Ungarns hovedstad, Budapest, med godt 1,7 millioner indbyggere, er mere end blot sammensmeltningen af de to byer Buda og Pest.
Donaus Perle, som byen også kaldes, har været på UNESCOs liste over verdens kulturarv siden 1987 og byder på stribevis af kulturelle events, gastronomiske oplevelser, termiske bade, historiske områder, speciel arkitektur, shopping og meget mere – alt sammen til en meget overkommelig pris.
Ønsker man selv at udforske byen, fremfor en tur med de klassiske hop-on hop-off busser, så gør Budapests metro-, bus- og sporvognssystem det ganske nemt.
Det officielle Budapest Card kan give mange fordele, og foruden rabatter til diverse butikker og cafeer, adgang til Lukács Spa, 8 museer og en guidet gåtur giver kortet ubegrænset brug af byens offentlige transport.
Det kan meget vel betale sig at investere i sådan et kort, da man i Budapest ellers skal købe ny billet hver gang man skifter bus, metro eller sporvogn. Alternativt kan man købe et dagspas til de offentlige transportmidler til ca. 45 kroner.
Oplev byens attraktioner
Budapest byder på et væld af attraktioner. En af de uundgåelige er slotsdistriktet. Man kan nemt bruge en hel dag i dette område, som spiller en yderst central rolle i landets historie.
Oplev de hyggelige små brostensbelagte gader, Mathiaskirken fra 1200-tallet, det royale slot, Ungarns Nationalgalleri og ikke mindst Fiskerbastionen. Fra sidstnævnte vil man tydeligt kunne se, hvorfor Budapest også kaldes Donaus Perle.
Udsigten fra Fiskerbastionen over Donau-floden, de historiske broer, hovedstadens grønne oase Margretheøen, Pest-delen med de mange paladser og ikke mindst det karismatiske parlament på flodbredden er helt unik. Har man tid og mulighed for at tage ind i den ny-gotiskeparlamentsbygning er det bestemt også at anbefale.
St. Stephens Basilika Foto Danny Jakobsen
Andre områder som bør udforskes, er centrum omkring Skt. Stefans Basilika og den kendte shoppinggade Váci utca samt Heltepladsen med kunsthallen og kunstmuseet på hver sin side. Kunstmuseet har en stor samling af værker fra bl.a. Rembrandt, El Greco, Rafaello og mange andre berømte personligheder.
Bag Heltepladsen finder man den største park i Budapest, Byparken, med det berømte Széchenyi Spa, Budapest Zoo, Transportmuseet og ikke mindst Vajdahunyad Slottet, som blev bygget for at fremstille de mange historiske stilarter, som er fundet i Ungarn, bl.a. romersk, gotisk, renæssance og barok.
Spis ude
Er man i Ungarn, bør man naturligvis også nyde et traditionelt ungarsk måltid. En af byens bedste lokale restauranter er opkaldt efter en af landets mest populære ingredienser, nemlig paprika. Paprika Vendélgő ligger ikke langt fra Heltepladsen på Dózsa György út 72.
Menukortet er spækket med typiske retter, såsom gullasch, fiskesuppe og diverse fjerkræsretter. Restauranten er indrettet som et typisk gammeldags landmandshjem og portionerne er rigtig store, så kom sulten.
Budapest tilbyder mange forskellige tema-restauranter, men en af de mest kendte er Sir Lancelot, som er en restaurant med et gennemført middelaldertema. Udover den specielle indretning og de action-præget live shows er restauranten kendt for sine enorme portioner som, i ægte middelalderstil, indtages med fingrene.
En restaurant med god stemning for både turister og lokale. Centralt beliggende på Podmaniczky u. 14 tæt ved togstationen Nyugati Pályaudvar.
Skal det være gourmet i verdensklasse er Onyx stedet man bør gå efter. Onyx fik i 2011 tildelt en Michelin-stjerne, som de ganske fortjent har beholdt lige siden. Maden tager udgangspunkt i en moderne version af det ungarske køkken med de bedste lokale ingredienser.
Restauranten ligger centralt på Vörösmárty pladsen. Priserne er bestemt fair og en tre-retters frokostmenu kan fås for under 200 kroner.
Bo behageligt
Det femstjernede Buddha-Bar Hotel Budapest Klotild Palace tilbyder en førsteklasses beliggenhed på Váci utca i hjertet af Budapest.
Hotellet har eksisteret i godt to år, og vandt sidste år Best International Hotel Interior Award. Indrettet i et nyrenoveret historisk palads fra 1900-tallet og designet i moderne asiatisk stil giver hotellet et eksempelløst præg, og tilføjer man den verdensberømte Buddha-Bar musik, skabes der en unik stemning.
Fitness- og wellnessområdet er til fri afbenyttelse, ligesom hotellet byder på en håndfuld forskellige muligheder for god mad og specielle drinks. Priser fra ca. 700 kroner per nat i et standard dobbeltværelse. Yderligere information findes her.
Buda Castle Fashion Hotel er et hyggeligt firestjernet hotel beliggende i Slotsdistriktet. Dette charmerende og fredsfyldte hotel med tilhørende have tilbyder alle de nødvendige faciliteter for et godt ophold i det flotte område omkring det royale slot og Fiskerbastionen.
De 25 moderne værelser og suiter tilbyder gratis trådløst internet, fladskærms-TV, kaffemaskine, minibar, klimaanlæg med mere. Priser fra ca. 500 kroner per nat i et standard dobbeltværelse. Find mere information her.
Ønsker du at bo centralt på pest-siden er Hotel Central Basilica et godt og prisbevidst valg. Med en beliggenhed klods op af Skt. Stefans Basilika, er dette hotel den perfekte base for at udforske Budapests centrum og byens mange restauranter, cafeer og spillesteder.
Hotelbygningen stammer helt tilbage fra 1879, og har siden gennemgået mange renoveringer, så den i dag står flot og indbydende.
Hotel Central Basilicas 43 superior-værelser og 3 lejligheder rykkede ind i bygningen i 2007, og har siden etableret sig som et positivt bekendtskab for byens mange turister og forretningsrejsende. Priser fra ca. 450 kroner per nat i et standard dobbeltværelse. Klik her for yderligere information om hotellet og priserne.
Kilde: trivago
www.trivago.dk giver rejsende en unik mulighed for at finde det perfekte hotel til den bedste pris. trivago hjælper hver måned 45 millioner brugere med at sammenligne priser fra mere end 200 hotelbookingsider. Mere end 700.000 hoteller og mere end 82 millioner hotelanmeldelser fra hele verden er inkluderet i trivago’s søgninger, som dermed giver brugerne de bedste vilkår i deres rejseforberedelse. I gennemsnit sparer rejsende 35 % per booking ved at benytte trivago. For at gøre det så nemt som muligt lader trivago tilmed den rejsende søge efter en bestemt region, by eller hotelnavn. trivago GmbH blev grundlagt i 2005 og har hovedkvarter i Düsseldorf, Tyskland, hvorfra de mere end 39 forskellige landeplatforme drives af virksomhedens medarbejdere.



