Også kriminelle forstår at bruge droner.
Således er droner mindst tre gange blevet brugt til at kaste ting over fængselsmuren til indsatte.
Blandt andet i november sidste år, hvor en pakke med savklinger, skruer og mobiltelefoner blev leveret over fængselsmuren i Nyborg Statsfængsel af en drone.
Tilbage i 2015 beskrev Kriminalforsorgen i et brev til Erhvervsstyrelsen droner som en trussel mod danske fængsler, fremgår det af en aktindsigt, som DR har fået.
Men det havde Kriminalforsorgen åbenbart glemt alt om, da man i onsdags den 20. september indviede det nye topsikrede superfængsel, ”Storstrøm Fængsel”, i Nørre Alslev på Nordfalster.
Avanceret sikkerhedsstystem, men intet droneværn
Nu viser det sig, at fængslet på trods af et avanceret og omfattende sikkerhedssystem med blandt andet 300 kameraer plus masser af elektronisk grej samt en seks meter høj betonmur overhovedet ikke er sikret mod droner.
Og det bekymrer formanden for fængselsforbundet, Kim Østerby.
”Problemet er begrænset indtil videre. Men nogle kriminelle er en postgang foran teknologisk. Og jeg frygter den dag, hvor vi ser et våben, der er smuglet ind med en drone,” siger Kim Østerby til DR Nyhederne og fortsætter:
”Forhåbentlig skal vi ikke opleve en gidselsituation eller lig på bordet, før vi får det nødvendige sikkerhedsudstyr.”
Hos kriminalforsorgen bekræfter sikkerhedschef Lars Rau Brysting, at det nye fængsel mangler sikkerhed mod droner.
”I forhold til målrettet dronedetekteringsudstyr er der ikke noget sådant på nuværende tidspunkt,” siger han til DR Nyhederne, og forklarer:
”Vi har en høj sikkerhedsstandard, der også imødegår droner. Det er for eksempel ikke muligt at få ting ind gennemvinduerne, ligesom der er en høj grad af kameraovervågning. Vi har også mulighed for at skærpe personalets procedurer og rutiner.”
Det har kostet en milliard kroner at bygge det nye superfængsel på Nordfalster, som kan huse 250 indsatte, og som vil være en arbejdsplads for omkring 220 ansatte.
Det svarer i bygningsomkostninger til fire millioner kroner per indsat.
Ifølge Kriminalforsorgen er bygningsarealet på 35.000 etagekvadratmeter, der blandt andet indeholder 250 celler, seks venteceller, nitten besøgsrum og tre besøgslejligheder, hvor de indsatte kan opholde sig med deres familie og børn.
Der til kommer elleve straf- og isolationsceller.
Fængslet, der udelukkende skal huse hårde kriminelle, har en grund på 130.000 kvadratmeter. Arealet inden for den seks meter høje og 1,3 kilometer lange betonmur er på 23 hektar, hvilket svarer til atten fodboldbaner.
Cellerne, der er udstyret med blandt andet køleskab og fjernsyn samt eget bad og toilet, er samlede i boenheder bestående af fire til syv celler med adgang til opholdsareal, fælleskøkken og diverse aktivitetsafdelinger.
Fængselsområdet er delt op i ti bygninger med blandt andet kulturhus og bederum.
Byggeriet stoppede, da Morten Bødskov tog det første spadestik
Den 10. december 2012 tog daværende justitsminister Morten Bødskov (S) i snevejr det første spadestik til det luksusfængsel, som først nu er blevet indviet.
Knap nok havde Morten Bødskov dog sat spaden fra sig, førend byggeriet blev stoppet, inden det overhovedet var kommet i gang.
Helt tilbage i 2009 blev der afsat én milliard kroner til projektet, men ingen ville bygge fængslet til den pris og med de krav, som Kriminalforsorgen havde stillet til projektet.
”De priser, som Kriminalforsorgen har fået ind på bygningen af fængslet, ligger så meget over budgettet, at projektet nu skal gennemgås nøje, inden det udbydes på ny,” lød det i 2013 fra Kriminalforsorgens daværende direktør, Johan Reimann.
Det medførte, at Venstre den 4. september 2013 i Finansudvalget blokerede for bevillingen.
”Det bliver alt for dyrt og alt for luksuriøst. Vi skal simpelthen have mere for penge,” lød begrundelsen fra Venstres daværende retsordfører og nuværende skatteminister, Karsten Lauritzen.
KRIM: Superfængsler er prestigeprojekter for politikere
Hos Landsforeningen KRIM, der kæmper for de indsattes rettigheder, forholder formanden, advokat Claus Bonnez, sig stærkt kritisk til superfængsler.
”Superfængslerne er ikke andet end prestigeprojekter for politikerne. Der er ingen dokumentation for, at alt det der har nogen virkning,” sagde han den 5. september 2013 til TV2 og understregede:
”Kriminalitet bekæmpes bedst med uddannelse. Ikke dyre topsikrede fængsler. Så drop dem og brug flere penge på uddannelse.”
Ny udbudsrunde i januar 2014
Lidt over to år efter daværende justitsminister Morten Bødskovs optimistiske spadestik i december 2012 udbød Kriminalforsorgen i januar 2014 på ny superfængslet, der er tegnet af arkitektfirmaet C. F. Møller, i entreprise.
Denne gang med få undtagelser til 44 små og mellemstore entreprenørvirksomheder fordelt over hele landet.
I alt 16 forskellige entreprenører, blandt dem lokale, der tilsammen kunne holde sig inden for budgettet på én milliard kroner, endte med at få opgave, hvorefter byggeriet omsider kom i gang i sensommeren 2014.
Og nu stor det der så, superfængslet. Parat til at modtage blandt andet bandekriminelle og udenlandske kriminelle, der skal afsone under luksuriøse forhold og med havudsigt.
Her kan du læse mere om superfængslet på Nordfalster her
Og på DR.dk