|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Kostiantyn Vlasenko er blevet et symbol på de hårdt kæmpende ukrainere.
De VIL ikke underlægges den russiske præsident Putins rædselsregime. De vil overhovedet ikke være en del af Rusland. De er ukrainere, et selvstændigt folk.
Mens præsident Zelenskyj kæmper ved møder og forhandlingsborde rundt om i verden, så kæmper de menige soldater for Ukraines selvstændighed langs fronten.
I går holdt Zelenskyj møde med Trumps særlige udsending Steven Witkoff i Oslo. Mødet var arrangeret af Norges og Finlands ministerpræsidenter.
Mødet kom i stand efter Trumps voldsomme udfald mod Zelenskyj for ikke at gøre nok for at afslutte krigen.
USA udenrigsminister Rubio og Witkoff var dog mere imødekommende overfor Ukraines aktuelle problemer: Patriot missiler, efterretninger og stabil starlink forbindelse.
I dag er Witkoff i Rusland for at mødes med Putin.
Imens kæmper ukrainerne videre langs fronten. Kostiantyn Vlasenko beretning viser hvor hårdt de kæmper.
Kostiantyn Vlasenko
Kostiantyn Vlasenko blev hårdt såret ved fronten. Han overlevede i 200 dage. Undervejs måtte han skære sit ene ben af. Men til sidst blev han reddet af en drone – som den første soldat nogen sinde. Flere medier har skrevet denne beretning. Her er den gengivet efter DailyMail:
Kostiantyn Vlasenko udholdt 491 dage ved den ukrainske front i kampen mod Rusland. Han blev såret men kunne ikke reddes på traditionel vis på grund af russiske droner.
Først gemte han sig i en trang betonrørledning med kammeraten ‘Baski’, mens sværme af russiske droner forhindrede deres redning.
De blev tvunget ud efter otte måneder, da røret sidste vinter blev oversvømmet. Derefter gemte de sig på en forladt skole, inden Baski blev dræbt på sin 50-års fødselsdag.
Rusland sendte en taler ind, der beordrede ham til at overgive sig, men den 49-årige infanterist svarede igen med den trodsige sætning fra forsvarerne af Snake Island: “Russisk krigsskib, gå ad helvede til!”
Da han ikke kunne gå på grund af eksplosionssårene, kravlede han ind i en støbejernsovn for at beskytte sig mod droner og forblev der i yderligere otte måneder.
Kommandører sendte ham medicinske forsyninger og mad med drone og leverede en pakke fra hans kone, Tetyana, som indeholdt en Stephen King-roman, The Outsider.
Hans venstre fod var alvorligt forfrossen, rådnede og faldt af, inden hans højre ben begyndte at ‘dingle’, så han placerede det på en mursten og skar igennem det resterende væv med en kniv.
“Tårerne flød, men jeg var nødt til at skære,” sagde han.
Omgivet på alle sider af fjendtlige droner, i stærkt mineret terræn i Kharkiv-regionen i det østlige Ukraine, besluttede hans kommandører at forsøge verdens første droneevakuering nogensinde.
De sendte en telefon til hans position med en video, der instruerede ham i, hvordan man binder sig selv til undersiden af en drone, samt skriftlige instruktioner på ukrainsk og russisk.
En stærkt modificeret bombeflydrone susede derefter ind, og efter at have fastgjort sig, lavede Vlasenko et hjertetegn og pegede tommelfingeren op mod dens kamera.
Den steg 120 meter op og fløj 18 km fra Petropavlivka i sikkerhed, eskorteret af en flåde af tre Vampire-droner, hvoraf den ene blev taget af russerne.
Vlasenko beskrev redningsaktionen efter 491 dage på frontlinjen og sagde: “Jeg har ikke ord … Et vidunder. Det er et mirakel.”
Vlasenko, kaldesignal ‘Kostya’, er nu på vej til at komme sig på hospitalet og afslørede den ekstraordinære historie bag evakueringen til den ukrainske journalist Yuriy Butusov, mens han bar en Gurzuf Defense-kasket – en hyldest til det firma, der lavede dronen, der reddede ham.
Vlasenko, der stammer fra Volodymyr Zelenskys hjemby Kryvyi Rih, arbejdede som lastbilchauffør hos et stenbrud, da krigen brød ud.
Han kørte til indkaldelseskontoret og krævede at blive meldt ind, hvorefter han tjente i 2. bataljon af Ukraines 30. mekaniserede brigade.
Vlasenko fik ordre til at evakuere en såret kammerat og overtage fra dem på en position i et betondræningsrør i Kharkiv-regionen.
Soldaten havde trådt på en kronbladsmine og mistet sine tæer og den ene fod, da de forlod røret for at hente forsyninger den 2. juni sidste år.
Efter at have evakueret dem den dag, overtog Vlasenko med én ‘våbenbror’, kaldesignalet ‘Baski’.
