|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Søndag den 6. september nåede en 14 meter lang gummibåd med omkring 140 migranter den engelske sydkyst efter en usædvanlig og farefuld rejse fra Utah Beach i Normandiet, langt vest for de områder omkring Calais og Dunkerque, hvorfra langt de fleste illegale bådmigranter hidtil har forsøgt at krydse Den Engelske Kanal. Turen havde taget omkring 11 timer og var omtrent tre gange så lang som den sædvanlige overfart mellem Calais og Dover.
Det var første gang, man havde registreret en migrantbåd med afgang så langt mod vest, og muligvis endnu et eksempel på den velkendte dynamik i den britiske migrantkrise: Når myndighederne lægger pres på én rute, finder menneskesmuglerne en anden.
Bådens passagerer blev samlet op af RNLI’s (Royal National Lifeboat Institution) redningsbåde. Portsmouth Harbour og Southampton afviste imidlertid at tage imod dem med henvisning til manglende faciliteter, hvorefter de blev bragt i land ved Eastney ved Portsmouth.
Her ventede flere hundrede mennesker, som i tre timer blokerede den eneste vej ind og ud, så de tre busser, der skulle transportere migranterne videre, ikke kunne komme væk.
Dagen før havde der været en lignende aktion i Dover, hvor flere hundrede sortklædte og maskerede mænd tidligt om morgenen blokerede centrale veje til og fra havnen med kilometerlange køer til følge.
Patriot Platform vil have handling – men den skal være lovlig
Aktionerne blev organiseret af den nydannede Patriot Platform ledet af Daniel Thomas, bedre kendt som Danny Tommo og tidligere bodyguard for Tommy Robinson. Og de adskiller sig på et afgørende punkt fra de mange migrationskritiske demonstrationer, Storbritannien efterhånden har vænnet sig til: Formålet var ikke bare at demonstrere, men at handle.
I årevis har briter demonstreret mod den illegale migration over Kanalen. De har protesteret foran migrant-hoteller, stemt på partier, der har lovet at få kontrollen over grænsen tilbage, og Tommy Robinsons Unite the Kingdom-demonstrationer har samlet enorme menneskemængder i London.
Men bådene kommer stadig.
Weekendens aktioner i Dover og Portsmouth er derfor vanskelige at betragte som andet end en optrapning – men med en vigtig detalje: Demonstranterne stillede sig ganske vist fysisk i vejen, men udfoldede samtidig store bestræbelser på at gøre det inden for lovens rammer og i respekt for politi og redningstjenester.
Patriot Platform beskriver selv sit formål som at omsætte bekymring til organisation og organisation til “lawful, purposeful action”. Danny Tommo har således insisteret på disciplin og ikke-vold og advaret om, at vold ville ødelægge alt, hvad bevægelsen forsøger at opbygge.
Demonstranterne i Dover havde endda medbragt den britiske højesterets afgørelse i DPP v Ziegler fra 2021, som blandt andet vedrører forholdet mellem retten til fredelig protest og strafansvaret for at blokere offentlig vej. De var med andre ord særdeles opmærksomme på, hvor langt den britiske retsorden tillader en protest at gå, og ifølge Tommo havde gruppen advokater i telefonisk kontakt med ledende politifolk.
De gik ikke ud for at tilsidesætte loven, men med loven i hånden for at finde dens yderste grænse. Og da Hampshire Police efter mange timers konfrontation i Portsmouth udstedte en dispersal order, forlod demonstranterne området. Modvilligt, ganske vist – men de gik.
Det er denne detalje, der gør Portsmouth interessant.
For umiddelbart ligner billederne noget andet: maskerede mænd i sort, organiseret i grupper, som kommunikerer med walkie-talkies og kan mobiliseres med meget kort varsel. Patriot Platform har bevidst organiseret sig på en måde, der gør det vanskeligere for myndigheder og moddemonstranter på forhånd at vide, hvor gruppen vil slå til.
Maskeringens formål
Men heller ikke maskeringen er uden en sammenhæng. Da Tommo efter Portsmouth blev spurgt til de tildækkede ansigter, forklarede han, at folk dækkede deres ansigter, fordi de ikke ønskede at blive identificeret og stemplet som “far right”.
Få måneder tidligere, den 16. maj, havde Metropolitan Police i forbindelse med Unite the Kingdom-demonstrationen i London for første gang anvendt Live Facial Recognition som led i politiarbejdet omkring en demonstration. Efterfølgende gennemgik politiet billedmateriale for at identificere personer, som man mistænkte for lovovertrædelser.
Myndighederne øger således mulighederne for at identificere demonstranter, mens demonstranterne organiserer sig på måder, der gør dem vanskeligere at identificere og overvåge.
Myndighederne i legitimeringskrise
Det er sådan en legitimitetskrise ser ud, når den tager endnu et skridt.
For en retsstat forudsætter ikke kun, at borgerne respekterer loven, men også at de har tillid til, at staten håndhæver den. Og det er præcis denne forskel, Portsmouth blotlægger: Tilliden til loven består, mens tilliden til myndighederne er ved at forsvinde.
Derfor forsøger de selv at stoppe busserne.
Der er en afgørende forskel på at råbe ad staten og fysisk at stille sig i vejen for den. Det første er protest, det andet direkte aktion. Men der er også en afgørende forskel på direkte aktion inden for lovens grænser og et egentligt oprør mod staten, og det er netop dér, Patriot Platform foreløbig har placeret sig.
Danny Tommo har ikke lagt skjul på, at Dover og Portsmouth ikke skal være enkeltstående begivenheder. Efter Dover skrev han: “This is only the beginning”, og han har sagt, at opbakningen til Patriot Platform langt har oversteget hans forventninger. Det giver et fingerpeg om, at de hidtidige demonstrationer mod illegal indvandring og myndighedernes manglende evne til at standse den kan være ved at blive afløst af konkret handling.
Det paradoksale – og hjerteskærende – er, at demonstranterne ikke har vendt retsstaten ryggen. Tværtimod appellerer de stadig til den: De undersøger, hvad loven tillader, forsøger at gå præcis så langt og ikke længere og opløser demonstrationen, da politiet beordrer dem til det.
Det foruroligende er, at borgere i et vestligt demokrati har mistet så meget tillid til de myndigheder, der er sat til at håndhæve loven og kontrollere landets grænser, at de selv begynder at stille sig fysisk i vejen for myndighedernes handlinger.
Hvad der på afstand kan ligne begyndelsen på et oprør mod den britiske retsstat, kan derfor lige så vel læses som et fortvivlet råb om at bevare den. For disse mennesker siger ikke, at de ikke længere vil have en stat, der håndhæver loven og kontrollerer landets grænser. De siger, at de desperat ønsker den tilbage.
Og dét er måske det mest alvorlige signal fra Portsmouth.
Aia Fog er formand for Trykkefrihedsselskabet
