|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
***** 5 stjerner ud af 6
PRIMAVERA betyder det første forår og er titlen på instruktøren Damiano Michielettos (f.1975) første spillefilm. Damiano Michieletto er italiensk sceneinstruktør og især kendt for at have iscenesat en række prisvindende operaproduktioner over hele verden.
HANDLING
Vi befinder os i Venedig i begyndelsen af 1700-tallet. Nærmere bestemt i Ospedale della Pietà, der er byens største børnehjem og berømt for sit enestående musikprogram.
På børnehjemmet bliver de mest talentfulde piger opøvet som musikere og sangere, og blandt dem er den kønne, 20-årige violinist, Cecilia (Tecla Insolia).
Gruppen optræder regelmæssigt i kirken og ved festlige arrangementer hos deres mæcener i det venetianske borgerskab – begge steder underkastet særlige regler. Pigerne skal for børnehjemmets økonomiske støtter enten optræde bag et gitter eller bære maske.
Eneste udvej for at slippe væk fra børnehjemmet er gennem ægteskab. Omvendt er børnehjemmet det eneste sted, hvor pigerne har mulighed for at blive ved med at udøve deres musik.
En ny situation opstår, da børnehjemmet udskifter den hidtidige kunstneriske leder med en anden dirigent og violinlærer. Det er den helbredsmæssigt svagelige, myreflittige og ambitiøse komponist, Antonio Vivaldi (Michele Riondino), der hurtigt får blik for Cecilias unikke, musikalske talent og udnævner hende til 1. violinist i orkestret.
Vil det lykkes Cecilia at undslippe ægteskabet med en højtstående venetianer, så hun kan blive ved med at dyrke den musik, hun så passioneret brænder for? At få lov til selv at bestemme over sit liv?
VURDERING
Genremæssigt placerer filmen sig mellem biografi, (musik)historie og fiktionsdrama og tematiserer drømme, tab, kunstnerisk passion – samt skabelsen af Antonio Vivaldis De fire årstider.
“Primevera” er et brag af en spillefilmsdebut, fordi næsten hver eneste billedsekvens kan sammenlignes med et Vermeer-maleri. Der er tale om et sandt udstyrsstykke, et orgie i æstetik, hvor øjet næsten hele tiden hviler i noget skønt. Og det hvad enten det er overklassens celebre interiører og farverige kostumer eller børnehjemmets enkle, strenge linjer og uniformer.
Dele af manus er ikke ganske troværdigt og slutningen decideret usandsynlig, taget i betragtning at tidsrammen er primo 1700-tallet. Men knasterne glider i baggrunden med denne smukke hyldest til musikkens – den klassiske! – frigørende og forløsende kraft.
Længde: 110 minutter
- Medvirkende: Michele Riondino, Tecla Insolia, Fabrizia Sacchi m.fl.
- Instruktør: Damiano Michieletto
- Manus: Ludovica Rampoldi – frit baseret på romanen STABAT MATER af Tiziano Scarpa
- Trailer: PRIMAVERA
- Censur: 11 år
- Premieredato: Torsdag d. 10. september