Hun kan blive Tysklands næste præsident – og hun har chokerende forbindelser til islamiske ekstremister

Aydan Ôzoguz (Wikipedia)

Socialdemokraten Aydan Özoguz med tyrkiske rødder nævnes som en mulig kommende præsident i Tyskland.

 

Den tyske præsidentpost er ikke forbundet med samme magt som i visse andre lande (for eksempel Frankrig eller USA). Men præsidenten er trods alt en fremtrædende figur i det offentlige liv.

 

Derfor vækker det opsigt og skarp debat i Tyskland, at Aydan Özoguz nævnes i den forbindelse.

 

Det er ikke selve Aydan Özoguz’ indvandrerbaggrund, der skaber debatten. Det er de rabiate holdninger, som hun har signaleret:

 

Islamistiske sympatier. Had til Israel. Bånd til den islamistiske terrorbevægelse Hizbollah. Støtte til Irans præstediktatur.

 

En røverhistorie

Som andre indvandrere med muslimsk baggrund, der bliver hapset i rabiate synspunkter, har Aydan Özogüz vist sig meget kreativ, når det drejer sig om at finde på bortforklaringer, når hendes sympatier afsløres.

 

Det skete således, da hun i 2009 deltog i en demonstration, som var stærkt præget af rabiate islamistiske kræfter. Her blev der svinget med terrorbevægelsen Hizbollahs fane, og der blev råbt antisemitiske slogans – enkelte deltagere lavede sågar nazihilsen.

 

Hvad i alverden lavede Aydan Özogüz i en sådan demonstration? Hun har nu fundet en fin forklaring frem:

 

Hun havde lavet en arbejdsdeling med sin daværende mand: Han deltog i en manifestation til støtte for jøderne, og hun deltog i den islamistiske demonstration for at holde øje med denne!

 

Det lyder unægtelig som en røverhistorie fra en person, som er kommet under pres, fordi hun har været involveret i islamistiske aktiviteter.

 

Barnebrude

Det er ikke den eneste gang, Aydan Özogüz har vakt opmærksomhed. Da tysk politi i 2016 gennemførte razziaer mod en rabiat islamistisk (salafistisk) organisation, anklagede hun myndighederne for ”vilkårlig indtrængen i moskeerne”.

 

Derimod fortalte hun ikke offentligheden noget om, at et stort antal mennesker fra dette salafistiske miljø var draget i hellig krig mod Tyskland og andre vestlige lande.

 

Aydan Özogüz vakte også opmærksomhed, da hun advarede mod, at man lavede et generelt forbud mod barnebrude.

 

Skal vi lige repetere: Her taler en kvinde, der nævnes som en mulig kommende præsident for Tyskland.

 

Tyskland har ikke styr på det

For at sige det rent ud: Tyskland – vores store nabo – har ikke styr på, hvordan man forhindrer stærke muslimske kræfter i at presse frihed og demokrati baglæns og rulle en mere og mere rabiat islamisme ud. Ofte har denne islamisme forbindelser til stormagten Iran.

 

Aydan Özogüz er et tilfælde, der bør vække alvorlig bekymring. Hun er absolut ikke en eller anden tilfældig fanatiker, der flagrer omkring.

 

Hendes støtte og beskytter er ingen ringere end Olaf Scholz – den socialdemokratiske leder, der nu står til at blive Tysklands næste forbundskansler.

 

Islamist udnævnt til programleder i TV

Aydan Özogüz er ikke noget isoleret eksempel.

 

Den 14. september i år kunne Den Korte Avis berette om en muslim med rabiate, islamistiske synspunkter, der blev udnævnt til programleder og studievært på den store offentlige tyske TV-station WDR (der er en del af ARD-netværket).

 

Hun hedder Nemi El-Hassan, og hun skulle være programleder og studievært på TV-stationens videnskabsprogram (kaldet ”Quarks”).

 

Men så blev det afsløret, at Nemi El-Hassan tidligere havde deltaget i en demonstration, der støttede den islamistiske Hizbollah-bevægelse. Som nævnt er denne bevægelse forbundet med Irans præstestyre, der bekæmper både Israel og vestligt demokrati.

 

Da hendes udnævnelse til programleder skabte offentlig ballade, rykkede hun ud i medierne med en ’erkendelse’ af, at det havde været en fejl at deltage i den pågældende demonstration.

 

Men det var først, da avisen BILD havde afsløret hendes rabiate synspunkter og forbindelser, at hun pludselig kom på bedre tanker. Hun understregede nu, at hun aldrig havde angrebet jøder korporligt. Alene det, at hun måtte komme med en sådan forsikring, var uhyggeligt afslørende.

 

WDR har under presset fra den offentlige kritik måttet stille udnævnelsen af Nemi El-Hassan til programleder i bero. Hun har foreløbig fået ’andet arbejde’ på TV-stationen, men hun kan meget vel vende tilbage til et job med betydeligt programansvar.

 

Og er det ikke hende, så er det en anden med lignende synspunkter.

 

Krumnæsede jøder

Senest har det det andet store TV-netværk, ZDF, ansat en kendt islamist og Israel-hader som medforfatter på en TV-komedieserie. Hun hedder Fayza-Yasmin Ayhan, og hun har blandt andet ’udmærket’ sig ved at retfærdiggøre vold mod Israel og fjernelse af det fra landkortet.

 

På sociale medier gør hun sig blandt andet bemærket ved karikaturtegninger af krumnæsede jøder – hvor er det nu lige, at man har set det før?

 

Tyskland truet

Tyskland har skabt et stabilt fungerende demokrati efter nazitidens rædsler. Men det er et demokrati, som gør sig selv sårbart for islamister med skjulte dagsordener på grund af dets ekstreme angst for at være politisk ukorrekt.

 

Der er en fare for, at totalitær islamisme får fodfæste i det tyske samfund. Denne fare eksisterer også i Danmark, men den har foreløbig ikke samme styrke.

 

Her og nu har man et akut problem:

 

En kvinde, der nævnes som landets mulige næste præsident, har forbindelser til islamiske ekstremister.

 

https://www.welt.de/politik/deutschland/plus234344024/Aydan-Oezoguz-Die-Vergangenheit-von-Aydan-Oezoguz-die-viele-Fragen-aufwirft.html?icid=search.product.onsitesearch

 

https://www.welt.de/politik/deutschland/article234375892/Yasmin-Ayhan-Antisemitismus-Vorwuerfe-gegen-Autorin-von-neuer-ZDF-Serie.html?icid=search.product.onsitesearch

 

https://denkorteavis.dk/2021/islam-paa-fremmarch-rabiat-muslim-der-har-deltaget-i-antisemitisk-demonstration-og-hyldet-terrorstaten-iran-faar-stilling-som-studievaert-i-tysk-tv/

Del på Facebook