Midt i et rør var der blevet lavet et hul ned i et underjordisk beskyttelsesrum. De skiftedes til at gemme sig i ‘beskyttelsesrummet’, mens den anden holdt vagt i røret ovenover.
De burde have været evakueret efter to måneder, men Rusland sendte så mange Mavic-overvågningsdroner, at det var umuligt at forlade dem.
“De havde så mange Mavic-fly, at himlen var beskidt,” sagde han. “Hvis du ikke så den, så så den dig.”
Et forsøg på at befri dem mislykkedes.
“De prøvede at erstatte os én gang, men det lykkedes dem ikke,” sagde han.
“Så jeg sagde, at der ikke var nogen grund til at komme og hente mig. Det er bedre, at jeg dør alene, end at flere mennesker dør.”
Efter otte måneder i røret blev det oversvømmet den 14. februar i år, hvilket tvang Vlasenko og Baski til at forlade deres beskyttelsesrum.
“Vi kravlede ud og var allerede gennemblødte, da vi bevægede os,” sagde han. “Og i øvrigt satte en hård frost ind igen.”
“Baski og jeg gik sammen. Men jeg havde ingen kræfter tilbage. Vi var allerede så svage.”
Parret nåede uopdaget frem til en ødelagt skole af droner og meddelte deres placering via radio. Ukrainske droner nedkastede tørt tøj, men russiske rekognosceringsfly opdagede leverancerne.
“Så begyndte de at kaste ammunition,” sagde Vlasenko.
“Jeg blev ramt i benet, men mine fødder var så forfrosne, at jeg ikke engang mærkede noget ramme mig. Mit venstre ben var stort set knust. Jeg kunne stadig stå på mit højre.”
“Så fløj vores fyre ind og smed mad, og jeg vred mit højre ben, mens jeg skulle hente det. Derefter kunne jeg slet ikke bevæge mig normalt.”
Desperat af sult klatrede Baski ud for at hente maden. Men en fjendtlig drone fløj ind og ramte ham.
Vlasenko nåede frem til ham, men uden en lommelygte kunne han ikke se hans skader i mørket. Hele natten kunne han høre sin kammerats støn, men var ude af stand til at hjælpe.
“Han stønnede bare: ‘Åh … ay …’ Han kunne ikke rigtig sige noget. Jeg spurgte: ‘Hvor ramte den dig? I benet? I armen? Hvor ramte den?'”
‘Bare støn og stønnen.’ Jeg trak ham tættere ind til mig, så godt jeg kunne. Så blev han stille.
“Om morgenen var min svoger død. Jeg kunne ikke redde ham. Han døde på sin 50-års fødselsdag.”
‘Han fik aldrig mulighed for at fejre det. Gud gav ham en gave og tog ham. Jeg blev alene tilbage den 16. februar. Da det begyndte at blive lyst, dækkede jeg ham til.
Vlasenko indså, at hans position var afsløret, så han rejste sig på sit forvredne ben, greb sin riffel og alle forsyninger, han kunne bære, og gik for at rykke ud.
Idet han gjorde det, hørte han en eksplosion i nærheden.
“Det viste sig, at de advarede mig,” sagde han. “Senere tabte de en højttaler eller en slags grammofon, der spillede en optagelse, der bad mig om at overgive mig.”
Taleren sagde til ham: “Broder, vi ved, at du er her. Tro mig,Dine kammerater vil ikke redde dig.
“Du hørte eksplosionen. Den næste kunne være rettet mod dig. Vi vil ikke dræbe dig.”
“Sæt en dåse eller en flaske i vindueskarmen, så ved vi, at du er klar. Et hvidt lys vil guide dig [med henvisning til en drone]. Så fangenskab, udvekslingsbassinet og hjem. Ja, præcis – hjem.”
Men Vlasenko tøvede ikke. Han råbte: “Russisk krigsskib, gå ad helvede til!”
“Det er ærgerligt, at de ikke kunne høre mig,” jokede han. “Den kan ikke have haft en mikrofon.”
Han gav det besked via radio til sine kommandører, som sendte droner ind for at ødelægge højttaleren, men de varude af stand til at finde den.
“Tyve minutter senere fløj deres store drone ind,” sagde Vlasenko med henvisning til en russisk bombefly.
Han krøllede sig sammen på siden, bed tænderne sammen og ventede på, at den ville kaste sin ammunition.
“Så kom eksplosionen,” sagde han. “Sikke en eksplosion … Jeg troede, jeg var død, men jeg kunne mærke et grus mellem tænderne.”
‘Det var mørkt. Jeg åbnede øjnene, og det var stadig mørkt. Jeg spekulerede på, om jeg stadig kunne se. Men det faktum, at jeg kunne mærke et sart skær i tænderne, betød, at jeg var i live.’
‘Og den forbandede højttaler blev ved med at spille …’
Vlasenko formåede at kravle ind i en støbejernsovn, han fik øje på midt i ruinerne.
“Der var en lille åbning … Jeg ved ikke, hvilken engel der skubbede mig derind,” sagde han.
