|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Aggressive og voldelige anarkister har de seneste uger hærget mange franske byer. Samtidig er jødehadet stigende, og landets 450.000 jøder frygter for fremtiden.
Destruktive kræfter hærger.
I løbet af de seneste uger er det voldelige anarki, der begyndte blandt franske gymnasieelever, steget i intensitet og omfang, også uden for landets grænser. Blandt de antivestlige kræfter, der puster til ilden, nævnes Rusland, Iran, de gule veste, den yderste venstrefløj og unge med indvandrerbaggrund. Man ser under optøjerne ofte røde kommunistiske faner samt det palæstinensiske flag, der er blevet et samlende symbol for antivestlige socialister og muslimer.
En meningsmåling fra analyseinstituttet Ifop viste i 2025, at 44% af Frankrigs muslimer vægter deres religiøse love højere end fransk lov, lige som en Ifop-undersøgelse fra 2020 viste, at unge muslimer på 15-24 år for 57% vedkommende satte sharia højere end fransk lov. Den lave tilslutning til republikkens love indikerer et modborgerskab, der blandt andet giver sig udtryk ved deltagelse i disse optøjer.
Politiet underestimerede omfanget af demonstrationerne lørdag den 17. oktober, hvor betjentene magtesløse måtte trække sig under de krigslignende tilstande. Lørdag den 24. oktober var reaktionen mere håndfast, og der blev brugt vandkanoner og tåregas. Det nyttede imidlertid ikke meget, at demonstranter blev trængt tilbage, for de var mobile og gik blot ind i et nyt område, som de hærgede.
Manglende beskyttelse af borgerne
Butiksindehavere har magtesløse måttet se på, at deres livsværk blev smadret, uden at nogen greb ind. Folk frygtede for deres sikkerhed i mødet med denne rå brutalitet. Enhver måtte stå for sin egen sikkerhed, da ordensmagten ikke magtede det.
Der er optagelser af borgere, der blev angrebet af unge voldsmænd bevæbnet med hammere. (Illustrationen er fra denne video)
Under urolighederne den 17. oktober blev 3.000 forretninger angrebet.
Det vakte opsigt, da præfekten i Paris, Patrice Faure, den 21. oktober sendte en besked til butiksindehavere om at styrke sikkerheden inden lørdagens store demonstrationer ved at hyre private vagtværn. Det burde være politiets opgave at beskytte de erhvervsdrivende og den øvrige befolkning.
Forud for de forventede demonstrationer lørdag den 24. oktober blev der i Paris indført udgangsforbud i områderne omkring Place de la République og Les Halles i tidsrummet kl. 23-06. Stationen Les Halles, der er et trafikalt knudepunkt for togforbindelser til de indvandrertætte boligområder i forstæderne, blev lukket i tidsrummet kl. 22-06. Man forsøgte med disse tiltag at dæmpe urolighederne.
Landets jøder føler sig utrygge
Man har under demonstrationerne set palæstinensiske flag, palæstinensertørklæder og propalæstinensiske slagord og graffiti som ‘Free Palestine’, ‘Intifada’ og ‘Free Gaza’.
Den 17. oktober blev synagogen Ohalei Yaakov i Paris samt jødiske butikker i en gade i Marseille raseret.
Der er dog uenighed om, hvorvidt der var tale om målrettede angreb mod det jødiske samfund, eller det var en del af den almindelige raseren i en kaotisk situation. Uanset årsagen bidrager disse hændelser til de franske jøders utryghed i den nuværende situation.
I Paris holdt en maskeret demonstrant et skilt op med teksten: “Arrêtez de nous gazer, nous sommes pas des Juifs” (Hold op med at gasse os, vi er ikke jøder), som om politiets tåregas kun burde rettes mod jøder, hvilket er en usmagelig henvisning til udryddelseslejrenes gaskamre under Holocaust.
På nettet næres antisemitismen af en kraftig stigning i antisemitiske opslag på de sociale medier i forbindelse med konfliktfyldte begivenheder. En rapport fra Combat Antisemitism Movement fandt således i dagene 16. – 18. oktober i alt 1384 opslag fra 816 unikke konti på X, der påstod, at optøjerne var organiseret af en jødisk elite, Israel, Mossad, zionister, Rothschild, med flere. Syv opslag opfordrede til vold mod, eller udryddelse af, jøder.
Der blev i 2025 registreret 1.320 antisemitiske hændelser i Frankrig.
