|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Godkendelse af en asylansøgning tager “højst en halv time”, mens afslag kan tage mange timer.
Storbritannien bliver invaderet i stor skala af såkaldte ‘små både’, nogle med op til 100 illegale migranter, hvoraf mange kommer fra ikkevestlige muslimske lande som Afghanistan, hvor man hader Vesten og vestlige værdier.
De siger, de er forfulgte, og de søger asyl i Storbritannien.
Labour-ledere, medier og aktivister siger, de tror på dem, og de insisterer på, at de flygter fra undertrykkelse.
Men nu er det blevet afsløret, at kun én procent er reelle asylansøgere. 99 % af asylansøgningerne er falske. Det siger en erfaren embedsmand fra det britiske indenrigsministerium til avisen The Times.
Kun 1 procent af asylansøgningerne er ægte, siger whistleblower . Sådan indleder The Times (bag paywall) sit interview med den anonyme sagsbehandler “J” inden for immigrationsområdet. Han har vurderet tusindvis af sager over flere år. Det, han beskriver, er ikke individuelle sager, der glider gennem nåleøjet.
Han siger, at mange asylansøgninger i den grad virker fabrikerede. Der står ofte det samme i forskellige ansøgninger. Han og andre mener, der er tale om “pakkeansøgninger”. Nogen der kender proceduren laver en pakke med det en asylansøger skal bruge for at få asyl. Denne pakke er der så et antal illegale migranter der køber og bruger til at søge asyl.
J sagde, at han og kolleger havde mødt “hundredvis” af påstande fra pakistanske asylansøgere, der hævdede at være homoseksuelle. Men de havde ofte den samme kæreste, som havde fremlagt breve, der støttede deres påstande om at være homoseksuelle mænd. Han sagde: “Han har fremlagt hundredvis af meget åbenlyst falske støttebreve.”
De pakistanske mænd, der hævder at være homoseksuelle, viste fotografier fra det samme homoseksuelle sted i det østlige London, Legs 800 Club, som lukkede permanent sidste år. “Du får de her billeder, og der ville stå ti pakistanske fyre topløse i klubben med armene om hinanden og tage billeder for at bevise, at de er homoseksuelle.” (JihadWatch)
Det er klodsede løgne, og Labour-regeringernes beslutning om at godkende løgnene er et valg. Et valg for at muliggøre invasionen i at fortsætte.
“Højst 1 procent af asylansøgerne er ægte. Der er næsten ingen del af asylsystemet, som ikke enten er et massivt svindelnummer eller bare virkelig dysfunktionelt. Intet virker, som det skal.”
Han oplever et pres fra Labour-regeringen om at give asyl til mange af ansøgerne. Det gør sagsbehandlingen meget kortere, og det aflaster et overbelastet asylsystem.
Interviewet i The Times har vakt opsigt i flere lande. I Norge skriver netmediet rights.no om afsløringerne:
Flere slags svindel
En type sag er dukket op så ofte, at den er blevet en løbende joke blandt sagsbehandlere: Irakiske kurdere, der hævder at have haft en affære med datteren af regionens premierminister. Ifølge whistlebloweren er der hundredvis af ansøgere. Alle fortæller praktisk talt den samme historie. Alle hævder, at de risikerer deres liv, hvis de bliver sendt tilbage.
Et andet tilbagevendende mønster kommer fra Pakistan. Hundredvis af mænd hævder at være homoseksuelle og at have haft et forhold til den samme mand. Denne mand har til gengæld indsendt støtteerklæringer – igen og igen. Sagsbehandlere ser de samme typer fotografier, ofte fra den samme klub i Østlondon, Legs 800 Club, som for længst er lukket. Billederne viser grupper af pakistanske mænd uden skjorte, der holder armene om hinanden, tilsyneladende for at dokumentere homoseksuel seksuel orientering.
Der kommer ansøgninger fra Bangladesh, hvor ansøgerne hævder at være medlemmer af den politiske opposition med tilknytning til det tidligere regeringsparti, som nu er forbudt. Problemet er, at mange af dem ikke er i stand til at besvare grundlæggende spørgsmål om det parti, de hævder at have risikeret deres liv for.
Mønsteret antyder, at der findes netværk, rådgivere eller organiseret viden om, hvad der “virker” i det britiske system. Når historier standardiseres, bliver det vanskeligere for den enkelte sagsbehandler at skelne mellem reel forfølgelse og en samlet fortælling.
Et ødelagt system
Whistlebloweren beskriver en proces, der i praksis inviterer til misbrug. Først gennemføres en kort screeningssamtale, hvor ansøgere ofte giver vage svar. Derefter går der måneder, før den mere dybdegående samtale finder sted. I mellemtiden har ansøgerne tid til at finpudse deres historie, indhente dokumenter og koordinere detaljer.
Samtidig er sagsbehandlere begrænsede i deres muligheder. De må ikke kontakte myndighederne i oprindelseslandet af fortrolighedshensyn og af frygt for at bringe ansøgeren i fare. I praksis betyder det, at åbenlyst fabrikerede dokumenter og støtteerklæringer sjældent verificeres, hvor det rent faktisk ville være muligt at afsløre dem.
Næsten intet fungerer, som det skal, siger whistlebloweren, der i The Times omtales som “J.” Hans vurdering er, at højst én procent af ansøgningerne reelt er baseret på reel forfølgelse.
Asylinstitutionen har til formål at beskytte mennesker, der risikerer forfølgelse på grund af politisk anskuelse, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en social gruppe eller seksuel orientering. Når systemet i stedet er fyldt med færdiglavede historier, undermineres både dets legitimitet og kapacitet.
Et europæisk problem
De, der rent faktisk bliver forfulgt, må konkurrere om opmærksomhed og ressourcer med dem, der har lært manuskriptet. Sagsbehandlere bliver demotiverede, når de ser de samme opdigtede historier blive gentaget uden at kunne gøre noget. Og offentlighedens tillid til hele asylsystemet forsvinder naturligt som dug for solen.
Det britiske indenrigsministerium påpeger, at der findes procedurer til at teste troværdigheden. De påpeger også, at andelen af imødekomne ansøgninger er faldet betydeligt i de senere år. Selvom de har ret i sidstnævnte, modbeviser dette ikke whistleblowerens påstand om, at metoderne til at omgå systemet er blevet sofistikerede og systematiske.
Når kontrollen er svag, og incitamenterne er stærke, vil der altid være aktører, der udnytter hullet, og Storbritannien er ikke alene om dette problem. Det er et europæisk problem, hvor modtagerlande oplever lignende mønstre af identiske historier, standardiserede “beviser” og et system, der er designet til at tage ansøgerens forklaring alvorligt, ofte uden tilstrækkelige værktøjer til at afsløre organiseret misbrug.
Asylretten er vigtig. Netop derfor skal den forsvares mod dem, der systematisk misbruger den. Hvis systemet ikke formår at skelne mellem reelt behov og færdige pakkeløsninger, vil det i sidste ende miste både politisk og moralsk støtte. Så er det de virkelig forfulgte, der vil være de største tabere.
