|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Når kartoflen bliver Folketingets næste offer
Af Søren Nørgaard
Danmarks største fjender sidder måske ikke uden for landets grænser. Nogle af dem sidder på Christiansborg – bevæbnet med lovforslag, regneark og gode intentioner. Danske kartoffelavlere er rystede i deres grundvold. Og det er ikke, fordi kartoflerne er blevet angrebet af Coloradobiller eller har fået for lidt regn.
Nej, denne gang er det Folketinget, der får jorden til at ryste. En ny lov om kvælstofregulering er førstebehandlet, og hvis alt går efter planen, kan den træde i kraft allerede ved årsskiftet. Landmændene skal reducere deres kvælstofudledning – blandt andet ved at bruge mindre gødning.
Det lyder jo umiddelbart så fornuftigt, at man næsten ikke tør stille spørgsmål. For hvem kan være imod et sundere vandmiljø? Problemet opstår, når den politiske virkelighed rammer den virkelige virkelighed ude på markerne.
Kartoffelavler Jørgen Kviesgaard siger til TV MIDTVEST: »Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Jeg er lidt magtesløs. Vi ved i bund og grund ikke, hvor vi er om et halvt år, når vi skal lægge kartofler til den nye sæson.« Det er jo en fremragende situation at drive landbrug under. Man planter kartofler i jorden og håber på, at Folketinget ikke planter en ny lov oven i dem.
Når virkeligheden ikke passer ind i regnearket
Avlerne peger blandt andet på, at kartofler ifølge beregningerne er registreret med en højere kvælstofudledning, end de mener svarer til virkeligheden. Minister Christian Rabjerg Madsen forsikrer til gengæld, at loven er baseret på »det bedst tilgængelige faglige grundlag fra universiteterne.« Det er sikkert korrekt. Men måske kunne man også prøve noget gammeldags: At spørge dem, der faktisk dyrker kartoflerne. For der findes trods alt en vis forskel på at dyrke kartofler på en mark og at dyrke dem i et regneark.
Danmark skal åbenbart importere det, vi ikke længere må producere
Det mest besynderlige er, at vi samtidig taler om forsyningssikkerhed, dansk fødevareproduktion og behovet for at bevare et stærkt dansk landbrug. Men hvis resultatet af den nye regulering bliver, at danske landmænd producerer færre kartofler, bliver spørgsmålet: Hvor skal kartoflerne så komme fra? Måske kan vi importere dem. For det er jo altid en god idé at få andre lande til at producere de fødevarer, vi selv har besluttet, at vores egne landmænd skal producere mindre af. Så kan vi samtidig glæde os over, at vores danske kartofler har fået et mindre dansk klimaaftryk – mens de udenlandske kartofler kommer sejlende eller kørende tusindvis af kilometer. Det må være det, man i moderne politik kalder en helhedsorienteret løsning.
Landmanden skal bare have tillid
Og så kommer den helt store klassiker: »Vi ved, hvad vi gør.« Det siger politikerne naturligvis. Men den enkelte landmand står tilbage med regningen og usikkerheden. Han skal investere, planlægge og købe udsæd måneder i forvejen. Han skal vide, hvad han må gøre på sin jord, og hvad det kommer til at koste. Det mindste, man kunne forlange, var vel, at reglerne var baseret på præcise og gennemskuelige beregninger – og at konsekvenserne for den faktiske fødevareproduktion var ordentligt belyst.
Måske skulle vi lade kartoflen være en kartoffel
Jeg er ikke imod rent vand. Jeg er ikke imod forskning. Jeg er heller ikke imod, at landbruget skal tage ansvar for miljøet. Men jeg er imod politik, der bliver så optaget af modeller, måltal og systemer, at man glemmer menneskene og virkeligheden på den anden side af skrivebordet. For hvad hjælper det, at vi får den perfekte regulering på papiret, hvis vi samtidig gør det vanskeligere at producere danske fødevarer? En kartoffel er trods alt ikke en Excel-celle. Den vokser i jorden. Og måske burde nogle af dem, der vedtager reglerne for landbruget, en gang imellem stikke hænderne ned i den samme jord. Det kunne være sundt. For både dem – og for kartoflen. **Og hvis Christiansborg fortsætter sådan, ender vi måske med, at den største trussel mod den danske kartoffel ikke længere er tørke, sygdom eller skadedyr. Det bliver Folketinget.**