Så, få sekunder senere, kastede dronen endnu en enorm ammunition.
“Alt begyndte at kollapse ned over mig,” sagde han. “Det var det. Jeg troede, jeg var … Men jeg følte det samme igen: en knude i tænderne. Så jeg var i live.”
Det var her, han opholdt sig de næste otte måneder. Hans kammerater sendte mad og medicin med drone ind i skolens ruiner, han klatrede ud af komfuret, samlede det op og klatrede derefter optilbage ind.
Han ville stadig fortsætte kampovervågningen og rapportere tilbage, hvad han kunne se og høre om fjendens bevægelser.
Mens han lå der, bemærkede han, hvordan menneskekroppen ‘skubber fremmedlegemer ud af sig selv’.
“Der begyndte at falde granatsplinter ud af mig,” sagde han.
I april sagde han dog, at hans venstre fod var “død”. En kombination af forfrysninger og manglende blodcirkulation fik den til at rådne og falde af.
Den næste måned blev hans højre ben, som han havde forvredet, fuldstændig følelsesløst og begyndte at ‘dingle’.
“Den nederste del af benet hang bare der,” sagde han. “Jo oftere jeg kravledeud for at samle forsyninger, jo mere trak den i knoglen. Huden skallede af.
‘Jeg indså, at jeg var nødt til at klippe den af. Ellers ville den nå knæet, og jeg ville stadig slæbe den bag mig.’
“Så jeg tog beslutningen om at skære den af. Jeg vidste, at den ikke længere kunne reddes. Jeg havde gerne villet beholde mindst én fod. Men det fungerede ikke, så det fungerede ikke.”
Han beskrev, hvordan han skar den af, og sagde: “Jeg lagde den på en mursten og tog en kniv. Tårerne flød, men jeg var nødt til at skære.” Så jeg skærer.
‘Den venstre – den sårede – var allerede rådnet op af sig selv.’
Da vejret begyndte at blive varmere, husker han, at han så hundredvis af store orange og sorte sommerfugle flyve, hvor hans afhuggede ben lå.
I flere måneder var radioen hans eneste selskab, da andre stillinger ringede ind på ‘450’ – hvilket betyder ‘helt stille’.
“Da jeg hørte mændene ved andre observationsposter rapportere ‘450, 450’ – tænkte jeg: ‘Jeg er stadig sammen med nogen …'”
‘Og det var det. Stilhed igen … Jeg ventede hver time på en rapport. Det var en lykke for mig at vide, at jeg ikke var alene, at høre nogen.’
‘Jeg gik amok i den tid … Det var meget ensomt.
Men hans mænd svigtede ham ikke og sendte ham chokolade, slik, te og cigaretter.
“De forkælede mig, så at sige, så jeg i det mindste ville have lidt glæde, noget der kunne distrahere mig,” sagde han.
“Min kone sendte en pakke. De pakkede den og afleverede den til mig. Det, min kone sendte, var en bog af Stephen King: Outsider.”
Det overraskede Vlasenko, der sagde, at han ikke var klar over, at hans kone havde bemærket, hvor stor en Stephen King-fan han er.
Han overlevede de dage med tanken om sin datter, Khrystyna.
‘Jeg havde ikke givet min datter nok opmærksomhed,’ sagde han. ‘Måske var det følelsen af, at jeg ville ændre noget. En tørst efter livet…
“Men jeg havde også allerede besluttet, at jeg var død.”
Så, for omkring en måned siden, sendte hans kammerat sergent Lysyi en radiomeddelelse og sagde: “Det er under planlægning. Alt er praktisk talt klar. Der mangler kun et par sidste detaljer.”
Vlasenko sagde: “Jeg tænkte, at de måske ville komme i et køretøj, eller at nogen ville ankomme på en ATV eller noget helt andet.”
“Jeg vidste ikke, at det ville være med fly.”
Hans kommandør sagde, at de ville give instruktioner, hvilket forvirrede ham. “Ved jeg ikke, hvordan man…”“Kryble op af et hul, for pokker?” jokede han.
Så modtog han instruktionerne og telefonen med en video, der fortalte ham, hvad han skulle gøre, og han forstod.
Han blev hejst op i luften, hvor han frygtede at blive kastet i en flod, da han ikke kunne svømme. Da han blev fløjet i sikkerhed, så han en ukrainsk drone, der var på vej den anden vej med forsyninger til tropperne.
“Det var også noget særligt: at se den flyve forbi,” sagde han.
Om sin redning tilføjede han: “Jeg har ikke ord. Jeg vil gerne takke alle. Alle, der gjorde så meget for dette.”
‘Jeg ved det ikke engangalle sammen, men jeg vil gerne give dem et stykke af mig selv. Jeg er dem så taknemmelig.
Trods sin ekstraordinære overlevelse er Vlasenko utilpas med sin nyfundne plads i historien som den første soldat nogensinde, der blev evakueret med drone.
“Jeg kan ikke lide at være først,” sagde han. “Jeg foretrækker at være nummer to.”
