Gambia i Vestafrika er et af de lande i verden, der producerer flest asylansøgere målt i forhold til befolkningstallet. Størsteparten af dem tager til Europa. Tilstrømningen til Europa er steget voldsomt i de seneste år.
Nogle af dem, der kommer hertil, er flygtet fra forfølgelse under diktatoren Yahya Jammehs regime, som han kalder en ”islamisk republik”.
Men langt de fleste af dem, der rejser, er økonomiske flygtninge. De søger mod Europas velstand og et bedre liv.
Det er da også kun cirka en tredjedel af asylansøgerne fra Gambia, der faktisk får asyl. Men en meget stor del af de afviste bliver i de europæiske lande. Enten lever de illegalt her, eller også er de europæiske regeringer simpelt hen nødt til at acceptere, at de bliver, fordi de ikke kan få dem sendt hjem igen.
Det er helt almindeligt, at gambianere smider deres pas og andre papirer væk, når de når Europa. På den måde skjuler de, hvilket land de kommer fra, og det gør det svært at sende dem hjem.
Koldt og kynisk
Gambias diktator gør alt for at tilskynde sine undersåtter til at rejse mod Europa. Og han afviser konsekvent at tage nogen af dem tilbage.
For nogle år siden forsøgte Spanien at sende 100 illegale flygtninge retur til Gambia. Men flyet måtte vende tilbage til Spanien med dem alle sammen. De gambiske myndigheder forhindrede simpelt passagererne i at forlade flyet.
Diktator Yahya Jammeh bruger nemlig koldt og kynisk asylstrømmen fra Gambia som den rene pengemaskine.
Jo flere han kan få til at rejse, jo færre munde skal der mættes i Gambia. Og hvis de får et arbejde eller anden indkomst i Europa, sender de mange penge tilbage til Gambia. En femtedel af landets økonomi er baseret på betalinger, der sendes hjem fra udlandet. Det er en af de højeste andele i hele verden.
Malker de europæiske lande
Eksemplet Gambias viser, hvor naivt det er, når man udnævner alle, der søger asyl i Europa, til mennesker på flugt fra krig og forfølgelse. En meget stor andel kommer for at få andel i den europæiske velstand. Og der er udsigt til, at der bliver flere og flere af dem.
Hvis de siger, at de søger asyl, så kræver flygtningekonventionen, at de kan rejse ind i det pågældende land, mens deres asylsag behandles. Og når de først er kommet ind, er det særdeles svært eller lodret umuligt at få dem ud igen.
Sådan kommer de europæiske lande til at hænge på masser af tilrejsende, som ikke er reelle flygtninge. Folk, der ofte er lokket af landsmænds beretninger om, hvor fantastisk et liv, de har opnået – meget af det er stærkt overdrevet.
Og derhjemme sidder en diktator, der bruger de ”stakkels flygtninge” til at malke de europæiske lande for penge.
