Transseksuelle må bringes til at forstå, at de ikke skal mase sig ind i børns undervisning eller invadere kvindesporten, hvor de absolut intet har at gøre

KØNSIMPERIALISMEN PÅ MARCH

I den seneste tid har man i medierne kunnet se indlæg fra homoseksuelle mænd, der føler, at trans-bevægelsen har kuppet bøssernes årelange kamp for anerkendelse og respekt som alle andre borgere i samfundet. Det ser da også ud til, at lbgt+ bevægelsens årlige procession, Priden, har ændret karakter fra en homo-fest til et dragshow domineret af bemalede mænd iført diva-festskrud og fjerboa. Udenfor islamiske kulturkredse eksisterer der i de vestlige demokratier ikke modvilje eller repressalier mod homoseksuelle. For hundrede år siden blev de anset for syge mennesker forfaldne til unævnelige perversiteter. I dag kan man være åben om sin homoseksualitet overalt i samfundet, på arbejdspladsen, i familien og i vennekredsen. Der vil altid være private og individuelle ringeagtsytringer og vrede mod homoseksuelle, men det gælder jo alle minoriteter. Det vigtigste er imidlertid, at samfundet som helhed respekterer og anerkender homoseksuelle som normale mennesker om end med en unormal seksualitet.

Den tilspidsende kønskamp i dag er således ikke mellem almindelige homoseksuelle og et overvejende heteroseksuelt samfund, men mellem samfundet og transbevægelsen, der forlanger, at transseksualiteten anerkendes som en normal adfærd i det danske samfund. Det er derfor, at den militante del af lbgt+ vil tillade kønsskifte på børn, undervisning af transseksualitet i skolen og frem for alt inklusion af biologiske mænd i kvindesporten. Det er en håbløs opgave, da der i samfundet er stor forskel på menneskelig og seksuel normalitet. Aalborg Universitet og Statens Seruminstitut gennemførte for nogle år siden en omfattende undersøgelse af danskernes seksualitet med flere end 60 000 respondenter, hvilket giver resultater med høj validitet og statistisk signifikans.

Det viste sig, at kun 1,1 procent af de adspurgte identificerede sig som homoseksuelle og sølle 0,01 procent som transseksuelle eller født med det forkerte køn. Regnbuebevægelsen har dog med en stærk pr- og lobbyindsats kombineret med overvældende støtte fra medier og politikere sparket de seksuelle minoriteter godt op ad normalitetsstigen. Til trods for en aggressiv indsats er det alligevel ikke lykkedes trans-organisationen at anbringe biologiske mænd ind i kvindeuniverset. Der har dog været en vis fremgang hos DBU’s ledelse, der altid føjer sig efter den offentlige mening. Således kan transmænd nu spille kvindefodbold i DBU Sjælland på klubplan, men ikke på eliteplan, da både UEFA og FIFA ikke ser for sig, at store stærke mænd optræder på kvindeholdene eller vifter med viktualierne under damebruseren efter kampen.

Det store trans-slag står imidlertid i USA, hvor seksuelle minoriteters rettigheder kædes sammen med den politiske kamp og skarpe polarisering af samfundet. Præsident Trump og de borgerlige politikere er inderligt imod biologiske mænd i kvindesporten. Halvdelen af USA’s vælgere hader Trump og sympatiserer derfor med alt, hvad der går imod præsidentens holdninger og udtalelser. Det giver trans-bevægelsen en stærk stemme, som kræver fuld DEI (Diversity, Equity, Inclusion), altså mangfoldighed, værdinivellering og inklusion for transpersoner overalt i samfundet. Trans-agenterne har udset sig basketball-sporten som slagmark.

Kvindernes elite basketball er domineret af tårnhøje sorte og ofte lesbiske spillere, der altid melder sig klar til at tage et opgør med den hvide races overherredømme. En modig Sophie Cunningham fra topklubben Indiana Fury har offentligt taget skarp afstand fra transmænd i kvindesporten. Hun er derfor forhadt i hele det store ny-marxistiske USA, i medierne og blandt afro-amerikanerne og ikke mindst hos Demokraterne, der støtter varmt op om trans-sagen. USA’s bedste kvindelige basketball-spiller gennem tiderne, Caitlin Clark, er ligeledes blevet ramt af hadbølgen. Hun er hvid, heteroseksuel og nægter at udtale sig om transspørgsmålet. Hun er således aparte og bliver kanøflet og overfaldet under kampene af hadefulde modstandere. Sophie Cunningham støttes af tennisikonet Martina Navratilova, der i øvrigt selv er lesbisk. Også vor tids udgave af H.C. Andersen, J.K. Rawlins, der har henrykket millioner af børn og voksne kloden over med fortællingerne om Harry Potter, er nu lige så forhadt, som hun før var elsket, fordi hun uden omsvøb har fordømt biologiske mænd i kvindesporten.

Regnbuebevægelsens fortropper står således stærkt især i USA, men også i Europa i en akse af islam, jødehad, marxisme og anti-borgerligt tankesæt. Man skal dog ikke undervurdere den anden halvdel af USA. Dem uden studentereksamen. De ytrer sig ikke højlydt i demonstrationer, på sociale medier eller på tv. De stemmer med fødderne og tegnebogen. Da USA’s førende øl-mærke Budd Light brugte en trans-mand, Dylan Mulvaney, i en reklame, forsvandt kundekredsen. Budd Light har i dag kun 40 procent af sin markedsandel før transreklamen. Da varehuskæden TARGET udstillede transtøj i en stor udstilling, forsvandt kunderne, som ikke ønskede at forklare deres børn, at de der mærkelige underbukser havde til formål at skjule konturerne af de mandlige kønsorganer. Da den danske ingredienskoncern, Chr. Hansen, satte et regnbueflag som sit logo, truede virksomhedens amerikanske kunder med at afbryde samarbejdet. Regnbuen forsvandt.

Vi må håbe på, at en Sophie Cunningham eller en J.K.Rawlins dukker op på den danske scene og trækker medier og politikere ud af regnbuerusen. Naturligvis skal seksuelle minoriteter have deres retmæssige plads i det danske demokrati. Ikke mindst de mange almindelige homoseksuelle, der som én udtrykker det i Berlingske ”ønsker personlig frihed, lighed for loven, retten til at leve sit eget liv og beskyttelse mod vold og social kontrol”. På den anden side må transseksuelle bringes til at forstå, at de ikke skal mase sig ind i børns undervisning eller invadere kvindesporten, hvor de absolut intet har at gøre.

Artiklen er trykt på aamund.dk