (side 27 og 65).
Storkammeret
Storkammeret var ikke enig. I februar 2016 opsummerede Storkammeret sagen og konkluderede (s. 46), at den danske stat ikke havde bevist, at der var tvingende eller vægtige grunde til at retfærdiggøre 28-års (nu 26-års) reglens indirekte diskrimination, da reglen tilgodeser etniske danskere og er til ulempe eller har et uforholdsmæssigt resultat for personer, som senere i livet opnår danske statsborgerskab.
Afgørelsen faldt 22. februar 2016 (s. 49):
– med 12 stemmer mod 5 har der været en overtrædelse af art. 14 i forening med art. 8
– med 14 stemmer mod 3 er der ikke er grund til at behandle klagen separat under art. 8
– med 12 stemmer mod 5 skal den danske stat inden 3 mdr. betale klagerne EUR 6.000
– enstemmigt afvises resten af klagernes krav på kompensation.
Den portugisiske dommer, Pinto de Albuquerque, der havde stemt i overensstemmelse med majoriteten i Storkammeret, havde dog bl.a. følgende kommentarer (s. 50-70):
Han var ikke i tvivl om, at de nationale myndigheder havde haft til hensigt at diskriminere. Det mente han også tydeligt fremgik af de dissenterende højesteretsdommeres bemærkninger.
Han pointerede, at lige netop familiesammenføringer er underkastet strenge internationale forpligtelser og ikke kan overlades til en stats eget skøn. Det var derfor hans håb, at Domstolen – hellere før end senere – ville ophæve retten for en stat til selv at bestemme, om et familieliv kunne udfoldes inden for dens grænser.
Dissenser
Den svenske dommer, Helena Jäderholm, afgav sin egen dissens (s. 71).
Dommerne Mark Villiger (Lichtenstein), Paul Mahoney (England) og Jon Fridrik Kjølbro (Danmark) afgav en samlet dissens (s. 72-81). Alle afviste, at der havde fundet en overtrædelse af art. 14 i forening med art. 8 sted, og at afslaget skulle være givet på grundlag af klagernes etniske oprindelse. Der var ingen grund til for Domstolen at hævde, at lovens forarbejder indicerede andre årsager til forskelsbehandlingen i 28-års reglen end de, der fremgik af loven. Undtagelsen i loven var netop for at sikre mod diskrimination og at give samme behandling til ikke-statsborgere. Endvidere havde Domstolen intet grundlag for at tilsidesætte den danske Højesterets fortolkning af den nationale lov.
Den sidste dissens af dommer Ganna Yudkivska (Ukraine) var særlig interessant, da den ikke mindst syntes rettet til klagerne (s. 82-84):
Som understreget af dommerne Villiger, Mahoney and Kjølbro ville den mest indlysende måde at efterkomme denne dom på være at afskaffe undtagelsen fra tilknytningskravet. Dét, klagerne derved opnår ved deres sejr, er derfor ikke en lige ret til familiesammenføring, men en lige ikke-ret.
Yudkivska afsluttede sin dissens med ordene: Den diskrimination, som Storkammeret har ment, har fundet sted i denne sag, kan blive løst ved at fjerne undtagelsesreglen i 28-års reglen. Da dette ikke er til glæde for klagerne, men til skade for andre, stemte jeg imod majoriteten.
Domstolen ville sikre alles lige ret. I stedet sikrede den alles lige ikke-ret.
Omkostninger og udgifter
Storkammeret skulle i henhold til Konventionens art. 41 tage stilling til klagernes krævede kompensation samt sagens omkostninger.
Klagernes krav om kompensation er et studie i bjærgsomhed. Indledningsvis i 2011 var det på DKK 5.000 (s. 47). Det steg i 2012 til EUR 6.000 som kompensation ”for the suffering and humiliation”, de havde lidt ved at være tvunget til at leve i exil i Sverige. I 2015 krævede de yderligere EUR 84.000 på grund af sagens varighed.
På grund af retshjælp/fri proces systemet i Danmark havde klagerne allerede modtaget DKK 388.330,00 til dækning af advokatomkostninger, hvori var inkluderet DKK 5.634,70 til rejseudgifter og DKK 3.258,00 til diverse udgifter.
Klagerne krævede imidlertid DKK 398.437,50 for advokatens arbejde fra 2010 til 2015. Domstolen så dog ingen grund til at kompensere klagerne yderligere udover kompensationen på EUR 6.000.
Beløbet på EUR 84.000, som virkelig ville have lunet i klagernes exil, blev afvist.
Det har været en ordentlig økonomisk øretæve til de danske skatteydere, men Biao overvejer såmænd stadig et erstatningskrav.
En anden slags stramning?
Det fremgår ikke tydeligt, om regeringen har droppet undtagelsen eller selve tilknytningskravet. At man vil “stramme på anden måde” indicerer, at det er sidstnævnte, der er blevet fjernet.
Udlandsdanskere er vel nu, såfremt de gerne vil bosætte sig i Danmark med deres familie, henvist til at bruge Malmømodellen. Mon ikke Sverige vil være lykkelig for at modtage en familie som den hellstenske, hvor den ene er astrofysisker, og den anden er lige så veluddannet?
På grund af, at afvisningen af familien Hellsten kom i overgangsperioden, har familien dog fået udsættelse med hustruens og børnenes afrejse, og Ombudsmanden er gået ind i sagen. Måske er vi heldige, så familien kan blive i Danmark.
