REJSEN TIL PIEMONTE er en film om livslange venskaber og skal-skal-ikke forsøge at realisere sine drømme?  

Getting your Trinity Audio player ready...

**** 4 stjerner ud af 6  

 

Alexandra-Therese Keining (f. 1976) er svensk forfatter, filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun er bl.a. kendt for filmene ”Kyss mig” (2011), ”Pojkarna” (2015) og ”Universets gennemsnitlige farve” (2020). 

 

I sin seneste spillefilm, REJSEN TIL PIEMONTE optaget on location i Italien, har hun samlet et hold af Sveriges mest fremtrædende skuespillere med Helena Bergström i spidsen, 

 

HANDLING
Eva (Helena Bergström) har arvet en olivengård i Italien efter sin afdøde bror, Pelle. 

 

Til hendes store overraskelse. De to søskende har nemlig brudt med hinanden som konsekvens af, at Pelle meldte afbud til Evas bryllup med en mand, som Pelle mente var helt forkert for hende.  

 

Eva står midt i et vadested, efter at den restaurant, hun har brugt en stor del af sit liv på som kok, er gået konkurs. Men nu skal hun altså til Piemonte og begrave sin døde bror, der har ønsket at blive stedt til hvile i italiensk jord. 

 

Med på rejsen som støtte er tre af hendes venner siden ungdommen: Lena (Kajsa Ernst), dennes ex-mand, Bengt (Kjell Bergqvist) og Nico (Bjørn Kjellman), netop pensioneret advokat. Planen er klar: Pelle skal begraves, gården sælges, og så skal alle ellers tilbage til Sverige. 

 

Det kommer til at gå noget anderledes.   

 

Olivengårdens smukke hovedbygning, de naturskønne, solbeskinnede omgivelser – i modsætning til det kolde, triste og deprimerende gråvejr hjemme – det velsmagende fødevare-eldorado og hyggelige lokalsamfund lokker til at formulere spørgsmålet: Skulle de alle fire blive og nyde deres otium i Italien? 

 

Det oplagte svar er ’ja selvfølgelig’, MEN – der er en slange i paradiset. Så er det nu også den rigtige beslutning at rive teltpælene op og kaste sig ud i at etablere en helt ny tilværelse fjernt fra ’ Folkhemmet’? 

 

VURDERING
Genremæssigt kan filmen placeres som et komediedrama. Hovedtemaer er livslange venskaber og (manglende) parathed til at sadle om sent i tilværelsen og forsøge at realisere livsdrømmene. 

 

Helt overordnet er der tale om en charmerende og rørende feel-good film, der har sin styrke i fin humor, selvironi og fremragende skuespil. Helt ned i de mindste biroller.  

 

Det er en fornøjelse at lade blikket hvile i de smukke naturoptagelser, og manus er også i det store hele skruet godt sammen af instruktøren, om end med et par store bump på vejen, hvad angår troværdighed i dialog og personskildring. 

 

Dét minus – suppleret med, at vi heller ikke i ”Rejsen til Piemonte” kan slippe for den nu velkendte forstemmende fremstilling af mænd som afmaskuliniserede, handlesvage og pjokkede versus de effektive, dynamiske og handlekraftige kvinder – koster lige den femte stjerne.  

Længde: 111 minutter 

  • Medvirkende: Helena Bergström, Kjell Bergqvist, Björn Kjellman, Kajsa Ernst m.fl. 
  • Instruktør: Alexandra-Therese Keining 
  • Manus: Alexandra-Therese Keining
  • Censur: Tilladt for børn over 11 år  
  • Trailer: Rejsen til Piemonte 
  • Premieredato: Torsdag d. 29. oktober 
Del på Facebook