|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Det er en nødvendig retssag om æreskrænkelse, Morten Messerschmidt har valgt at indlede mod den radikale partiformand Martin Lidegaard. Hudfarve er enormt vigtigt for venstrefløjens offer-ideologi. De svælger i ‘brun’, ‘hvid’ og ‘sort’. Borgerliges modstand mod islam har derimod intet med muslimernes farve at gøre. Det skriver redaktør af Kontrast, Lars Kaaber.
Dybest set, synes jeg ikke om, at politikere sagsøger hinanden for, hvad den ene eller anden har sagt i en debat. Det må være muligt for politikerne at finde ud af, hvor grænsen går mellem debat og angreb på personlige ære på andre måder end via domstolene.
Men i sagen mellem Morten Messerschmidt og Martin Lidegaard kan jeg faktisk godt forstå, at Morten Messerschmidt vil have trukket en streg i sandet, når det kommer til beskyldninger om, at hudfarve bliver tillagt nogen betydning i kritikken af muslimsk indvandring.
Det med hudfarve er ikke noget, der optager højrefløjen. I det store hele er de fleste borgerlige mennesker, jeg kender ret farveblinde i mødet med andre mennesker. Jo flere man møder, desto lettere falder det én at undgå at lægge mærke til. Det gælder også for køn i professionelle sammenhænge.
Borgerlige mænd omgås kvinder på jobbet uden at tillægge kønnet betydning og vice versa. Det er simpelthen ikke et issue, som behøver at fylde noget. Selvom der selvfølgelig er forskelle på mænd og kvinder, så er forskellen ikke så stor, at man behøver at tillægge det betydning hverken i forhold til ansættelse eller omgang mellem kolleger.
Racismen levede blandt os
Sådan har det ikke altid været. Man skal ikke benægte, at gennem historien har et menneskes hudfarve været et stigma, man ikke kunne undslippe. I min barndom hed indianere ’rødhuder’, som sloges mod ’blegansigter’. Man kan finde utallige eksempler på den form for racisme i alle kulturer og til alle tider.
Racisme er formentlig en naturlig egenskab i mennesket, som det kræver en aktiv kulturel modstand at neutralisere. Og det bør man som et borgerligt menneske. Borgerlige dyder er nemlig i høj grad en modstand mod uønskede sider af det naturlige – det er kultur.
Jeg voksede op i en verden, hvor sorte i USA og Sydafrika systematisk blev forskelsbehandlet i loven. Sådan var det, og jeg vil ikke underkende den kamp for ligeret, som de sorte har været igennem med borgerrettighedsbevægelser i både USA og Sydafrika.
Kvindebevægelsen har på samme måde haft sin berettigelse. Ikke som venstreorienteret, revolutionær bevægelse, men som et opgør mod en borgerlig samfundsorden, hvor kvinden ikke blev behandlet som ligeværdig. Jeg kan i tilbageblikket kun beklage, at datidens borgerlige var for langsomme og for modstræbende i det opgør.
Vi er kommet ud over det. I de vestlige lande har vi gennemgået en kulturel udvikling, som har strakt sig over flere hundrede år, før vi fik skabt konsensus om, at hudfarve og køn ikke er betydende forskelle, som man skal dømme folk på. Det er således i dag blevet en borgerlig dyd at gøre sig umage med at være farveblind, selvom mennesket fra naturens hånd er indrettet til det modsatte.
Krampagtige venstrefløj
Men venstrefløjen er gået den modsatte vej. I takt med at samfundets borgerlige orden er blevet indrettet med lige ret og anseelse til alle uanset race eller køn, har venstrefløjen udviklet nye begreber, forstærket identitetsmarkører og offergjorte minoriteter.
Naturligt nok, for venstrefløjen har brug for de udvendige træk som hudfarve i deres evindelige forsøg på at påvise, at brune og sorte lever under en såkaldt strukturel racisme, som stiller dem ringere og gør dem til evige ofre for de hvides undertrykkelse.
Det er dog kun oveni deres egne hoveder, at denne gammeldags racisme lever, men for at holde sammen på deres argumentation er det pinedød nødvendigt, at vi på højrefløjen bekræfter deres fordomme og mentalt sorterer folk efter farven i ansigtet.
Det er derfor, venstrefløjen nærmest konsekvent kalder indvandrere fra Stormellemøsten ’brune mennesker’ og sætter dem i en minoritetskasse som ’brune’. Dem er det synd for. Dem diskriminerer de højreorienterede – ja, hele samfundet, lyder påstanden.
Det er også venstreorienterede, der skriver tykke bøger med snørklede konstruktioner, der skal påvise den ’hvide mands’ dominans over både kvinder og ’brune’. På universiteternes woke-institutter ’forsker’ man i den slags og bekræfter således sig selv i, at de højreorienterede og især de højreorienterede mænd er racister.
Den nødvendige retssag
Den radikale partiformand lider af præcis denne vrangforestilling, eller forsøger at spille på, at hans vælgere har den, da han i den famøse debat med Morten Messerschmidt sagde: ”Man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her”.
Det er med andre ord ’den brune mand’, som Morten Messerschmidt beskyldes for at forfølge. Den brune mand, som venstrefløjen har opfundet for at deres egen ideologi og der til hørende fjendebilleder kan hænge sammen.
Det skylder vi som samfund at tage et opgør med, og det vil være glædeligt om retssystemet løfter blikket og får klarhed over, hvad der er på spil, hvis Martin Lidegaard og hans meningsfæller ikke får sat en bom ned foran sig, så racismeanklagerne kan forstumme.
