Denne bog er hamrende aktuel.
Mens danske biskopper kalder det et angreb på religionsfriheden, når politikerne (og den brede befolkning) vil se rabiate imamer efter i sømmene, og mens de – altså biskopperne – deltager i moskéindvielser, velsigner koranoplæsninger i kirkerne og er optaget af dialogsnak, er det velgørende at læse en bog om mennesker, der i fordums tider kæmpede for bevarelsen af deres kristne tro og levevis.
1400-årskrigen mellem kristendom og islam
Vi har nemlig igennem århundreder fået læst og påskrevet, at middelalderens korstog ikke handlede om andet end magtbegær, blodrus, europæiske intriger og en måde at give ridderslægternes ”overskudssønner” noget at bestille. Og at den islamiske krigerkultur lod deres erobrede kristne og jødiske befolkninger leve i fred og fordragelighed i en kulturel rigdom, som langt overgik Vestens. Intet af alt dette stemmer overens med de faktiske historiske forhold.
Korstogstanken opstod kun langsomt og tøvende som en reaktion på mere end 400 års islamisk ekspansion. Der var tale om ren og skær overlevelse for den kristne civilisation. Man var nødt til at gennemtænke selve begrebet ”krig”, fordi man ikke havde muslimernes begrebsapparat til organiseret, religiøs vold. Heraf opstod begrebet ”retfærdig krig” som forsvarskrig.
Andet accepterede kirken ikke. Kampen varede fra 1095 og faktisk helt indtil 1. verdenskrig, hvis vi tager efterdønningerne med. Nogle vil med rette hævde, at kampen slet ikke er forbi, men blot er genoptaget med andre midler.
En modgift til Jan Guillou
Bogens første halvdel er en tour de force i islams opståen og ekspansion. Herefter følger en grundig gennemgang af samtlige korstog. For denne læser har det sidste afsnit om årsagerne til vores fejlopfattelse af korstogene og om den nyeste forskning i emnet været nok så interessant.
De europæiske historikere, tænkere og forfattere har stået i kø for at fortælle historien om de ædle arabere og den humanistiske helt Saladin. Jeg behøver bare at nævne Jan Guillous bøger, som læses af millioner. Tag og læs Pihls og Rosenløvs bog som modgift!
Forfatterne hævder, at der ikke findes én eneste særskilt beretning om korstogene skrevet af en muslim. Det undrer mig lidt, for på min reol står der en bog af en Amin Maalouf om ”Korstogene som araberne ser dem”. Den er ikke nævnt i litteraturlisten, og den er da også kun ét langt forsvar for de stakkels undertrykte muslimers kamp mod de onde europæere.
De to forfattere har skrevet med henblik på gymnasieundervisningen, men bogen bør læses af en langt bredere kreds. De har udført et grundigt og fortjenstfuldt arbejde. Bogen er rigt illustreret og velskrevet, baseret på et omfattende kildemateriale, som gratis kan hentes fra nettet. Forlaget tilbyder endog arbejdsspørgsmål og elevquizzer. Den være hermed anbefalet på det varmeste.
Michael Pihl & Jesper Rosenløv
Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv
Frydenlund 2016, 237 sider, illustreret i farver, 249 kroner. Klik her for nethandel.