La France Insoumise (LFI)
Det ekstreme venstrefløjsparti La France Insoumise har været ledende i mobiliseringen af de unge til fortsatte protester for bedre undervisningsforhold. Der er skabt et klima, hvor disse protester hurtigt overtages af diverse destruktive kræfter.
Kommunisten Jean-Luc Mélenchon stiftede La France Insoumise i 2016 og oplevede ved præsidentvalgkampen i 2022 en fremgang, der navnlig skyldtes en stor tilslutning i indvandrertætte kommuner. Tendensen bekræftedes ved Europa-Parlamentsvalget i 2024. Denne vælgerbase har haft betydning for partiets politiske retning. Medvirkende til muslimske vælgeres præference for LFI har været vedtagelsen af ‘separatismeloven’ i 2021. Loven, som LFI stemte imod, skulle styrke republikkens verdslige principper og ramme politisk islam. Den førte da også til opløsning af mange foreninger knyttet til Det Muslimske Broderskab, og adskillige tidligere medlemmer søgte nu at nedtone deres islamiske dagsorden ved at infiltrere ikkeislamiske politiske partier, som LFI.
La France Insoumise favner således to forskellige befolkningsgrupper: socialister og unge muslimer. På dagen for Hamas’ frygtelige terrorangreb, den 7. oktober 2023, udsendte LFI en pressemeddelelse, der på ingen måde tog afstand fra Hamas: “Vi beklager de israelske og palæstinensiske dødsfald. Vores tanker går til alle ofrene. Den aktuelle eskalering risikerer at føre til en cyklus af infernalsk vold.” Partiet har siden flittigt kaldt til ‘modstandskamp’ og talt om Israels ‘folkemord’, da ordet er velegnet til at mobilisere de unge i en forenklet ‘undertrykker-undertrykt’-fortælling.
LFI, og navnlig den kendte unge politiker Rima Hassan, roses i arabiske og iranske medier, det være sig i Al Jazeera og dennes ungdomskanal AJ+, Fadaat Media i Qatar, Al-Alam i Iran og Al Mayadeen i Libanon.
LFI’s palæstinensiske partnere
Politikere fra La France Insoumise ses ofte sammen med repræsentanter fra palæstinensiske organisationer, såsom Urgence Palestine, der blev dannet dagen efter Hamas’ terrorangreb, den 8. oktober 2023. Ifølge organisationen kæmper Hamas mod ‘undertrykkelsen’ og for ‘solidaritet med det palæstinensiske folks kamp’. Aktivisten Bader Lejmi underviser i, hvordan man får propalæstinensisk indhold lagt på Wikipedia. Rima Hassan fra LFI har en livvagt, der er fra Urgence Palestine.
Samidoun: Palestinian Prisoner Solidarity Network er en anden palæstinensisk organisation, som LFI har bånd til. De samler penge til PFLP og er tilknyttet Hamas. Samidoun i Berlin fejrede terrorangrebet den 7. oktober 2023 med uddeling af kage.
Salah Hamouri er tilknyttet PFLP og har deltaget ved flere demonstrationer sammen med LFI.
Gruppen Perspectives Musulmanes har et tæt samarbejde med Urgence Palestine. De arbejder for tørklæder i skolen og for ødelæggelse af Israel, mens de kæmper imod ‘islamofobi’ og den franske ‘kolonimagt’. Mest kendt herfra er Ehmad Ibrahim, der er tæt knyttet til politikerne Mathilde Panot og Thomas Portes fra LFI og til Rima Hassans livvagt.
Disse relationer beskrives i bogen ‘Les Complices du Mal‘, skrevet af Omar Youssef Souleimane.
Næste bølge af uroligheder
Lørdag den 31. oktober går det løs igen, når de gule veste formodes at føre an i urolighederne. Forretningerne har haft travlt med at opsætte masonitplader til beskyttelse at glasfacaderne, og den almindelige borger må belave sig på endnu en dag, hvor lovløsheden hærger.
Der forventes flere store, voldelige demonstrationer i den kommende tid. Da de gule veste demonstrerede i halvandet år i perioden 2018-2019, var demonstrationerne mindre omfangsrige end de aktuelle, og de medførte i alt mere end 1.500 sårede politibetjente, men i løbet af de seneste tre ugers voldsomme begivenheder er mere end 1000 betjente blevet såret. Politiet er presset, og som politiforbundets leder påpeger, er det uholdbart at skulle indsætte 60-70.000 politifolk weekend efter weekend for at imødegå vandalisterne.