”The Invite” er en morsom og skarp film om et bredt udsnit af moderne menneskers eksistentielle problemer

Getting your Trinity Audio player ready...

**** 4 stjerner ud af 6 

 

Olivia Wilde er både instruktør på og hovedrolleindehaver i filmen THE INVITE. 

 

Hun er født i 1984 som Olivia Jane Cockburn, og da hun indleder denne sin tredje spillefilm med et Oscar Wilde-citat: ”Man bør altid være forelsket. Derfor bør man aldrig gifte sig”, ligger det lige for at spørge, om navneforandringen til Wilde signalerer, at hun gerne vil være det kvindelige modstykke til den vittige, skarpe og i sin samtid stærkt omstridte mandlige forfatter (1854-1900)? 

 

Vittig og skarp er i hvert fald en stor del af dialogen i ”The Invite”. 

 

Olivia Wilde fik sin instruktørdebut med ”Booksmart”, og titlen på hendes anden spillefilm lyder ”Don’t Worry Darling”. 

 

HANDLING
Mens de introducerende rulletekster løber over lærredet, er der voice-over med en mand-og kvindestemme. Stemmerne tilhører tilsyneladende to mennesker, der spiller firhændigt på klaver. Mystisk, men bliver sat på plads i slutscenen. 

 

Spring til første scene, der blænder op for en sammenbidt, midaldrende mand, Joe (Seth Rogan), der sidder alene i en stor koncertsal. Han viser sig at være musiklærer på et ikke særligt velrenommeret konservatorie – og at leve i et ulykkeligt ægteskab med Angela (Olivia Wilde). Sammen har de en 12-årig datter. 

 

Angela er hjemmegående og får sin tid til at gå med boligindretning af den San Fransisco-lejlighed, de har overtaget efter Joes forældre. Joe har tidligere været musiker i et band, men egen musikudøvelse er nu lagt fuldstændigt på hylden og erstattet af ene undervisning.  

 

Joe og Angela skændes konstant, og på den dag vi møder ægteparret, får deres frustrationer i forhold til den anden et ekstra nøk. Angela har nemlig uden Joes vidende og accept inviteret deres overboere, Pina (Penélope Cruz), og Hawk (Edward Norton), til middag. Angela ønsker, at parret efter den halve års renovering af den historiske lejlighed – og håndværkerstøj – endelig skal have mulighed for at besigtige det færdige resultat.

 

Joe er træt efter en lang dag med et arbejde, han oplever meningsløst. Dertil kommer, at han lider af rygproblemer, så det sidste han har lyst til er middagsgæster. Det besøg skal aflyses.

 

Angela, på sin side, er ikke til sinds at lave om på aftalen og opgive det arrangement, som hun har brugt flere dage på at stable på benene.  

 

Da gæsterne banker på, har de ikke kunnet undgå at høre det højlydte skænderi. I stedet for at trække sig tilbage i god orden, tager de i stedet fat om nældens rod. 

 

Derfra udvikler aftenen sig i en helt uforudsigelig retning. 

 

VURDERING 

Genremæssigt kan ”The Invite” karakteriseres som et kammerspil for fire personer, der udspiller sig uden spring i tid eller sted og strækker sig over en aften i Joes og Angelas nyrestaurerede lejlighed.  

 

Manuskriptet bygger da også på forfatteren og instruktøren Cesc Gays spanske film ”Sentimental” (2021), der igen baserer sig på et teaterstykke af Gay fra 2016. 

     

Hovedtemaer er det svære parforhold, forliste drømme, frihedstrang, seksuelle lyster og længslen efter at føle passion og engagement. 

 

Manus og dialog – afviklet i en lind strøm af pinlige og akavede optrin – er et langt stykke ad vejen både morsom, komisk og skarp. Facaderne falder for samtliges vedkommende undervejs, og sammenlagt kommer de fire aktører til at repræsentere et bredt udsnit af moderne menneskers eksistentielle problemer. 

 

Der er mere eller mindre tiltalende budskaber i filmen, og tematikken må vel siges efterhånden at være lidt fortærsket? Tilbage står, at ”The Invite” er værd at se på grund af fremragende skuespil. 

  • Medvirkende:  Seth Rogen, Olivia Wilde, Edward Norton & Penélope Cruz 
  • Instruktør: Olivia Wilde
  • Manus: Will McCormack & Rashida Jones 
  • Censur: Tilladt for børn fra 7 år 
  • Trailer: The Invite 
  • Premieredato: Torsdag d. 13. august 
Del på Facebook