Historien om, hvordan store centraleuropæiske områder blev organiseret efter 1. verdenskrig, er spændende. Vi føres frem til den aktuelle situation med et splittet og forvirret EU.
To problemvenner: Polens Kaczynski og Ungarns Orbán
Hvorfor har en del østeuropæere problemer med de vestlige værdier? Det prøver denne bog at give nogle svar på. Den begynder med et historisk rids. Navnet Østeuropa blev gradvist opfundet i løbet af 1700- og 1800-tallet som det andet, som dem, der var det modsatte af os i det civiliserede Vesteuropa. Det skildres bl.a. meget underholdende med kvindebedåreren, plattenslageren og eventyreren Giacomo Casanovas rejse gennem Riga, Sankt Petersborg, Moskva og Warszawa i 1764.
Men hurtigt melder de mere alvorlige emner sig. Hvorfor har EU så store problemer med især Polen og Ungarn, personificeret i Jaroslaw Kaczynski og Viktor Orbán? De nægter at tage imod immigranter og flygtninge, anvender store EU-tilskud på særdeles tvivlsom vis, fyrer højesteretsdommere, styrer pressen og går ind for noget, man kunne kalde for illiberalt demokrati. Men se, om EU for alvor tager sine magtmidler i anvendelse! Hvorfor ikke? Fordi man efter Brexit er hunderæd for at tabe yderligere terræn. Fordi en Putin og en Trump ånder én i nakken.
Ud af 1. verdenskrigs slagger
Forfatteren, som er historiker og journalist og i mange år har dækket Centraleuropa for Weekendavisen og Information og har været ansat ved den danske ambassade i Warszawa, udstyrer læseren med megen faktuel viden om den række af smånationer, som opstod efter Tysklands og Østrig-Ungarns kollaps efter 1. verdenskrig. Alle de tolv bufferstater, som har deres egen historie, men også en række fællestræk: Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Østrig, Slovenien, Kroatien, Rumænien og Bulgarien. Deres historie gennemgås ganske kort hver for sig og giver et godt overblik.
Al denne viden præsenteres med en let og ofte munter pen, som gør læsningen til en fornøjelse. Vibe Termansens stil minder lidt om engelske historikeres. Men hendes ærinde er ikke til at tage fejl af: hvis man ikke sætter foden ned, når medlemsstater overtræder EU-traktaten, så ender man med et EU, som ikke ved, hvad det selv står for. Man ender med et Europa af stater med vidt forskellige værdier og med mere eller mindre tilfældige blokopdelinger og alliancer. Ligesom i mellemkrigstiden. Det maner til bekymring. For mange af de nye, unge demokratier faldt efter få år for én eller anden form for diktatur.
Regering og opposition – og et nationalt traume
Forfatteren er tydeligvis bedst hjemme i de polske forhold. Hun understreger, at kampen om Centraleuropa ikke lige nu udspiller sig mellem EU og Polen (eller EU og Ungarn), men mellem EU og de polske (og ungarske) regeringer. For i begge lande er der en bittert kæmpende, stor og højtråbende og ofte demonstrerende opposition, hvis problem imidlertid er, at den synes at have svært ved at samle kræfterne. Polen kæmper endvidere med et enormt nationalt traume – landets delinger i slutningen af 1700-tallet.
Bogen anbefales enhver, som gerne vil forstå baggrunden for nogle af de aktuelle problemer i det EU, som der om nogle få dage er valg til.
Vibe Termansen, Kampen om Centraleuropa.
Gads Forlag 2019, 216 sider, 250 kroner.
